Atuagagdliutit - 12.12.1975, Blaðsíða 21

ISLAND UNDER KRIGEN
En beretning om begivenhederne i den anden ver-
denskrig, hvor Island spillede en meget vigtig rolle
Af distriktstandlæge Aksel Rom, Angmagssalik
— I sin 100-årige historie har Is-
land et træk fælles med andre
afsidesliggende områder: trods de
blodige familiefejder, beskrevet i
sagaerne, har man aldrig — så
vidt vides — været nødt til at
samle alle nationens våbenføre
beboere for at værge landet mod
fremmede erobrere eller under-
trykkere, som kunne tænkes at
ville plyndre landet for værdier
— sandsynligst de skønne kvin-
der! — som den lavakolos den
er, må den i sig selv være fattig
på mineraler; i stedet for olie
springer øens kilder med varmt
vand, og rigdommene findes mest
i havet, takket være den lune
Golfstrøm og man har derfor kaldt
fiskene for Islands sølv, sild og
især torsk er vigtigst, de typiske
islandske „krige" er derfor tor-
skekrige — fiskerigrænsestridig-
heder. Eller sagt med moderne
ord, øens beliggenhed og spredte,
fåtallige bebyggelse har givet den
en beskyttelse, som indtil nyere
tid har unødvendiggjort alminde-
lig værnepligt eller en professio-
nel krigsmagt, noget som de fle-
ste andre af klodens lande må
betale som en ubehagelig, men
desværre nødvendig national livs-
forsikring.
— Foruden den geografiske, er
der også en lang historisk forkla-
ring på dette forhold. Dronning
Margrethe den Første blev i slut-
ningen af 1300-tallet regent over
både Danmark, Norge og Sverige;
med Norge fulgte også Færøerne
og Island, og i mere end 400 år
derefter var Danmark-Norge eet
kongerige. Ved Napoleonskrigene
omkring år 1800 kom Danmark al-
vorligt i klemme mellem stor-
magterne og måtte ved freden i
Kiel år 1814 afstå hele Norge til
den nye stormagt Sverige; Is-
land, Færøerne og Grønland for-
blev dog under den danske krone.
Der er stadig nogle der mener,
at det havde været mere natur-
ligt om de var fulgt med Norge
og var blevet knyttet tættere til
dette land, hvilket er nærliggende,
tildels også sprogligt og befolk-
ningsmæssigt. Selv Hans Egede
var jo af norsk æt, men måtte
vejen om ad København, der og-
så dengang var de forenede kon-
gerigers navle, for ligesom at gen-
nemgå den rigtige apostolise-
ringsproces. — Men i 1814 tog
man ingen hensyn til nyere slag-
ord som nationalitetsfølelse, selv-
bestemmelsesret og hjemmestyre,
på de såkaldte fredskongresser
lagde de enevældige fyrster og
regenter spiren til nye proble-
mer og i værste fald nye krige.
— Som ordningen blev i 1814 fik
Danmark altså de nordatlantiske
øer, hvad der bl. a. betød for-
syningspligt og en meget teoretisk
forsvarsbyrde, der kunne bestå i
at man af og til sendte et krigs-
skib nordpå. Kapitlet om Dan-
marks forvaltning af „Kolonien
Island" er stedvis ret dystert, sær-
ligt var forsyningspolitikken kri-
tisabel. Et lavpunkt blev nået år
1800, da altinget nedlagdes, og en
dansk eventyrer ved navn Jørgen
Jørgensen i 1809 tilrev sig mag-
ten på Island — Kong Jørgensen!
— Et af resultaterne blev, at øens
økonomiske og delvis kulturelle
liv en overgang blev dansk domi-
neret. Sådanne historiske kends-
gerninger kan have belastet for-
holdet mellem islændinge og dan-
ske, men der er grund til at tro,
at de sidste rester af gammelt nag
er forsvundet efter at en dansk
folketingsbeslutning af 1965 re-
sulterede i at man i 1971 sendte et
flådefartøj til Island, denne gang
ikke med granater og torpedoer,
men med en islandsk national-
skat, der i generationer havde væ-
ret opbevaret i København, nem-
lig de gamle islandske håndskrif-
ter, den såkaldte arnamagnæan-
ske samling. — Se iøvrigt tids-
skemaet.—
— Sådan stod sagerne, da tyske
tropper d. 9. april 1940 overfaldt
Danmark og Norge; samme dag
ophørte al modstand i Danmark
og landet var besat, to måneder
senere var også hele Norge på
tyske hænder. — Jylland og øerne
var blot et sekundært mål, i før-
ste omgang behøvede det tyske
luftvåben Aalborg flyveplads som
mellemlandingsstation for det vi-
dere angreb mod Norge; sidenhen
kunne Danmark blive et nyttigt
„spisekammer" for det krigsføren-
de Tyskland. Krigens forløb skulle
dog vise at okkupationen af Norge
ikke blev det aktiv, som den ty-
ske overkommando havde regnet
med, dels tvang det den tyske
værnemagt til at stationere mere
end en halv million elitetropper
for at holde det lange land besat
og vente på en allieret invasion,
som kom et helt andet sted, dels
udløste den omgående britisk
modtræk: besættelse af Færøerne
d. 13. april 1940 og af Island d.
10. maj samme år. Island havde
som nævnt ikke noget selvstæn-
digt militærvæsen, hvad der dog
var meget langt fra at betyde, at
man ikke var interesseret i øens
selvstændighed, og den islandske
regering protesterede omgående
og kraftigt mod den engelske be-
sættelse, som dog ikke blev op-
hævet. — Krigens udvikling til
en verdenskonflikt og landets ge-
ografiske beliggenhed havde pla-
ceret det på den front, der skulle
blive krigens måske mest afgø-
rende i Vesten, nemlig Atlanter-
havet; og det viste sig efter kri-
gen, at den engelske frygt for at
øen skulle skulle angribes af ty-
skerne havde været velbegrundet:
den tyske ledelse havde i somme-
ren 1940 udarbejdet en plan for
besættelse af øen, operation „Ika-
rus", men da den tyske flåde end-
nu langt fra var fuldt udbygget
havde dens admiraler frarådet at
sætte planen i værk på grund af
vanskelighederne med at forsyne
en hel tysk garnision så langt
borte. —
— Allerede d. 17. maj blev de
engelske marinesoldater i Reykja-
vik afløst af en regulær infanteri-
brigade, senere forstærket med
canadiske troppestyrker, således
at der i sommeren 1940 var om-
kring 25.000 fremmede tropper i
landet, der dengang selv kun hav-
de mellem 100.000 og 200.000 ind-
byggere. Der oprettedes hurtigt et
britisk flådekommando, ligesom
der rundt omkring i landet kon-
strueredes kystvagt- og vejrvars-
lingsstationer, radiofyr, radiopej-
leanlæg m. m. Et helt specielt
problem var luftforsvaret af øen.
Kommunikationerne på Island var
dengang ikke særligt veludvik-
lede, der fandtes hverken jernba-
ner, ordentlige hovedveje og slet
ingen flyvepladser, de indenland-
ske forbindelser bestod hovedsa-
geligt af et net af skibsruter. In-
denrigsflyvningen betjente sig af
et lille enmotors vandfly, der i
årene op til krigen befordrede
post og nogle få hundrede passa-
gerer pr. år mellem Reykjavik og
Akureyri. Selskabets navn var
Flugfelag eller Icelandair, som det
bedre kendes under idag. Den en-
gelske besættelsesmagt forbød
med øjeblikkelig virkning al civil
flyvning og stationerede selv mi-
litære flyvebåde og vandfly. Ho-
vedstaden Reykjavik og området
deromkring blev midtpunktet for
den allierede militæropladning;
i Hvalfjord, ca. 70 km nord for
byen, oprettedes af englænderne
en flådebase, der blev kendt som
udgangspunkt for de berømte og
især berygtede konvojer til Nord-
rusland. Problemet med egentlige
flyvepladser var imidlertid ikke
så let løst. Islændingene var be-
gyndt at rydde en lille landings-
bane ved Reykjavik, omtrent på
det sted hvor nu byens lufthavn
ligger, men dette sted passede
åbenbart ikke englænderne som
havde mere tiltro til et sted læn-
gere borte fra hovedstaden, ved
bredden af floden Olfuså, hvor det
engang var lykkedes dem at lande
nogle maskiner, fløjet direkte der-
til fra England; og i løbet af vin-
teren 1940-41 byggede de her en
flyveplads, Kaldadarnes, trods
visse advarsler fra lokalbefolknin-
gen; en forårsnat var floden gået
over sine bredder, og englænderne
vågnede op og så deres barakker
og næsten uerstattelige kampfly
svømme rundt i mudret smelte-
vand,der engang havde været lan-
dingsbaner. Stedet blev senere
forladt til fordel for flyvepladsen
ved Reykjavik, som dog heller
ikke var helt velegnet, delvis for-
di grunden var sumpet.
— Den 7. februar 1941 angreb
tyske fly for første gang Island,
nogle engelske millitære installa-
tioner, og i løbet af foråret tiltog
den tyske luft- og flådeaktivitet
mærkbart i farvandene omkring
Island, takket være de glimrende
fremskudte baser, som tyskerne
nu havde fået udbygget på de be-
satte norske og franske atlanter-
havskyster, og der kom gentagne
tyske overflyvninger af islandsk
territorium. Den 22. juni 1941 an-
greb Tyskland og dets allierede
Sovjetunionen, og Hitler var der-
for stærkt interesseret i at undgå
en konflikt med endnu flere af
vestmagterne, især USA, indtil
russerne var effektivt slået, hvil-
ket han var optimistisk nok til at
tro ville ske på nogle måneder.
Det gav de allierede et kort, vel-
komment pusterum, især havde
England hårdt brug for sine be-
sættelsestropper på Island til op-
gaver på andre krigsskuepladser,
hvor det brændte på, f. eks. mid-
delhavsområdet. Derfor fik den
britiske premierminister Winston
Churchill den islandske regering
overtalt til at udstede en formel
„invitation" til USA, om at det
skulle forstærke og efterhånden
afløse de britiske tropper på øen.
Og den 7. juli — næsten samtidig
med de første amerikanske trop-
per på Grønland — indledtes før-
ste etape af en operation med det
uundgåelige militære kodenavn
„Indigo": landsætning af ameri-
kanske marineinfanterister (de så-
kaldte „læderhalse") i Reykjavik.
Og selvom forsvaret af øen under
resten af krigen vedblev at være
et engelsk-amerikansk fællesan-
liggende, så var det fra nu af ho-
vedsageligt USA, der stod for
luft- og landforsvaret. — Kend-
skabet til vikingernes efterkom-
mere på Island har nok ikke væ-
ret alt for godt blandt de første
nye besættelsestropper, hvori-
blandt var en del farvede ameri-
kanere. En anekdote fortæller, at
nogle af dem kom rendende om-
bord på fartøjerne igen efter de
første spadsereture i Reykjavik,
idet de opskræmt råbte: Hjælp!
De er kannibaler i dette forfærde-
lige land! I fødevarebutikkerne
havde de fået øje på en af de is-
landske specialiteter: svitsede
lammehoveder. — Det er heldigvis
ikke andet end en anekdote; selv-
om de amerikanske soldater ikke
ligefrem var elsket af islændin-
gene, så blev de i hvert fald af
tekniske og ikke kulinariske grun-
de foretrukket som besættelses-
styrker fremfor englænderne og
canadiere, som repræsenterede
krigsførende lande: det var trods
alt mere betryggende at have sol-
dater fra et neutralt land som
USA, når galt skulle være; der var
så en vis chance for at de tyske
fly og u-både ikke ville vise sig
så aggressive. Der var i hvert fald
aldrig tale om at besættelsesmag-
terne blandede sig i indre island-
ske forhold eller blev betragtet
som herrefolk og undertrykkere,
som det var tilfældet med de tysk-
besatte lande; det bedste bevis
herfor er vel at Island under kri-
gen — i 1944 — fuldstændiggjor-
de den udvikling hen mod total
uafhængighed, som havde fundet
sted i mange år, ved at „fyre"
Kong Christian d. 10. af Danmark
som landets officielle statsover-
hoved og den 17. juni samme år
erklæredes landet for republik.
Den første præsident var Sveinn
Bjornsson.
— Og amerikanerne skulle snart
gøre sig nyttige på Island. Den 2.
august 1942 var der igen tysk
bombeangreb, denne gang på den
lille by Hofn i det sydøstlige Is-
land, hvor englænderne havde
bygget en mindre landingsplads.
Keflavik, såkutoKarfik NATO-mut pingåruteKartoK nunatdlo tamalåt akor-
nåne tingmissartunut mi'tarfeKarfik.
Keflavik, en vigtig NATO base og international civil lufthavn. (US Photo).
Idet vi takker for godt samarbejde i 1975,
ønsker vi vore kunder en glædelig jul og et
godt nytår.
Med venlig hilsen
Frederikshåb Betoncentral A/S
3940 Frederikshåb
tingmissartut taimåitut 1941-me aussamtt ikiQtauvdluarput tuluit tingmi-
ssartutigut sorssutåinut, iluamérsunik nunltarfekalernigssåta tungånut,
åma iluagtitsissumik atorneKarsimavdlutik tyskit tingmissartuinut Islandip
erKåtigortunut malerssQtitut.
De nye Northrop N-3 PB vandfly var fra sommeren 1941 en velkommen
forstærkning for det engelske flyvevåben på Island, indtil man havde
fået funktionsdygtige landingspladser. De blev således med en vis succes
brugt som jagerfly mod tyske fly i det islandske luftrum. (Northrop Cor-
poration).
22