Atuagagdliutit - 10.09.1953, Síða 14

346
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
nr. 19
En historisk landsretsdom
(Fortsat fra side 343)
enten på grund af beruselse eller øjeblikkelig sinds-
forvirring, gennemsnitlig ligger på 8—10 års fæng-
sel.
Var målet for den grønlandske retspleje såle-
des at bringe de kriminelle domsafgørelser i overens-
stemmelse med dansk retspraksis, må resultatet
siges at være nået, blot at den grønlandske dom-
stol har været noget mildere i selve strafudmålin-
gen.
Spørgsmålet er imidlertid, om den kriminalpo-
litiske linie, som den blandt andet bar givet sig til
udtryk i forslaget til den grønlandske kriminallov,
bar tilsigtet et resultat som det, landsretten i denne
dom er nået til.
Skønt kriminallovsforslaget omhandler en ræk-
ke forskelligartede reaktionsformer overfor lovover-
træderne, nævner den intet sted fængselsstraffen,
hvilket er en naturlig følge af de principper og
ideer, der ligger til grund for forslagets udformning,
og som må siges at være uforenelig med mange af
de ellers kendte strafformer, herunder især fæng-
selsstraffen. Forslaget til kriminalloven er udar-
bejdet under hensyntagen til grønlandsk retsop-
fattelse, således som denne blandt andet har givet
sig til kende i en række afgørelser, truffet af de
grønlandske sysselretter. Iøjnefaldende for disse
afgørelser er, at der i langt højere grad end det er
tilfældet i Danmark og de øvrige europæiske lande,
er blevet lagt vægt på gerningsmandens særlige per-
sonlige forhold, hvilket må begrundes med, at dom-
merne har haft langt bedre muligheder for at træn-
ge til bunds i de omstændigheder, der har ført til,
at personen har begået den lovstridige handling.
Det grønlandske samfund har således været
langt heldigere stillet i kampen mod kriminaliteten
end de moderne samfund, og det er da således også
lykkedes hidtil at holde den grønlandske kriminali-
tet forholdsvis langt nede, ligesom den hårdkogte
forbrydertype må siges at være så godt som ukendt
i Grønland. I Danmark og i andre større samfund
ser man sig fortsat nødsaget til ved behandlingen
af lovovertræderne i første række at fastsætte reak-
tionerne ud fra generalpræventive synspunkter,
som først og fremmest lægger vægt på straffens
afskrækkende virkning overfor ligesindede i håbet
om derved at få disse til at afholde sig fra den kri-
minelle handling.
De reaktionsformer, der hidtil er blevet an-
vendt overfor de grønlandske lovovertrædere, har
så godt som aldrig ført til fuldstændig isolation af
gerningsmanden, hvilket har været af betydning,
idet man derved i Grønland har undgået mange af
de vanskeligheder, der ellers opstår med hensyn ti!
straffede personers tilbagevenden til samfundet.
Den hidtidige grønlandske praksis og retsop-
fattelse brydes nu ved den afsagte landsretsdom,
hvorved en grønlænder for første gang føres til
Danmark til udståelse af fængselsstraf. Tilstås må
det, at landsretten i sin dom udtaler ønsket om, at
fængselsstraffen så vidt muligt udstås i en åben
eller halvåben fængselsafdeling;-men om landsret-
tens ønske kan opfyldes, uden at den pågældende
forinden må gennemgå en kortere eller længere tid
i almindelig lukket fængselsafdeling, må anses for
tvivlsomt.
Hvad er da landsrettens begrundelse for at
foretage en så afgørende ændring af hidtidig prak-
sis og af den linie, som fra anden side er angivet
som den ønskede i Grønland?
Formentlig at man i Grønland i dag mangler
steder til anbringelse eller isolering af personer,
som har begået lovovertrædelser af så grov en art,
som i denne sag. Endvidere har landsretten vel
også lagt vægt på, at tiltalte har opholdt sig i Dan-