Atuagagdliutit - 08.11.1962, Blaðsíða 19

Besøg fra Alaska
KVINDELIG LUTHERSK MISSIONÆR I GRØNLAND
Blandt de mange „sommermænd",
der også i år var på besøg heroppe,
kunne Godhavn og Sukkertoppen glæ-
de sig over et særligt charmerende
eksemplar af racen. Det var miss
Bertha Stedje fra Alaska, som efter et
års ophold i Europa, især København,
hvor hun var med til at starte en
amerikansk, luthersk kirke, på eget
initiativ lagde hjemrejsen til staterne
om ad Grønland. ,
Grunden til denne særlige interesse
var, at miss Stedje i 11 år har arbej-
det som luthersk missionær blandt
eskimoerne derovre. Hun har det me-
ste af denne tid' siddet på en lille
missionsstation — Teller i nærheden
af byen Norne ved Alaskas vestkyst
— med kun 100 indbyggere. Midt i
ødemarken.
I en samtale med Kirkesiden for-
talte miss Stedje om sine grønlands-
indtryk, der jo blev sat i særligt re-
lief på baggrund af hendes kendskab
til eskimoerne i Alaska og udviklings-
arbejdets mål og midler derovre.
HER KAN MAN SPISE AF GULVET
— Noget af det mest iøjnefaldende
for mig her i Grønland har været de
langt bedre sociale forhold, sagde miss
Stedje bl. a.
— Man kan se, at folk tjener penge
her — og de har lært at holde sig selv
rene!
Mine alaskaeskimoer bor i sådan
nogle forfærdelige hytter, og de gør
ingen ting for at forbedre dem. Jeg
prøver ikke under mit arbejde at lære
dem hygiejne. Det er ikke mit områ-
de. Men kommer jeg i et hjem, hvor
der er pænt, bemærker jeg det. Men
her i Grønland har jeg været på be-
søg i flere hjem, hvor man kunne
spise af gulvet, hvis det skulle være!
Og sådan nogle kønne nye huse, der
dog bliver bygget overalt! Jeg ville
ønske, at vores regering ville hjælpe
mine folk hjemme til at få sådan
nogle huse.
NÅR DE BEDSTE REJSER VÆK
— Jeg ved, at man fra den ameri-
kanske stats side søger at trække folk
væk fra Alaska og hjælper dem, der
vil og kan klare det med at få job og
bolig andre steder i staterne. Men gør
man slet ikke noget for at forbedre
kårene for de tilbageblevne?
— Jo, lidt. Der kommer f. eks. en
sygeplejerske på besøg en gang imel-
lem, men folk gider ikke høre på
hende.
Det er de folk, der vil noget og kan
noget, der forlader de små steder som
f. eks. Teller. De, der er tilbage, er
passive. Det gør, at man til tider fø-
ler, at der er meget lidt at arbejde
med.
Tidligere hjalp kirken med tøj. Vi
klædte så at sige hele befolkningen.
Men i bevidstheden om det, drak es-
kimoerne deres penge op eller brugte
dem på anden tåbelig vis.
Og da folk de steder, hvor tøjet blev
samlet ind, hørte det, mistede de ly-
sten til at give noget. „Hvorfor skal
vi give dem midler til at drikke,"
sagde man. Nu sender man i stedet
tøj til andre steder i verden, hvor be-
folkningen lider nød.
SOMMERJOB I BYERNE
— Hvor får folk penge fra? Der er
vel ikke fra regeringens side foran-
staltet nogle erhvervsfremmende virk-
somheder?
— Nej, det er der ikke. Mer. om
sommeren rejser en del af mænclene
til byerne og arbejder. Og de kan
komme hjem til landsbyen med tem-
melig mange penge om efteråret. Men
det er desværre kun få familier, der
bruger disse penge rigtigt, jeg mener
til tøj og til boligen. Den rigeste mand
i Teller er nu for resten en erhver-
ver. Han ejer en masse rensdyr, og
han klarer sig godt. Vi har ikke vilde
rensdyr hos os. Det er på grund af
ulvene. Vi kan kun have tamrener,
der bliver vogtet.
HVORFOR DRIKKER JEPPE!
— Hvorfor tror De egentlig, at så
mange drikker?
— Jeg ville ønske, jeg vidste det.
Det smerter mig så meget at se unge,
børn af gamle, agtværdige, stoute
mennesker, udvikle sig så dårligt. De
er helt ligeglade. Deres regning i bu-
tikken lader de bare vokse uden at
betale. Det var der ingen eskimo, der
kunne drømme om før i tiden. Jeg ved
ikke,' hvad vi gør forkert.
...friskhed - renhed
... De mærker det straks
på MACS rene,
forfriskende smag
... De ser det straks -
på det rene,
friske MACS smil!
gør gule tænder hvide
— Hvordan ser menigheden på dem,
der drikker?
— Det er, ligesom om disse folk
selv ikke føler sig hjemme i kirken.
Det er ikke os missionærer, der vil
lukke dem ude, tværtimod, naturlig-
vis. Men jeg tror, de generer sig over
for de andre i menigheden.
Måske er det også bare et passivi-
tetstegn, når de ikke kommer. Der er
mange af dem, der er meget ivrige
til at begynde med, når man taler
med dem og gerne vil tage det stand-
punkt at leve for Gud, men i løbet af
kort tid falder de fra igen.
ET ALSIDIGT JOB
— Hvordan ser Deres arbejdsdag
ud, miss Stedje? De arbejder jo både
som missionær, lærer og præst?
— Ja, jeg underviser i skolen hver
dag, især i religion. Jeg var lærerin-
de, før jeg tog til Alaska som missio-
nær. Derudover har jeg konfirma-
tionsundervisning hver tirsdag. Om
onsdagen har vi en gudstjeneste om
aftenen. Den forestås af et af med-
lemmerne af vort „kirkeråd", og bag-
efter øver jeg med kirkekoret.
Om torsdagen holder jeg møde med
vores ungdomsforening om aftenen.
Fredag eftermiddag har jeg religions-
undervisning i børnehaven. Den har
for øvrigt lokaler i mit hus. En gang
om måneden holder vi en lille fest for
alle børnene. Og fredag aften har jeg
møde med missionens kvindegruppe.
Om søndagen er der gudstjeneste
kl. 11. Normalt ved mig. Men én gang
om måneden kommer vores flyvende
præst i sin lille røde maskine og hol-
der gudstjeneste for os. Sådan har det
været de sidste 4 år. Før den tid kun-
ne der gå mange måneder uden præ-
stebesøg. Så måtte jeg klare det hele.
Jeg blev præsteviet i sin tid, inden
jeg tog derop. Jeg har måttet gøre
mange vanskelige og mærkelige ting.
En gang skulle vi have begravelse.
Det var en ung mand, og præsten
skulle ellers komme. Alt var parat. Vi
ventede kun på ham. Endelig kom den
lille røde prik til syne, men på grund
af vejret måtte den opgive at lande.
Og der stod så kisten og følget og
ventede. På 15 minutter måtte jeg
indstille mig på at tage den begra-
velse. Jeg havde slet ikke regnet med
at skulle sige eller gøre noget. Men
det gik jo.
Kl. 12 holder jeg søndagsskole, og
så har vi aftengudstjeneste kl. halv-
otte.
OGSÅ ENGELSK I KIRKEN
— Hvilket sprog benyttes ved un-
dervisning og gudstjeneste?
— Engelsk. Jeg kan ikke tale eski-
moisk. Det er kun herrnhutterne, der
bruger eskimoisk på missionsstatio-
nerne. Kun de og en enkelt anden dia-
lekt har en bibel på eskimoisk. Hos
os bruger vi kun engelsk. De fleste
forstår det. Undtagen de allerældste.
I Teller taler man eskimoisk i hjem-
mene. Men i en større by som f. eks.
Norne taler børnene ikke mere eski-
moisk.
Ved særlige lejligheder anvendes
tolk. Jeg gør det tit. Men præsterne
og mange missionærer kun sjældent.
Jeg synes, folk skal have tolk, hvis de
ønsker det. Men for prædikanten selv
er det naturligvis lettere og mere in-
spirerende at være uden tolk.
— Hvordan er salmesangen?
— Vi bruger vore amerikanske sal-
mer. Jeg har haft den store fornøjelse
at høre disse melodier brugt også her
i den grønlandske kirke. Det skal jeg
huske at fortælle, når jeg kommer
hjem. Det vil more mine folk hjemme
at høre det. Men I har jo en eskimoisk
salmebog. Vi bruger de engelske tek-
ster. Men til mange af melodierne har
eskimoerne selv lavet tekster på deres
eget sprog. De er bare ikke skrevet
ned, naturligvis. Ingen kan jo læse
eller skrive eskimoisk hos os.
Vi prøver at gøre formiddagsguds-
tjenesten så lig den, vi har i det øv-
rige Amerika som muligt. Og det sy-
nes jeg lykkes. Kun synger eskimoer-
ne i et andet tempo, end vi plejer.
Men det er jo også tilfældet her ...
Ja, miss Stedje brugte sine øjne og
øren godt.
Gennem hendes briller oplevede
man på en meget levende måde, hvor
mange ting, der er fælles for grøn-
lændere og alaskaeskimoer — og hvor
store forskelle der også er på de to
folks livsvilkår.
Og alt taget i betragtning tror jeg
nok, at vi alle ville vælge Grønland.
Her gøres der en indsats for at ud-
vikle landet til folket og omvendt.
Derovre sættes kræfterne ind på at
udvikle folket til at forlade landet.
Jeg spurgte miss Stedje, hvordan
hun så på dette, åt folk blev flyttet og
gjort til amerikanere. Hun svarede, at
hun syntes, det var udmærket. De
fleste klarede sig godt. De fik en god
bolig og godt arbejde. Da jeg spurgte,
hvordan det mon i alt dette gik med
deres „sjæl", måtte miss Stedje dog
indrømme, at det tit gik sådan, at es-
kimoerne f. eks. holdt op med at gå
i kirke, når de kom til de store byer
rundt om i staterne. De følte sig sik-
kert fremmede og generte. Her er vi
jo ved et temmelig væsentligt pro-
blem. Men der skal ikke gås nærmere
ind på det her. Det skal blot antydes
for at pege på, at hvad angår de prak-
tiske mål og midler, kan man gribe
sagen så forskelligt an, det skal væ-
re. Et væsentligt problem — det rent
menneskelige — står tilbage og er sik-
kert det samme her som der.
il.
Sydalaska er meget frodigt. Det er et utroligt smukt Alaskap kujatåtungå naggoreKaoK nuna kussanaKateKa-
land. rane.
BIBELSK HEDENSKAB 7.
Slutning
I de foregående artikler har vi be-
skæftiget os meget med skriftsteder,
og specielt med dem, der kunne siges
at profetere om de sidste tider. Vi har
bevæget os i yderkanten af det, der
egentligt kan kaldes kristendom. Men
det har været nødvendigt. Det er en
gammel erfaring, at Jehovas Vidner
kun sjældent er modtagelige for cen-
trale kristne argumenter. En diskus-
A/S
Dansk Ilt- og Brint-
fabrik
København
ilt- 3ma brintiliorfigssuaK
danskit peKatiglt piat
København
sion med dem kan kun føres på det
plan, hvor man holder dem fast på
deres brug af skriftsteder efter dette
princip: „Hvis du forstår dét skrift-
sted sådan, hvordan vil du så forklare
det dér...., og hvad så med den mod-
sigelse, der viser sig dér?" På den må-
de bliver det kun rent formelle
spørgsmål, man kan diskutere med
dem.
Når jeg nu til slut vil anføre den
væsentligste indvending mod sektens
lære, sker det derfor ikke med hen-
blik på en eventuel diskussion med
Jehovas Vidner, men alene til læser-
nes orientering.
Sektens lære har intet med kristen-
dom at gøre. Ikke fordi den misfor-
står skriftsteder. Der er sikkert man-
ge gode kristne, der gør det. Og det er
af mindre betydning. Man kan ud-
mærket godt have fået galt fat på et
eller andet i Bibelen — og så endda
have fattet det centrale i det kristne
budskab.
Det centrale er: at på grund af Jesu
død er vi mennesker ufortjent kom-
met ind under Guds kærlighed; for-
tegnet for alt, hvad vi foretager os,
for vort liv og vor død, er den kær-
lighed. Det betyder, at vi er gjort fri
til et liv i selvforglemmelse, næste-
kærlighed, håb.
Det centrale i JV’s lære er, at nu
kommer Kristué, den store hævner,
snart og udsletter alle dem, der ikke
i tide er gået over på hans parti. Så
hvis man vil redde sig, gælder det om
i en fart at tegne sin personlige livs-
forsikring ved at slutte sig til sek-
ten og så ellers opfylde de betingelser,
som ledelsen sætter for, at man kan
blive reddet igennem det kommende
opgør.
Jehovas Vidners lære vil give selv-
sikkerhed i stedet for håb og fører
mennesker bort fra kærlighed tilbage
til selvkærlighed og bort fra frihed
tilbage til trældom og frygt.
J. L.
P. HIRTH & JUL. HANSEN
Ingeniører & Entreprenører
Solsortvej 49 — København F
Tlgr.adr.: BYGHANS
20