Atuagagdliutit - 17.06.1976, Blaðsíða 12

FOTO
og
KINO
Ingmar Egedes
dimissionstale
De køber stadig med største
økonomiske fordel Deres foto-
udstyr hos os! Vi giver fra 20-
50 % rabat på splinternyt foto-
udstyr. — Forlang i egen inter-
esse vort store illustrerede foto-
katalog og lavprisliste, — eller
lad os give Dem et konkret til-
bud. Fotoarbejde: Kun 1. klas-
ses arbejde i sort/hvid eller
•farve -r- vor sædvanlige store
rabat. — Gratis forsendelsesma-
teriale!
CHR. RICHARDT A/S
FOTO-KINO-FILM
7800 SKIVE
Telegramadresse: Fotoexpres
... eksperter i hurtig og sikker
forsendelse!
AG gengiver rektor Ingmar Egedes tale
ved dimissionen af i alt 30 lærere fra Grønlands
Seminarium 5. juni 1976
Jeg har i dag den glæde at dimit-
tere ikke færre end 30 lærere. Det
er hidtil største antal, der på een
gang er udgået fra Grønlands Se-
minarium.
I går mødte jeg en af dem. Jeg
spurgte, hvordan er det at være
færdig med eksamen? Svaret var:
Dagen er pludselig så underlig
tom. Der er ikke noget, jeg skal
lave.
Enhver, der har lagt sidste hånd
på en stor opgave, kender denne
fornemmelse af tomhed.
Om tre måneder begynder jeres
arbejde i den grønlandske skole
— så kan jeg love jer, at der vil
være udfordring og arbejde nok
til jer.
Jeg skal ikke give jer råd. Der-
imod vil jeg nævne en række pro-
blemer, som I må tænke over, og
som det vil være en hjælp for jer
med tiden at finde et svar på.
EN STØRRE SAMMENHÆNG
Alle ting bør ses i en større sam-
menhæng. Der har været mange
synspunkter om den grønlandske
samfundsudvikling. Jeg vil i den-
ne forbindelse trække to markan-
te synspunkter frem. Først eet af
ældre dato. Vi skal høre, hvad en
tidligere rektor på Grønlands Se-
minarium sagde i 1918. Provst C.
W. Schultz-Lorentzen sagde om
det grønlandske folks situation,
som den så ud for ham:
DET INDERSTE VÆSEN
— Jeg vil opstille det som vort
mål at hjælpe det grønlandske
folk til at finde sig selv. Her står
Rektor Ingmar Egede lykønsker en af de nye lærere og overrækker ham eksamensbeviset. Lederen af den to-
årige læreruddannelse, seminarieadjunkt AKigssiaK Møller ser til.
Rektor Ingmar Egede-p iliniartitsissutut inertut ilåt pivdluarKugå ugpernarsåumigdlo tunivdlugo. ukiune mar-
dlungne atuardlutik atuartitsissungorniat sujulerssuissuat, seminarieadjunkt AKigssiaK Møller issigingnårpoK.
vi over for det spørgsmål: Er det
muligt? Er der ikke tabt så meget
og så langt borte, at det ikke kan
komme tilbage?
Hertil vil jeg svare, at grønlæn-
derne jo heldigvis er forunderligt
faste i deres inderste væsen. De
er sejge og vedholdende ved alle
ydre former. De har kun nødigt
modtaget et eller andet, som kun-
ne optages i eller bruges sammen
med deres egen kultur. De har
fået bøssen, men de har lagt den
ovenpå kajakken. De har fået nye
begreber, men de har omsluttet
dem med deres egne ord. De har
modtaget nye befolkningselemen-
ter, men de har opslugt dem. De
har en erobrende magt i det sind.
Danske mænds børn, ja, danske
ægteskabs børn, bliver grønlandi-
serede, hvis der ikke passes me-
get på. Og inderst inde, i det lag
i sindet, hvor fremmede ikke kan
nå ind, der ligger det eskimoiske
fastgroet i årtusinders vækst og
ligger der endnu. Selv hos de
modtageligste tænkes der frem-
deles på grønlandsk, når det an-
går andet end rent udvortes for-
hold. Derfor tror jeg på, at når
forholdene lægges noget tilrette,
kan det egentlig grønlandske gro
frit frem, sagde Schultz-Lorentzen
1918.
„ET SYGT GRØNLAND"
De forventninger til grønlands-
politikkens mål og midler, som
der dengang blev givet udtryk for,
blev eftertrykkeligt gjort til
skamme. Under overskriften „I al
vor godhed har vi skabt et sygt
Grønland" (Politiken den 6. febru-
ar 1975) siger professor Verner
Goldschmidt et halvt århundrede
senere:
— Kriminalitet, alkoholisme og
afvigerproblemer i Grønland kan
ikke betragtes som isolerede pro-
blemer, der kan løses med f.eks.
strengere straffe eller spiritusfor-
bud. Det vil kun være lappe-
skrædderi. Disse problemer er
symptomer på en udvikling, der
har gjort Grønland til et stadigt
mere udpræget klassesamfund,
hvor flere og flere mennesker fø-
ler sig tilintetgjorte og magtes-
løse.
Udviklingen i Grønland gennem
den sidste menneskealder er fore-
gået med målsætninger, som er
selvmodsigende. På den ene side
har den høje materielle standard,
den økonomiske vækst og den tek-
niske udvikling efter dansk model
været prioriteret højt. På den an-
den side har det ideelle mål også
været ligestilling.
ET UDPRÆGET
KLASSESAMFUND
Goldschmidt fortsætter:
Men den materielle vækst har
også kun kunnet ske ved hjælp
uf udefra kommende investerin-
ger og eksperter. Det har gjort
Grønland til et mere og mere ud-
præget klassesamfund. Danskerne
er blevet overklasse, og nogle
grønlændere har fulgt efter og har
fået en rimelig status, men mange
flere har tabt og er i dag hensat
i en tilstand af apati og magtes-
løshed. Eller som en grønlænder
udtrykker det: Ligegyldigt, hvor
hårdt man stræber, og hvor me-
get, man kan og vil, så vil man
have følelsen af at være en fiasko.
Man vil altid være ringere stillet,
for det er de fremmedes normer,
der gælder.
Det grønlandske samfund af i
dag er et samfund i opløsning.
Kriminalitet, alkoholmisbrug,
drab, vold og selvmord er blevet
en dei af dagligdagen. De familie-
mæssige traditioner er udvandet,
og selv om mange forsøger at
dæmme op for denne udvikling,
så står de fleste som magtesløse
tilskuere — i hvert fald over for
det, der sker uden for deres egen
dør. Det stadigt stigende tal af
forsømte børn og unge er med til
at understrege alvoren i denne ud-
vikling. Disse børn er, som Mar-
garet Mead for nylig udtrykte det,
en „tidsindstillet bombe i ethvert
samfund".
VI HAR ANSVAR
FOR HINANDEN
Skal vi begrænse de skader vore
børn udsættes for, må vi ikke af
angst for at blive misforståede, af
angsten for erkendelsen, eller af
frygt for at miste vor'selvrespekt
undlade at kaste et kritisk blik
på vor egen fortid og nutid, lige-
som vi ikke kritikløst skal god-
tage alt, hvad der kommer til os
udefra.
Vi må i disse år, hvor alle taler
om hjemmestyrets konsekvenser,
stole så meget på os selv og på
vore danske samarbejdere, at vi
tør kalde tingene ved deres rette
navn.
Uddannelsespolitikken har ind-
til disse år stort set ledt efter me-
toder til at overføre vesteuropæ-
isk sædvane og kunnen. Det grøn-
landske sprog og den grønlandske
åndelige og materielle kultur har
i en periode været nedvurderet
eller overset.
Skal Grønland lykkes, uden at
alt for mange mennesker i alt for
mange år skal leve i unødig kul-
turel og materiel armod, må det
grønlandske . samfund prioritere
om. Vi må grundigt analysere,
hvad vi har kastet vrag på af vore
forfædres visdom. Deres samhø-
righed med mennesker og den fy-
siske omverden må vi prøve at
genskabe. Vort sprog må vi dyrke
og kultivere til brug i nutiden. Vi
må igen lære at erkende, at den
enkeltes succes eller nederlag har
betydning for os alle. Vi har et
gensidigt ansvar for hinanden.
På den anden side må vi også
vurdere de normer og holdninger,
som for vesteuropæeren ubryde-
ligt er forbundet med hans kunnen
og viden, som vi har så hårdt
brug for.
DET STABILE ELEMENT
Grønlandske lærere er et mindre-
tal i vor skole. Dette giver os alle
— børn og forældre, danske som
grønlandske — mange problemer.
De fleste af vore danske kolleger
er her kun kort tid, hvilket gør
vor skole til en verden, der hele
tiden ændrer sig. I må sammen
med jeres grønlandske kolleger og
sammen med forældrene forstå
den pligt og det ansvar, der følger
med det at være det stabile ele-
ment i skolen og samfundet.
I skal være en sikring mod, at
skolen bl.a. på grund af de skif-
tende lærere — drejer fra kurs
til kurs. Dette siger jeg ikke for
at grave grøfter. Dem har vi nok
af. Vi har brug for de danske læ-
rere. Uden dem ville væsentlige
dele af vor skole ikke kunne fun-
gere. Men vi må på den anden
side være vågne over for den pro-
blematik, som nødvendigvis præ-
ger den situation.
DEN STØRSTE LYKKE
En kinesisk digter sagde, da han
blev spurgt, hvad han betragtede
som den største lykke på jorden:
Det at lytte til en piges lille
sang,
når hun går ned ad bakken,
efter at have spurgt mig om
vejen hjem.
Det er vanskeligt at skabe tryg-
hed for børnene i Grønland i dag,
hvor alt forandrer sig så hurtigt,
og hvor to kulturer sætter for-
skelligt præg på hvert eneste
menneske.
Jeg vil ønske for jer, at I vil
kunne anvende jeres kendskab til
og viden om begge kulturer på en
måde, så I kan blive brobyggere
på vejen til Grønlands fremtid.
Hvor den skal føre hen, afhænger
bl.a. af jer.
Held og lykke med jeres arbej-
de.
Ingmar Egede
1-2 maskinførere
søges
til kørsel af henholdsvis Brøyt grave-
maskine og Cat (gummiged). Hen-
vendelse
Gøricke & Holm
Box 562 3900 Nuuk
tlf. 2 17 59
el. 2 14 28
12