Atuagagdliutit - 05.12.1963, Side 4

Efter Kennedy -
.. Har De forresten hørt, at Kennedy skal være død.
Dræbt af en attentatmand i byen Dallas i Texas i efter-
middag? .. Klokken er 16,25 den 22. november. Men det
kan da ikke være rigtigt. Kennedy? Den mand, der i sin
person danner begreberne USA, den vestlige verden og
NATO. På kun tre år har han indtaget en fabelagtig posi-
tion, bærer så at sige hele den vestlige politik på sine
skuldre, er nået frem til delvis afspænding med Sovjet-
unionen og har vundet sin første sejr i kampen for de
amerikanske negres rettigheder som borgere i USA. Men
han er jo først kommet igang, har ikke engang nået top-
pen af sin politiske karriere! Men det var rigtigt. Bare
ved at lytte et halvt minut til Voice of America, USAs
radiosender til den øvrige verden, blev det første rygte
gjort til virkelighed. Kennedy var død. Dræbt af en ung
mand, Lee Harvey Oswald, der fra et vindue et par hun-
drede meter fra præsidentens bil affyrede tre gevær-
skud og ramte Kennedy med det første. Drabet var for-
mentlig Oswalds desperate svar på, at han som menneske
ikke kom langt nok her i livet. Vi ved det ikke, for Oswald
er også død. Dræbt af en lige så vanvittig person, natklub-
ejeren Jack Ruby. Om der står en organisation bagved
begge mord, ved vi heller ikke. Oswald har boet i Sovjet
et par år og gik ind for Cubas Fidel Castro, der ligefrem
hader amerikanerne. Politiet i Dallas fik en advarsel om,
at Oswald skulle myrdes om søndagen men foretog sig
intet. Ruby var kun to meter fra Oswald, da han skød.
Ingen forhindrede ham i det. Men siger det noget afgø-
rende om motiverne bag mordene? Nej. Oswald var sigtet
for mordet på Kennedy, men det var ikke bevist for ret-
ten, at han var morderen. Ved ikke at passe ordentlig på
Oswald har politiet i Dallas skabt en frygtelig situation
for de amerikanske myndigheder. Det kunne jo være, det
ikke var Oswald, og så finder man formentlig aldrig den
rigtige morder. Noget af politiets materiale mod Oswald
må komme frem under retssagen mod Jack Ruby, men
hvor meget? Desværre fik vi endnu et par eksempler på,
hvordan den amerikanske befolkning kan ophidses i en
sådan grad, at der kun er en udvej — hævn. Endnu et
mord. Den menige borger tager våben i hånd og gør sig
selv til domstol. En meget uheldig ting for en stat, der
bygger på menneskerettighederne og det personlige an-
svar. Amerikas anseelse i den øvrige verden, som de ame-
rikanske aviser nu er bekymrede for, kan kun reddes
ved en skånselsløs behandling af omstændighederne om-
kring begge mord. Myndighederne må rydde op i denne
mødding af menneskelig skrøbelighed.
John F. Kennedy var ved sin død
46 år gammel. Han var næstældste
søn af en rig forretningsmand og vok-
sede op i Boston. Familien Kennedy,
der var irsk-katolsk, kendetegnedes
hurtigt ved sit ubrydelige sammen-
hold. Man ville helt op på USAs rang-
stige. En af sønnerne skulle være præ-
sident. Da Johns storebror Joseph, op-
kaldt efter faderen, døde under anden
verdenskrig, måtte det blive John
Fitzgerald, der skulle føre familien til
tops. Det lykkedes da også. Han blev
valgt ind som yngste medlem af se-
natet i 1952, og i 1960 nåede han sit
første højdepunkt: præsidentposten.
Modstandernes blade pegede på flere
ting, der ikke var nogen fordel for
Kennedy, troede man: uerfaren i
udenrigspolitik, mange penge og den
katolske tro.
Spådommen om Kennedys uerfaren-
hed gjordes hurtigt til skamme. I lø-
bet af kort tid afslørede John F. Ken-
nedy mere klogskab og list på uden-
rigspolitik end forgængeren, general
Eisenhower, der sin kæmpepopularitet
til trods var en amatør på dette om-
råde skønt otte år som præsident. Det
blev Kennedy, der skulle bryde de
nye veje for USA. Det gjaldt bedre
forhold til Sovjet, som Kennedy over-
beviste om fordelen ved at man stod
sammen — i realiteten mod Kommu-
nistkina. Atomstopaftalen var hans
første triumf.
Men hjemme stod det dårligt til.
Amerikanerne ville ikke bøje sig for
Kennedys krav om ligeret for negre-
ne. I hvert fald alt for få. Som en
reaktion på modstanden kom politi-
keren Berry Goldwater fra det re-
publikanske parti frem i rampelyset.
Han skulle sørge for, at vinden blæste
modsat efter valget næste år. Man
kan til en vis grad sige, at det ameri-
kanske folk svigtede sin præsident på
vigtige punkter. Man stod ikke ubry-
deligt bag ham i disse vigtige spørgs-
mål. Kennedys rejse til Dallas var en
udfordring. Sydstaten Texas ville
overhovedet ikke kendes ved Kenne-
dys løsning af negerproblemet. Ken-
nedy kom alligevel, men han måtte
bøde med sit liv for sin handling.
John F. Kennedy satte altid modet
højest her i livet. En politiker måtte
efter hans mening altid vise mod. Vi
så det under Cuba-krisen, da USAs
unge præsident satte aldrende Krust-
jov stolen for døren og fik russerne til
at rømme Cuba for raketvåben. Men
Kennedy viste samtidig sit store poli-
tiske talent: han satte hårdt mod hårdt
men lavede en „bagdør", så russerne
kunne trække sig tilbage uden at „ta-
be ansigt" over for den øvrige verden.
Nogle kunne måske fristes til at tro,
at mordet på præsident Kennedy vil
give hans politiske modstandere, re-
publikanerne, frisk vind i sejlene. Det
skal man nu ikke regne med. Præsi-
dentmordet kan udmærket komme til
at virke stik modsat. Politiske eksper-
ter verden over mener allerede nu at
kunne skimte nogle af præsidentmor-
dets konsekvenser.
Det siges, at Berry Goldwater fra
Arizona, som man gav de største
chancer for at blive republikanernes
præsidentkandidat næste år, får pen-
gene til sin valgpropaganda, 1200 mili.
kroner, fra et mystisk selskab kaldet
John Birch-selskabet, der er kendt
for sine fordomme mod negrene og
politiske modstandere som kommuni-
ster. Efter mordet på Kennedy vil det
næppe være „god tone" — uanset
hvem der står bag præsidentmordet
— at vælge Goldwater som præsident-
af ARNE O. HANSEN
kandidat. Kennedys modstander fra
1960, Richard Nixon, ventes at få
chancen påny.
Men de linier, som Kennedy har af-
stukket udenrigspolitisk i forholdet til
kommunistlandene, afspændingen,
hjælpen til udviklingslandene og me-
get mere vil nok blive ført videre.
Der er dog ingen tvivl om, at USAs
nye præsident vil møde lige så stor
modstand i kongressen som Kennedy.
De folkevalgte repræsentanter i USA
har deres egen opfattelse af, hvordan
kommunistlandene skal behandles.
Derfor var Kennedy måske mere po-
pulær i udlandet end hjemme, og det
er tilsyneladende de vilkår, arvtage-
ren også må regne med.
Og hvad nu? Det var vel det mest fremtrædende spørgsmål den fredag aften,
da mordet på Kennedy lammede en hel verden for nogle timer. At vicepræ-
sident Lyndon B. Johnson skulle efterfølge Kennedy, var vel ingen i tvivl om.
og det skete da også på dramatisk vis i flyvemaskinen fra Dallas til Washing-
ton. Tynget af de byrder, der ventede ham, ankom Johnson fortumlet samme
aften til den militære flyveplads lige uden for Washington sammen med båren
med den døde præsident og dennes unge enke.
(Tegning: Chr. P. Lynge)
— Verden har lidt et alvorligt tab,
som ikke kan vejes, sagde Johnson ef-
ter ankomsten. For mig er det en per-
sonlig tragedie. Jeg vil gøre mit bed-
ste, det er det eneste, jeg kan gøre.
Jeg beder om Deres og Guds hjælp
til at gennemføre dette arbejde.
Det var lidt af en programtale, men
samtidig et nødråb om hjælp. Johnson
skulle varetage en opgave, som næppe
var blevet ham tildelt, hvis ikke præ-
sidentmordet var sket. Det dræbende
skud faldt i den stat, som Johnson
selv er født i og har repræsenteret
som politiker.
Johnson ligner ikke sin forgænger
på ret mange områder. Han er født i
1908 på en landejendom i Texas i nær-
heden af Johnston City, der er op-
kaldt efter hans bedstefar. Kennedy
havde altid haft penge nok. Johnson
måtte hele sin ungdom klare sig selv
økonomsik og tage arbejde ved siden
af for at kunne betale sine lærer-
studier. Både faderen og bedstefade-
ren var fremtrædende politikere, men
penge var der ikke mange af til Lyn-
dons studier. Efter to år som lærer i
Texas, kom Johnson som 23-årig til
Washington, hvor han blev sekretær
for en politiker, men samtidig benyt-
tede sin fritid til at tage juridisk em-
bedseksamen. Så gik turen tilbage til
Texas, men i 1937, 29 år gammel,
blev han valgt ind i Repræsentan-
ternes hus af demokraterne. Forinden
havde præsident Roosevelt udset
Johnson til at administrere hjælpe-
foranstaltninger for ungdommen i
Texas i depressionsårenes store ar-
bejdsløshed blandt de unge.
Det lykkedes ikke Johnson første
gang at komme ind i senatet. Han
led sit livs første nederlag i 1941, da
han tabte valget. Det gik bedre i 1948,
men Johnson måtte dog konstatere et
lille flertal for ham.
Det egentlige gennembrud, politisk
set, fik Johnson i 1953, da han blev
udset til den uhyre betydningsfulde
post som leder af demokraternes
gruppe i senatet, og herefter fik man
for alvor øjnene op for Johnsons
store begavelse. Han åbenbarede et
politisk og parlamentarisk geni, kunne
samle både den frisindede og reak-
tionære fløj hos demokraterne og
kunne i mange tilfælde slå bro mel-
lem sit parti og republikanerne i vig-
tige spørgsmål. Han er blevet betegnet
som kompromis’ets store mester. Han
kunne bøje to modsatte meninger mod
hinanden inden for partiet, så man tit
fik „den gyldne mellemvej" frem som
et forslag.
Lyndon B. Johnson er ikke den in-
tellektuelle politiker, men den char-
merende, smilende taktiker, der om-
favner alt og alle, men alligevel hol-
der dem tre skridt fra livet. Han yn-
der at kalde sig selv for en „bonde-
dreng fra Texas".
Forskellen mellem nord- og sydsta-
ter i USA er så stor, at det ikke lige-
frem er nogen anbefaling at komme
fra syden, som Johnson gør det. En
af de væsentligste årsager til, at han
ikke blev demokraternes præsident-
emne i 1960 i stedet for Kennedy var
netop, at han var sydstatsmand. USA
har ikke haft en præsident fra syden
indtil fredag den 22. november 1963.
Tilfældet Johnson er nu også ret
specielt, set med nordstaternes øjne.
Den nye præsident har aldrig kunnet
mistænkes for at være reaktionær.
Han har stemt for de fleste frem-
skridtsvenlige lovforslag, hvor han
har siddet som politiker, også for neg-
renes frigørelse. Det siger også lidt om
Lyndon B. Johnson, at selv hans bys-
børn i Texas ser med en smule mis-
tillid på denne mand, der går imod
sydstatsopfattelsen af negerproble-
met i USA. Det glemmer man ikke let.
Indenrigspolitisk vil Johnson måske
stå stærkere end Kennedy med sin
mangeårige erfaring på vigtige poster.
Men han skal nu stå som leder for sit
folk, få det til at følge trop. Det vil
måske tage nogen tid, inden han har
fundet sig tilrette med den nye tinge-
nes tilstand. Da han tabte kampen
med Kennedy om at blive demokra-
ternes mand til præsidentposten, var
han stor nok til at gå ind på Kenne-
dys indtrængende forslag om at blive
vicepræsident. Siden har han stået i
skygge af den unge præsident, som
Johnson dog kraftigt støttede i de
fremskridtsvenlige bestræbelser. Ind-
til nu har det være nok for Johnson
at sætte partiets vel over sin egen
stræben efter position, men arbejdet
som præsident vil sætte store krav til
ham om at tale og handle ud fra sin
egen personlighed.
Den øvrige verden har ikke mærket
meget til USAs vicepræsident, siden
Kennedy blev præsident. Lyndon B.
Johnson har været på et par rejser
bl. a. til Berlin i 1961, da østtyskerne
rejste muren. Berlinerne modtog ham
begejstret men kunne ikke rigtigt af-
finde sig med Johnsons charmeoffen-
siv. Hans uddeling af kuglepenne med
eget navnetræk til unge vestberlinere
var lidt for amerikansk for befolk-
ningen, men var dog velment fra
Johnsons side.
Der er ingen tvivl om, at Lyndon B.
Johnson, som har støttet Kennedy i
den førte politik til nu, stadig vil for-
bedre forholdet til Sovjetunionen og
andre kommuniststater bl. a. ved øget
handel med disse lande. Der ventes
heller ingen ændring i NATO-politik-
ken eller USAs forhold til de frie sta-
ter i Asien.
Den amerikanske præsident har si-
den krigen været leder for den vest-
lige verden, og vil vel også fortsætte
med dette under Johnson. Men af de
mænd, der mandag den 25. november
stod ved Kennedys båre, var præsi-
dent de Gaulle vel nok den mest mar-
kante. Det er nu op til Johnson, om
den franske præsidents indflydelse på
vestens politik vil blive forøget ved
Kennedys død eller fortsætter som
hidtil som en almindelig modpol til
det amerikanske lederskab inden for
NATO. Det var netop franskmændene,
der pegede på faren ved at have USAs
præsident som permanent leder. Det
kunne gå, så længe Kennedy var ved
roret, men man kunne jo aldrig våde,
hvem der fulgte efter. Det skal være
en på en gang dristig og besindig
mand, der holder „fingeren på aftræk-
keren" — eller rettere sagt fingeren
væk derfra.
Lyndon Johnson
4