Atuagagdliutit - 13.03.1958, Side 18

Rensdyrbremser
Af Jens Rosing
Vittus Mikiassen, K’ormoK, har
sendt A/G et læserbrev, hvori han
spørger, om rensdyrbremser er skade-
lige for kalve.
I „Meteore", Sukkertoppen, har K’u-
jage skrevet om bremser ved IsortOK
og Sdr. Strømfjord.
Sidst skrev landsrådsmedlem Peter
Nielsen, Godthåb, i A/G 5. december
1957 om „Renbremser og den grøn-
landske vildren".
Jeg skal derfor under ét gøre rede
for bremsen og efterhånden komme
ind på de ovennævnte spørgsmål.
Der findes to slags bremser hos ren,
svælgbremsen og hudbremsen. Den
første har ingen aktualitet i Grønland,
idet den aldrig kom til udvikling her.
Men for helhedens skyld skal jeg give
en kort beskrivelse af den.
Svælgbremsen. En svanger hun har
i bagkroppen en vædske, der indehol-
der levende, bittesmå larver, som den
sprøjter ind i næsen på ren. Larverne
følger næsegangen og sætter sig i
svælget på dyret; her begynder den
egentlige udvikling. Om foråret og
forsommeren løsner larverne sig og
hostes ud, forpupning sker. Svælg-
bremsepuppen er lys — lidt rødbrun
af farve.
Som et kuriosum kan fortælles, at
man ved at fange en udparret og svan-
ger svælgbremsehun kan presse væd-
sken ud på en spytbane på håndbagen
og ligefrem se, hvordan larverne ar-
bejder sig op gennem spyttet.
Hudbremsen. Hunbremsens bagpart
er forlænget til en brod, hvori ægge-
ne lægges. Sværmende henover re-
nens ryg. stikker den brodden ned
mellem hårene og kliner en række æg
op ad et hår. Denne proces gentages,
indtil al æglægning er overstået; der-
med er den selv dødsdømt. (Insekterne
har en begrænset levetid, men herom
vil blive fortalt, ledsaget af en serie
tegninger af hudbremsen, når billed-
materiale foreligger. Samtidig vil
bremsens farve m. m. blive belyst).
Vinteren igennem opholder larverne
sig under huden, beskyttet i „blærepo-
se", næret af værtsdyrets vævsaft.
Ånder gennem „indgangshullet".
Om foråret i maj og juni eller i som-
merens løb kravler en fuldbåren for-
puppet larve ud. Forpupningen sker
ved, at getinlaget, den var omgivet
af, stivner til et panser. Hudbremse-
puppen er sort.
I de fleste tilfælde sprænger en
fuldt udviklet flue sit trange hylster i
juli—august. (Puppestadiet^ længde
afhænger stærkt af lufttemperaturen).
Kønnene opsøger hinanden, parrer,
ringen er sluttet.
For begge bremsearter er puppesta-
diet og dermed udviklingen til færdigt
insekt stort set det samme.
Vore erfaringer med bremseplage
hos tamren i Grønland giver grund til
optimisme, idet der år for år bliver
færre og færre af dem. Der er meget,
der tyder på, at bremsen i Grønland
har langt større vanskeligheder at
kæmpe med end i sit „hjemland".
Bakketemperaturen er lavere, ,selv i
højsommeren kan det være koldt nok
at overnatte på fjeldet under åben
himmel, koldere end i finmarken, hvor
midnatssolen opvarmer. Endvidere lig-
ger humuslaget her tykt, som et isole-
rende tæppe mod solvarmen; under
dette lag udvikles puppen til flue.
Netop dette lave bakketemperatur tog
det første forår knækket på svælg-
bremsen, der er lidt mere varmekræ-
vende end hudbremsen.
Svar til Vittus Mikiassens spørgs-
mål: Der er ingen grund til at nære
ængstelse for ,at hudbremsen skal tage
livet af kalve. — Meget store mængder
— flere hundreder larver — som snyl-
tere kan sikkert virke afkræftende,
men så enorme mængder tvivler jeg
på. vi vil opleve her til lands.
I Skandinavien bukker en del kalve
under hvert forår på grund af kvæl-
ning af svælgbremselarver. Den fare
findes ikke her, som før sagt.
Et helt andet spørgsmål er „rens-
dyrlus", der ikke har noget med brem-
ser at gøre. Det er for mig meget van-
og Rensdyrlus
skeligt at bedømme K’ujagig indlæg i
„Meteore", hovedsagelig fordi brem-
sen af mangel på navn er gået ind un-
der betegnelsen „rensdyrlus".
Ved samtaler med jægere er jeg ble-
vet klar over, at der her i Grønland
findes lus, loppe eller tæge hos vild-
ren. Desangående har jeg haft ind-
gående samtale med lappefoged Ha-
gen, som oplyser, at der i Skandina-
vien ikke findes nogen form for lus
eller lopper hos ren. Og jeg tør sige,
at denne „rensdyrlus" ikke kendes af
videnskaben.
Af udseende beskrives den som nær-
mest lignende hareloppe.
Ret sjælden må den være, men efter
følgende oplysninger at dømme, skulle
den forekomne i synligt tal.
Lars Olsen, Kangamiut, fortalte mig,
at han i en ung alder hørte en gam-
mel jæger berette om mange lusbe-
fængte vildren i Sdr. Strømfjord. De
sad på ryggen af dyrene i stor mæng-
de. Værtsdyrene var meget magre.
En anden interessant fortælling er
fra Josef Josefsen, Kapisigdlit. Den er
overleveret ham af hans far, der igen
havde den fra sin far:
„En vinter blev der skudt mange
lusbefængte rener, nogle huder var
ganske ubrugelige, gennemhullede
som de var."
Man tør ikke ud fra Josefsens for-
tælling sige bremser, men måske rens-
dyrlus i stor mængde er i stand til at
ødelægge renskind?
Hvor meget lusene har at sige på
renens trivsel i al almindelighed, og
om de er sygdomsspredere, kan jeg
ikke sige. Men jeg ser meget nødig, at
vores tamren bliver befængt med dem,
thi følgerne er uoverskuelige. Lusen
kan i modsætning til bremsen, der
ikke spreder sygdom, muligvis være
sygdomsspreder.
Peter Nielsen skriver, at vildrenen
indtil for nylig ikke har lidt af nogen
sygdom. Hertil kan bemærkes, at
bremsen ikke er nogen sygdom, men
en snylter, en kedelig snylter.
Lad det være sagt, tamrenen bragte
bremsen, men den grønlandske vild-
ren har altså også en snylter, som den
kan smitte tamrenen med.
Så vidt mig bekendt er der ingen
sygdomsfri dyr. Af sygdomme hos
vildren i Grønland kender jeg selv in-
gen, men det siger jo intet om, at de
ikke findes. Renen er meget lidt kendt,
særlig på sygdomsområdet. Jeg vil
blot nævne, at man for ikke længe si-
den hørte om vildren i Sdr. Strøm-
fjord, der tabte tænder og havde be-
tændelse i kæberne; gad vide, om ikke
det var en infektionssygdom, eller no-
get helt andet?
Peter Nielsens betragtninger, bygget
på Helge Ingstads „Nunamiut", slutter
jeg mig til: „I betragtning af foran-
stående kan man vist ikke vente, at
bremserne vil virke ødelæggende for
den grønlandske vildrenbestand, eller
at rensdyrene bliver syge eller afkræf-
tet af bremselarverne, eller at de føler
sig generet af dem." Det sidste kan
dog diskuteres, kun renen kan svare
derpå.
I ren jagtsæsonen 1957 var renerne
i dårlig foderstand. Det har givet an-
ledning til hviskerier om, at det er
„lusenes" (her tænkes på bremsers)
skyld.
En bedømmelse af sommeren fra
renavlerens synspunkt, bygget på ge-
nerationers erfaringer blandt samer,
bliver: En dårlig græsningssommer,
den var tør og varm. Kolde regnfulde
somre giver fede dyr og store kalve.
Vore kalve fra denne sommer er min-
dre end f. eks. fra den regnfulde som-
mer 1954. I varme somre søger rener-
ne op til snefaner og gemmer sig i
skygge. Dagen lang tager de mindst
mulig næring til sig, kun i de få kø-
lige nattetimer søger flokkene ned til
de frodigere dalsænkninger. Knap er
solen igen på himmelen, før de søger
til tops. Sådan kan de bedste sommer-
måneder gå, nemlig juni og juli, hvor
renen i saftige græsvækster m. m.
gerne skulle erstatte foregående vin-
ters forbrug af oplagsnæring og igen
(Fortsættes på bagsiden)
Nakuångorusugkuvit
SOL GRYN-tortarniarit
Sol-Grynit ivsingigagssat
mamarnerssaråt
sikatarsungnialåramingme
proteinimik, kalkimik,
saviminermik, fosforimik,
B vitamininigdlo akolvarput
SPIS SOL GRYN OG BLIV STÆRK
KRYOLITSELSKABET ØRESUND
A/S
KØBENHAVN
kungikunut niorKuteKartartoK
G1JLD KARAMEL
— sukulåmik igdlingnartumik KagdligaK
— med lækkert chokoladeovertræk
19