Atuagagdliutit - 23.06.1966, Blaðsíða 26

Den gamle revolution
er stadig ung
Materiel og åndelig omvæltning for Kinas 700 millioner mennesker —
„Man arbejder ikke for at tjene penge".
Af Flemming Poulsen.
I året 17 effer befrielsen genlyder Kina af revolutionære fanfarer, der irrite-
rer trommehinderne på samme måde, som den varme sommerlufts sføv og
sand generer øjne og næsebor. Det er så uvant alfsammen, og det fager
fid, før sanserne sløves. Fra højttalerne i hotellets spisesal, i lufthavnens venfe-
hal, i togkupeen, i parkerne og på den store „himmelske fred"s plads ved
fordums kejseres pragfpaladser midt i Peking lyder skingre foner om det
fjerne Sinkiangs nypløjede jord, der skal gøres lige så grøn som Sydkinas
frodige marker. Der bliver sunget om de mange hundrede millioner, der, for-
enet under Mao Tse-Tungs røde fane, ikke frygter fjenden, og om revolutions-
helten Le Fung, der var rede fil at ofre sif liv for revolutionens sag.
I bogladerne kan man købe tegne-
serie-hæfter, der skildrer kampen mod
de amerikanske imperialister og
Chaing Kai-Sheks reaktionære Kuo-
mingtang-styrker, på hospitalet for-
tæller lægen, hvordan han blev inspi-
reret af Mao Tse-Tungs ord om at
overvinde alle vanskeligheder til at
sy en overskåret menneskearm sam-
men, i aviserne er der lange artikler
om klassekampen og bekæmpelsen af
borgerlige tendenser, og på scenen og
i biografen, hvor der er stengulv og
træbænke, men fuldt hus, møder vi
den gamle tids griske og hensynsløse
herremand, der hundsede med sine
folk, og den unge pige, der greb re-
volutionens fane og førte kampen vi-
dere, efter at hendes far havde måttet
give op.
„Hold revolutionens røde fane højt
og gå frygtløs fremad", står der på en
mur. Ude på den mongolske steppe
har en propaganda-trup hejst den røde
fane og synger, danser og spiller om
revolutionen, der er i gang og skal
fortsættes.
„JEG RØRTES TIL TÅRER —"
En 25-årig studerende, en af de få
kinesere, der kan tale andet end ki-
nesisk, fortæller med rørende oprigtig-
hed om sit møde med en af hver-
dagens helte, Chiao Yu-Lu, en parti-
sekretær, der trods en alvorlig lever-
sygdom påtog sig det krævende hverv
at lede opdyrkningen af et forsømt
landbrugsdistrikt.
— Da jeg læste om hans uselvisk-
hed og hans store ofre til gavn for
fællesskabet, rørtes jeg til tårer, siger
vor ven. Indtil da havde jeg vist
ikke rigtig gjort mig tanker om min
tilværelse, om meningen med livet,
men nu har jeg læst alt om Chiao
Yu-Lu, og jeg har lovet mig selv, at
jeg vil forsøge at blive som han, en
virkelig revolutionær. Det er ikke let,
men man må arbejde med sig selv,
prøve at forme sit sind, så man glem-
mer sin egen person og i stedet søger
at udrette noget for andre.
MATERIEL OG ÅNDELIG
REVOLUTION
Den ihærdige agitation for at skabe
det rette sindelag er en uundgåelig del
af hverdagen for kinas 700 milioner
mennesker, der siden „befrielsen" —
kommunisternes overtagelse af magten
i hele Kina den 1. oktober 1949 — har
oplevet en materiel såvel som åndelig
revolution. De materielle resultater
af omvæltningen kan de færreste ki-
nesere være utilfredse med. For de
fleste af dem er dagen optaget af
hårdt arbejde for en beskeden løn,
men der er arbejde, bolig, mad og tøj
til alle. De der husker tiden „før be-
frielsen", glemmer ikke de goder, Mao
Tse-Tung har skaffet dem.
Men den åndelige revolution er nok
så vigtig som den materielle, alene af
den grund, at et virkeligt revolutio-
nært sind er mindre optaget af tilvæ-
relsens materielle indhold end af dens
åndelige.
Vi bliver belært herom af den kvin-
delige vicedirektør for en af Pekings
bomulds-fabrikker:
— Når en arbejders løn skal fast-
sættes, tager vi ikke blot hensyn til
hans faglige kvalifikationer, men også
Venlig nysger-
righed driver
hurtigf bebo-
erne ud af hu-
sene, når der
er europæisk
besøg i gaden.
De sanerings-
modne huse i
forgrunden
skal rives ned.
Bagved ses nye
karreer.
igdloKarfingme
europamiunik
tikerårtoxara-
ngaf inugsiar-
nersumik ala-
pernaisernerup
igdlup inue
aniatipatdlag-
farpai. igdluf
sagdlif faorser-
tariaxalersima-
ssuf piarnexar-
fugsséuput.
ALFHA-DIESEli JA/S
FREDERIKSHAVN . TELEGRAMADRESSE: ALPHA
pltsåussusé pissutéuput
B & W ALPHAp dieselmotoré totaktigdlit
ventileKdngitsut Kalåtdllt-nunåne atu-
gauleriartuinarput.
KVALITETEN TÆLLER
B & W ALPHA totakts ven-
tilløse dieselmotorer træn-
ger mere og mere trem 1
Grønland.
Denne 23-årige mønsfer-arbejderske har væ-
ret på kabelfabrikken i den nordøstlige in-
dustriby Shenyang i syv år. Hun tjener 120
kr. om måneden, som hun afleverer til for-
ældrene, der tilsammen tjener 330 kr. om
måneden. Familien har en cykel og en
radio, og selv har hun et årmbåndsur. Hun
savner intet, heller ikke en ven, for det er
for tidligt af tænke på ægteskab. Fritiden
bruger hun til at dygfigøre sig, studere
Mao Tse-Tungs værker, deltage i fabriks-
militsens øvelser og medvirke i et amatør-
teater.
Sulissartox tauna arnax åssiginiagagssaK su-
livfigssuaKarfiup Shenyang-ip avangnåtu-
ngåne ukiut 7 elektricifetip avxutigssainik
sulivfigssuarme sulissusimavox. xåumåmut
120 kruninik aningaussarsissarpox angajor-
xåminut tuniutagkaminik, angajorxåvisalo
akigssarsiait tamarmik xåumåmut 330 kruniu-
put. ilaxufarit cykelexarput radioxardlutig-
dlo, nangminerdlo nalunaerxutåraxarpox
pavfingmiumik. maxaississaxångilax ikingu-
tigssaminigdlunit, åipaningnigssax erxarsau-
tigisavdlugo piårpatdlåxingmat. sungivfine
pikorigsarnermut atortarpå, Mao Tse-Tung-
ip agdlagai atuardlugit, sulivfigssup såkutui-
sa sungiusarneråne ilaussardlune issigingnår-
titsissartunutdlo pexataussardlune.
til hele hans indstilling til arbejdet og
tilværelsen. Hører han til dem, der
helst vil passe sig selv og ikke viser
interesse for samfundet og for den
gruppe, han arbejder i, er der noget
galt med hem, og han kan ikke få
lønforhøjelse.
Men hvis han nu tager sig sam-
men og for eksempel efter et års
tid er kommet på bedre tanker, får
han så lønforhøjelse?
Fruen ser let forundret på spørge-
ren og svarer:
Selvfølgelig ikke. Man bliver ikke
revolutionær for at tjene penge, og
man får ikke penge for at arbejde
for socialismen. Man arbejder ikke
for at tjene penge, men for at deltage
i opbygningen af landet og for at
videreføre revolutionen.
MERE ARBEJDE GENNEM
OPDRAGELSE
En økonom, viceminister for uden-
rigshandel Yung Lung-Kuei, præci-
serer denne opfattelse af spørgsmålet
arbejde-løn:
— Hovedopgaven for et socialistisk
land er at gennemføre den samfunds-
mæssige omvæltning til bunds — øko-
nomisk, politisk, kulturelt og ideolo-
gisk. Det er det, vi gør, jeg ved ikke,
hvor lang tid det vil tage os at nå
dette mål, men verden går den vej,
mod det kommunistiske samfund.
Vi vil hæve levestandarden i takt
med produktions-stigningen, men vi
vil ikke søge at få folk til arbejde
hårdere ved at love dem mere i løn.
Det er jo det, man gør i Sovjetunionen
og andre kapitalistiske lande, så den
vej går vi ikke, for hvad ville da for-
skellen være mellem os og de andre.
En virkelig revolutionær holder
sin fysik i orden, f. eks. ved en
løbetur tidligt om morgenen
gennem Pekings centrum.
Vi vil styrke folks revolutionære be-
vidsthed gennem opdragelse. Den, der
har et revolutionært sindelag, den, der
arbejder for samfundet og ikke for
sine egne interesser, vil ganske givet
gå til arbejdet med ildhu. Han be-
høver ikke og skal ikke have mate-
rielle stimulanser for at arbejde hår-
dere, men det er heller ikke menin-
gen, at han skal være asket eller pu-
ritaner. Levestandarden skal hæves,
efterhånden som det bliver muligt,
men levestandard er ikke blot noget
materielt, det er også noget åndeligt,
og det sidste er vigtigere end det før-
ste. Derfor er uddannelse og opdragel-
se blandt hovedpunkterne i den nye
femårsplan, som trådte i kraft fra
nytår.
I næsten fire timer gør viceministe-
ren rede for samfundsudviklingen i
Kina og de mål, man stræber efter,
og gentagne gange vender han til-
bage til spørgsmålet om opdragelsen af
folket.
— Det er den revolutionære opdra-
gelse, det gælder, siger han. Vi skal
forstå meningen med arbejdet, og alt,
hvad vi foretager os, skal være i
revolutionens tjeneste. Den ideologiske
opdragelse af folket er det vigtigste.
Han banker med hånden i bordet
og tilføjer:
— Første generation er revolutionær,
anden generation er også revolutio-
nær. Tredje og fjerde generation skal
også være det.
På revolutionsmuseet i Peking får
man oplyst, at revolutionen begyndte
i 1840. Det er de kinesiske lederes
stolthed, at den stadig er ung og ny,
og det er deres store problem at bevare
dens livskraft.
avdlångortitsiniartup ilumortup
fimine perxigsutmiarssarissarpå,
sordlo Pekingip xerxane uvdlå-
ralånguax arpagdlune.
CHRISTGAU
ukiorparu-
jugssuame
kavfimik
pitsaussui-
narmik
niorKutCKar-
tarsimavugut!
god KAFFE
gennem
generationer
26