Atuagagdliutit - 13.08.1952, Blaðsíða 6

290
ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
nr. 17
.1.
På SOLSIDEN
T
Det var højlys midnat, da vi ankrede op ved
SarKaK mellem blå, grønne og livide isbjerge.
Midnatssolen gemte sig bag fjeldene, men skyer-
ne, der skar de sneklædte toppe af, var farvet
røde og gyldne af de solstråler, som højt over
vore hoveder tegnede lysstriber i den tynde luft.
Det var, som havde en maler dyppet sin pensel
i rødgyldne farver og strøget den hen over fjel-
dene i en bølgende stribe fra øst til vest, skjult
deres ansigter for natten og ladet de trekantede
hatte hænge deroppe i den blå luft.
Selve SarKaK afviger ikke væsentligt fra an-
dre grønlandske udsteder, en samling røde, gule
og umalede huse spredt på klipperne omkring
kirke og hutik. Et enkelt af dem har vindmotor,
hvis opgave det er at levere strøm til udstedsbe-
styrerens radiosender og modtager, som passer
forbindelsen med omverdenen eller i hvert fald
med nærmeste koloni. I umiddelbar nærhed af
næsten alle de små grønlænderhuse ses stativer-
ne, som bærer fangerens kajak og redskaber, så
højt oppe, at hundene ikke kan nå at bide dem i
stykker. Ja — hundene -— de er et kapitel for
sig, sultne og med et mærkeligt tiggende blik i
øjnene strejfer de om, underligt rastløse. En en-
kelt sløvtudseende hund sidder på lur bag et lille
hus med tremmer i døren og hummerklo i nøg-
len. Den passer sin levevej og venter kun på det
store øjeblik, hvor sulten kan blive stillet, fordi
andre bliver mætte.
Som mindesmærker om en nylig og pludselig
forsvunden vinter lå isbjergene foran det som-
merklædte SarKaK og spejlede deres fantastiske
skikkelser i det grønblå vand. Der var stille i
SarKaK meget stille — kun nogle få grønlæn-
dere stod ved landgangsstedet og hjalp os i land
fra jollen.
De var glade over at få gæster så langvejs
fra, glade over at vide, at det næste skib, der
skulle komme, ville være „Dannebrog” med de-
res konge og dronning ombord. Hele SarKaK hav-
de glædet sig til denne stoi'e dag.
Hvordan det stod til? Jo tak, udmærket —
alle havde det godt. Det vil sige, der var dog lige
død en gammel fanger, sagde man.
De fremmede spredtes i natten, nogle ville
se Hannibal Fenckers drivhuse med alle de dej-
lige blomster, andre ville blot gå en tur i fjeldene
og nyde den lyse, kølige og lydløse nat mellem
rypelyng og dueurter.
Ud af denne polarnats mærkværdige stilhed
dukkede der pludselig en lille samling menne-
sker frem •— omkring 30 ialt. Alle var de hver-
dagsklædte og tavse. De gik i samlet flok og for-
rest fire mand, som har den døde fanger på en
håre bestående af umalede brædder. Den eneste
lyd, man nu hørte, kom fra de mange kamikkers
berøring med fjeldstien. Den døde var stramt
indsyet i hvidt lagenstof som en mumie. Man
kunne tydeligt se, hvordan hans hænder lå fol-
det over brystet og omridset af hans arme og fød-
der. At han var død fornylig var også let at se,
for hovedet rokkede fra side til side under træ-
bårens bevægelser. I Grønland bærer man de dø-
de ud af husene så hurtigt som muligt og altid
førend dødsstivheden indtræder, om dette skyl-
des overtro eller pladsmangel, ved jeg ikke.
Umiddelbart efter fangerens båre gik enken