Atuagagdliutit - 10.09.1953, Síða 21

nr. 19
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
353
Vor nationaldag
Spørgsmålet om en nationaldag har været genstand
for diskussion i nogen tid, og forlydender vil vide, at
dette er med på dagsordenen ved landsrådsmødet i år.
Vi, som er fodt og lever i Grønland og værdsætter vort
samfund og dets forskelle fra andre folkeslag — skal
også vi liave en sådan mærkedag, så må vi som basis for
vore betragtninger tænke på vore forfædre, vort sprog,
på os selv og vore efterkommere. Vore forfædre levede
uden at vente hjælp og støtte fra .folk udefra, de søgte
og udnyttede de goder, som landet kunne give — ja, de
erobrede Grønland og har endog måttet kæmpe nu og
da for denne erobring. De rejste frem og tilbage langs
kysten, var dristige og modige trods vanskeligheder fra
den stærke naturs side. De havde den frihed, som gør
folk til mandfolk, fangst, fiskeri og jagt på land var,
hvad der optog dem. De levede lykkeligt, de var stærke
ikke stakler. Det er ikke nok at nævne mændene, også
husmodrene var modige, dygtige og aldrig skrantende
— de stod ikke tilbage for ,,de store".
Så kom Hans Egede en 3. julidag. Allerede dengang
levede adskillige af vore forfædre under europæisk på-
virkning, hvilket betød at de var ved at blive fattige.
Årsagen var, at de solgte deres skindvarer til neder-
lændinge. Den 3. juli 1721, vor apostels ankomstdag, har
stor betydning for Grønlands kristne menighed, men
fra denne dag begyndte en svækkelse af vort særpræg
akkurat som en erosion. Spæk og skind blev meget efter-
tragtede varer, og grønlænderne begyndte at sælge disse
ellers så nødvendige livsfornødenheder, hvilket resul-
terede i, at adskillige begyndte at lide nød ved vinter-
tid. De blev efterhånden så fattige, at sultedød forekom,
og dog var der langs kysten stadig mulighed for at træf-
fe „kæmper", personer, som værdsatte og bevarede vort
folkelige særpræg. Men de fleste var så langt nede, at de
måtte ydmyge sig for Kavdlunakkerne, og værre blev
det, da Handelens ledere modtog besked om, at grønlæn-
dere i tilfælde af nød kunne gives låil eller fattighjælp.
Nu kom handelsledernes undertrykkelse, og de under-
trykte turde ikke gøre modstand, for de havde mod-
taget for meget kredit.
Sørgeligt nok, men uafviseligt var det, at grønlæn-
derne gik tilbage, de blev meget fattige og snavsede, og
samfundet kom i fare. Så kom fqrstanderskabsordningen.
Den 2. maj 1850 hjemsendtes forslaget om oprettelse af
forstanderskab. Den 13. maj 1857 indførtes midlertidige
bestemmelser, som for Nordgrønlands vedkommende
trådte i kraft året efter. Den 7. maj 1802 blev forstander-
skabsordningen endelig fastslået for Sydgrønland, og
for Nordgrønlands vedkommende blev den underskrevet
den 1. maj 1863 til ikrafttrædelse den 1. juni samme år
(hvis jeg ikke husker forkert). Endelig den 31. januar
1872 blev ordningen vedtaget med gyldighed for hele
landet og den 21. april 1881 kom de afsluttende tillæg til
ordningen.
Som medlemmer lil forstanderskabet valgtes stor-
fangere, folkets og frihedens forkæmpere, vort lands
„kæmpesøjler". Det var dem, der frelste vort samfund
fra faren, fordi forstanderskabet fik indflydelse på lan-
dets styre. Grønlændernes delagtighed i landets anlig-
gender blev efterhånden udvidet - - ja vi har endog i år
fået repræsentanter i folketinget.
Vort sprog er grønlænderens eget, det skiller ham
fra de andre nationer, men hvad vi har på hjerte, det
udtrykker vi ved hjælp at dette smidige sprog. Først
hørte vi kæleviser og kæleord og derefter udviklede vi
efterhånden vort kendskab til sproget og dets brug.
Sproget passer (il vort land og dets ejendommeligheder,
til fangsten, forfædrenes sagn og fortællinger — disse
kan vi slet ikke skildre eller fortælle på andre sprog,
hvis de ikke skal miste deres kraft. En god grønlænder,
som elsker sit sprog ejer også sin races styrke.
Vi, som lever i dag, kan ikke følge en udvikling med
mindre vi lægger mærke til vore forfædre og deres
skikke, det ville være mangel på respekt. Uanset hvor
europæiserede vi er blevet, så må vi, når det drejer
sig om vor nationaldag stadig fastholde værdien af at
vi har fået indflydelse på vort lands styre. Denne med-
virken, som begyndte med forstanderskabet, er ført vi-
dere og udviklet af mænd — af grønlændere.
Selv om 1000 år vil vore efterkommere i tale og
skrift bringe storfangere, kajakmænd, ægte børn af
Grønland i erindring, når de fejrer nationaldagen. Med-
lemmerne af forstanderskabet, disse store mænd, viste