Atuagagdliutit - 30.01.1958, Qupperneq 18

Danske grønlandsekspeditioner
i det 17. århundrede Af Mads Lidegaard
Det var med bitre følelser, den dan-
ske søkonge Kristian den Fjerde hørte
om englændernes, Frobischers og Da-
vis’ togter til Grønland. Det var kon-
gens land, og han satte da også selv
et togt i værk for at hævde sin over-
højhed. I 1605 afgik tre skibe mod
Grønland, de to ført af erfarne engel-
ske officerer, Hall og Cunningham,
den tredie af den danske sømand Lin-
denow.
Efter ankomsten til Grønland op-
stod der uenighed mellem Lindenow
og de andre om den rette kurs, og de
sejlede hver sin vej. Det menes i al-
mindelighed, at Lindenow kom til
land omkring Fiskenæsset, men det er
ikke helt umuligt, at det i virkelighe-
den var Østkysten, som han havde
held til at nå ind til. I hvert fald var
indbyggerne meget tillidsfulde og me-
get forskellige fra dem, som Hall traf
på. De kom straks der var kastet an-
ker, ombord i kajakker. De ville ikke
drikke vin, men tømte store krukker
af hval tran. De bragte ræve- og bjør-
neskind og en stor mængde horn, som
de solgte for nåle, knive, spejle, bak-
ker og briller. De var ikke interesseret
i guld- og sølvmønter, men derimod
meget i jern, som de betalte med det
bedste, de havde, endog deres tøj. Ved
afskeden røver Lindenow to grønlæn-
dere, som han tager med hjem, hvor
han fejres som helt.
Hall gik mere grundigt til værks.
Han får kontakt med grønlænderne på
Vestkysten og handler med dem, alt
dog under gensidig mistænksomhed,
hvor grønlænderne med deres slynger
og buer dækker sig bag klipperne. En
dag angriber de med stor magt, men
da een bliver skudt fra skibet, skjuler
resten sig igen. (I hvalfangerberetnin-
ger findes flere eksempler på, at grøn-
lænderne virkelig har angrebet og
erobret et stort europæisk skib).
For at få noget med hjem at frem-
vise går Hall i land og røver 4 grøn-
lændere. De andre grønlændere af-
skærer da skibsfolkene fra stranden,
men ved hjælp af skydevåbnene slår
de sig igennem og kommer ud til ski-
bene. Derude går de fire fanger amok,
og til sidst skyder den skotske kap-
tajn egenhændigt den ene ned, hvilket
beroliger de andre.
Men deres landsmænd går nu til an-
greb for at hævne dem. De prøver
først at skære ankeret over — endnu
to af angriberne bliver da fanget med
kajak og alt og taget ombord, men de
rev og sled i alt omkring sig, og en af
dem tog fat på et slagsværd, men skar
sin hånd i stykker, da han ikke vidste
hvad det var. Begge bindes så til ma-
sten, men da angriber en hel flåde på
300 kajakker skibet og overdænger det
med pile. Nu bliver de tunge kanoner
taget i brug: „Kongens folk lader
5—6 skud gå over deres hoved, så blev
de forfærdede og fo’r til land og råbte
og skreg som grumme trolde".
Der var megen forskel på de første
og sidste grønlændere. De tre fik blå
klæder og lærte at springe om i ski-
bet, når kaptajnen nikkede, og da ski-
bet efter endt rejse står ind i Køben-
havns havn, løb grønlænderne op i
mærsejlet og tog det ind så hurtigt
som nogen af kongens folk. De var og-
så noget fornuftigere og menneskeli-
gere end de andre to, thi de bed folk
som andre hunde, og hvad de fangede
af lus, spiste de. De tre andre derimod
havde stil over sig, og „da de kom op
'til kongens slot, spankulerede de om
og satte næverne i siden og hoverede
på deres vis og var glade derved".
Året efter følger de med som tolke
på et nyt togt og er ellevilde af glæde.
Den ene dør dog undervejs, og de an-
dre bliver skuffede, for forholdet er nu
så spændt mellem grønlænderne og
Hall, at der ingen landgang finder
sted. Da man forsøgsvis sætter en mo-
dig matros i land for at få kontakt
med de indfødte, bliver han straks
dræbt, og samme skæbne får en ulydig
matros, som sættes i land som straf.
Det lykkes dog atter denne gang at
røve 5 grønlændere, som slæbes med
til København, undtagen een, som på
vejen i fortvivlelse styrter sig i havet.
I 1612 er Hall igen i Grønland i sam-
me fjord, hvor de 5 sidste grønlænde-
re tidligere blev røvet. Han handler
med de indfødte, da en af dem pludse-
lig genkender Hall. Uden tøven dræ-
ber han Hall med sit kastepil, hvoref-
ter alle hans landsmænd flygter med
ham. Hall blev begravet ved fjordens
munding, hvor han endnu hviler på
sine gerninger.
Disse forskellige tilfangetagne grøn-
lændere beskrives således: „Små tyk-
ke folk med næsten runde fødder og
hænder, men een af dem er så stærk
som fire matroser. Deres mad består
af talg, råt kød og fisk. De drikker
vand og tran, har skjorter af rensdyr-
blærer. De kan, som de viste, mens de
var i Danmark, ro så hurtigt i en ka-
jak, som 10 af kongens bådsmænd med
deres båd, og de har en rensdyrblære
bundet til båden, så den ikke synker
i storm". — Iøvigt meldes Halls grøn-
lændere at være helt forskellige i
skikkelse , sæder, sprog og klæder fra
Lindenows — ja, de forstod end ikke
hinandens sprog. Dengang mente man,
at Lindenows måske var af nordbo-
afstamning, og at forskellen stammede
derfra, men det er en højst tvivlsom
hypotese.
I København fik disse tilgangetagne
grønlændere nu en ret stor frihed. •—
De lever af mælk, smør, ost, råt kød,
rå fisk, olie og tran. Men ofte så de
mod nord og sukkede af kærlighed til
fædrenelandet. En dag blev længselen
for stærk, og i deres kajakker satte de
ud i sundet og styrede mod nord. Men
en storm rejste sig og drev dem ind
til Skaanes kyst, hvor de forbløffede
bønder i første omgang troede, det var
havmænd, men senere fik dem over-
mandet og sendt tilbage til Køben-
havn.
Her blev de hovednummer ved en
stor fest for udlandets diplomater. De
gav i havnen opvisning i kajakroning
og havde kaproning med en 16 årers
chalup, som de besejrede. Den span-
ske gesandt var så glad for synet, at
han belønnede dem med penge, for
hvilke de købte store hattefjer og spo-
rede støvler, hvorefter de tilbød kon-
gen deres tjeneste.
Senere prøver to af dem igen at
stikke af i kajak. De forfølges langt
ud i Kattegat, hvor den ene fanges,
mens den anden undslipper og for-
svinder mod nord — og aldrig siden
blev set. Han som undslap var den,
som længtes mest, især efter sine
børn. Han græd, så ofte som han så
et barn ved sin mors bryst.
Også en tredie prøvede noget senere
at sejle i kajak hjem. Han blev fanget
40 mil til søs, og man forklarede ham
det håbløse i at finde hjem. Men han
sagde, at han ville følge kysten mod
nord, så sætte lige over og finde sit
land ved hjælp af stjernerne.
Grønlænderne i København havde
lavet en kalender af 25—30 små træ-
stykker, fastgjort på fåreskind, men
kun de selv forstod det.
løvrigt gjorde man alt for at glæde
og adsprede dem — og prøvede også
på at kristne dem, men det lykkedes
ikke — de „hævede øjnene mod him-
melen og tilbad den opgående sol".
Men deres manglende modstands-
dygtighed overfor Danmarks baciller,
rev dem iøvrigt hurtigt bort. — En
enkelt blev syg og døde af at fange
perlemuslinger, og de sidste døde af
sygdom efter 10—12 år i København.
En anden stort anlagt dansk polar-
ekspedition i 1619 under Jens Munk,
havnede, efter at have strejfet Grøn-
lands kyster, ovre i Hudson-bugten,
hvor den blev tvunget til at overvin-
tre. De indfødte derovre bliver meget
bestyrtede over synet, men man en-
der med at blive gode venner, især en
af matroserne er genstand for de ind-
fødtes store kærlighed, fordi han af
udseende var dem meget lig, så de
omfavnede og knugede ham meget.
Da vinteren kommer, er eskimoerne
imidlertid rejst bort, og en frygtelig
tragedie rammer nu det danske skib,
da skørbugen sidst på vinteren bort-
river hele den 80 mands store besæt-
ning på nær Jens Munk selv og to ma-
troser. Da sommeren kommer, rigger
de skibets største båd til og fører den
hjem over Atlanterhavet — alene tre
mand.
I 1636 går igen et mindre dansk togt
til Grønlands Vestkyst, hvor man også
får forbindelse med de indfødte, men
det er først i 1652 med Dannells rej-
ser flere år i træk, at et nyt større
fremstød begynder.
Dannell prøver først at gå ind til
Østkysten, men må følge storisen og
havner som så mange andre skibe til
sidst ved Godthåbsfjorden, hvor
mandskabet til gengæld opmuntres
meget vel i havet at se „en havfrue
med udslagent hår og meget dejlig".
Om det er for hendes eller naturfor-
holdenes skyld, at Dannell hvert år
søger netop til Godthåbsfjorden, skal
ikke kunne siges, men han kommer
der hver gang. Han handler meget liv-
ligt og indhandler således første år
alene 343 pund „enhjørning-horn"
(narhvaltænder). Det fredelige sam-
kvem ophører delvis, da grønlænderne
begynder at stjæle bådenes årer. Til
sidst bliver en kajakmand skudt fra
skibet, mens han er i færd med at ro
væk med en stjålen åre.
Ved afrejsen lokkes 6 grønlændere
ombord i skibet og låses nede under
dækket. En dreng sled sig dog løs
og slap ud gennem et af ankertovs-
hullerne, og en gammel kone satte
(Fortsættes næste side)
19