Atuagagdliutit - 16.09.1976, Blaðsíða 19

Kan fiskeriet i
Grønland overleve?
For nylig bragte vi i AG uddrag af den såkaldte
P. Nørregaard Rasmussen-betænkning om fiskeriets
fremtid — Her skriver grønlandsminister Jørgen
Peder Hansen sin vurdering af betænkningens
konklusioner
Grønlandsminister Jørgen Peder Hansen.
Der har været talt meget om olie
ved Grønland. Men to ting må
slås fast: Der er endnu intet fun-
det. Og hvis den findes, går der
lang tid, før olieindustrien kan
blive en næringsvej, der giver be-
skæftigelse af betydning.
Beskæftigelsen i det grønland-
ske samfund vil mange år endnu
være baseret på „frierhvervene“,
som det kaldes, altså fiskeri,
fangst og fåreavl. Fiskeriet er det
dominerende: Det giver 90 %> af
eksportindtægterne (fraregnet
zink og bly).
Det dominerende erhverv —
men økonomien er dyster. Svig-
tende råvaretilførsler, faldende
eksportpriser og stigende omkost-
ninger på en række væsentlige
områder.
Fiskeindustrierne er væsentlige
led i hele fiskerierhvervet og der-
til en betydelig beskæftigelses-
faktor. Staten (Den kgl. grønland-
ske Handel) sidder på størstede-
len, og af den halve snes private
virksomheder er adskillige grøn-
landske, nogle endog andelsfore-
tagender. Ingen scorer profit — i
Øjeblikket i hvert fald (selv om
enkelte har haft gedigne overskud
i tidligere år). Tværtimod har
både statslige og private virksom-
heder haft så betydelige under-
skud i 1974 og 1975, at ministeriet
har været nødt til at gribe ind —
Alene statens underskud på fa-
brikker og trawlere steg fra 33
millioner kr. i 1973 til 86 millio-
ner kr. i 1975.
På denne baggrund bad jeg for
et år siden Grønlandsrådets for-
mand, professor P. Nørregaard
Rasmussen, foreslå en arbejds-
gruppe, som hurtigt skulle frem-
lægge konkrete forslag til at imø-
degå virksomhedernes problemer.
Arbejdet koncentrerede sig om
de privatejede virksomheder, selv
om de kun repræsenterer 20—25
°/o af den grønlandske fiskeripro-
duktion. De var ude i en helt akut
kriselukning, og stor arbejdsløs-
hed ville være følgen, hvis ikke
de meget hurtigt fik en saltvands-
indsprøjtning. Underskuddet i de
statslige virksomheder er også en
alvorlig sag — men arbejdsgrup-
pen havde ret 'i at prioritere den
private sektor højt, en analyse af
den statslige sektor vil blive fore-
taget inden næste møde i Grøn-
landsrådet i januar.
Kan det grønlandske fiskeri-
erhverv overleve? Spørgsmålet er
stillet provokerende op i over-
skriften, for det grønlandske fi-
skerierhverv skal overleve. Et
samfund kan kun bevare sin selv-
tillid, hvis alle tjener deres ud-
komme ved en meningsfyldt ar-
bejdsindsats. Det gælder også i
Grønland.
De gavnlige private fiskeindu-
strier skal altså reddes. Det må
ske med statsmidler, og man må
derfor — som vi altid prøver det
— finde en måde at yde tilskud
på, som sikrer, at støttemidlerne
anvendes med størst mulig for-
del.
Arbejdsgruppen gennemgår i
sin betænkning eksisterende til-
skudsordninger i andre lande. Jeg
blev faktisk forbavset over at få
bekræftet sort på hvidt, hvor sto-
re de offentlige støtteordninger i
andre nordatlantiske områder er
— det er jo bl. a. dem, Grønland
skal konkurrere med.
Betænkningen diskuterer der-
efter forskellige teoretiske mulig-
heder for støtte, og fordele og
ulemper belyses. Støtte til faste
omkostninger (f. eks. lavt forren-
tede lån til anlægsudgifterne) vil-
le ikke hjælpe på de løbende re-
sultater, hvor driftsudgifterne jo
er det, der tynger. Individuelle
kontante tilskud, som netop ville
gøre den enkelte fabriks dæk-
ningsbidrag positivt, altså „udlig-
ning af hvert års underskud", vil-
le fratage virksomhederne incita-
mentet til at økonomisere. Det
samme gælder tilskud til visse
løbende udgifter (f. ek. elektrici-
tet, der er betydeligt dyrere i
Grønland end her) — så ville
man se stort på energiforbruget.
Tilskud til lønudgifterne ville
måske være en løsning. Der ville
oven i købet være såvel en be-
skæftigelsesvirkning som en pæ-
dagogisk virkning. Med det pæda-
gogiske mener jeg, at tilskud til
lønnen ville fremhæve, at lønnin-
gerne i Grønland — selv om de er
lavere end her — er steget uden
større hensynstagen til produk-
tionsvirksomhedernes rentabilitet.
På den anden side ville der være
forskellige ulemper ved et løntil-
skud, bl. a. vil det let medføre en
forholdsvis stor administration.
Arbejdsgruppens forslag til løs-
ning blev et tilskud, der er sat i
forhold til mængden af nogle be-
stemte råvarer, fisk og rejer, som
virksomhederne køber af fiskerne.
Altså et ørebeløb pr. kg, forskel-
ligt fra art til art, og som ud fra
en objektiv vurdering netop bur-
de kunne give regnskabsmæssig
balance. Beløbet er variabelt: fal-
der markedpriserne (hvad fiske-
industrien jo ingen indflydelse
har på), så stiger tilskuddet.
Dette forslag er jeg enig i, og
det blev tiltrådt af finansudvalget.
Bortset fra „Fremskridtspartiet",
som hellere end at forhøje grøn-
landsbudgettet med 'h Vo, vil se
de gavnlige private industrier gå
neden om og hjem, med de kata-
strofale følger, dette ville få for
de små isolerede samfund.
Denne støtteordning vil opfylde
sit formål, nemlig på billigste
og mest hensigtsmæssige måde at
sætte virksomhederne i stand til
akkurat at leve „fra hånden og
til munden". Tilskuddet vil af-
gjort ikke skabe nogen som helst
form for urimeligt overskud i den
private produktionssektor.
Alle problemer er dog ikke her-
med klaret for de private fiske-
industrier. I tiden før tilskuds-
ordningerne blev iværksat, opho-
bedes betydelige underskud, som
de ikke kan blive ved at køre
med. Disse ting er vi også i færd
med at finde løsning på.
Arbejdsgruppen er blevet kriti-
seret for ikke at beskæftige sig
med fiskernes økonomiske situa-
tion. Kritikken er uretfærdig —
dette problem var ikke indeholdt i
den akutte opgave, jeg havde stil-
let arbejdsgruppen.
Dermed er naturligvis ikke sagt,
at fiskernes problemer ikke for-
tjener alvorlig overvejelse. Det
grønlandske fiskerierhverv skal
overleve, og det gælder selvfølge-
lig også fiskerne.
Jeg vil til efteråret forelægge
landsrådet, og derefter folketin-
get, et lovforslag om ændring af
den gældende erhvervsstøttelov.
Hvis det vedtages, vil der blive
mulighed for endnu større tilskud
til fartøjer, som er egnede til
udenskærs rejefiskeri. Det er jo i
øjeblikket stort set det eneste nye,
man kan satse på i det grønland-
ske fiskeri. Forslag herom var i
øvrigt også stillet af arbejdsgrup-
pen — selv om det altså lå uden
for dens opgave. Desuden bliver
der mulighed for tilskud til ren-
ten på driftslån. Dette vil i øvrigt
også gælde andre end fiskere,
bl. a. fiskeindustrier.
Men er der nok for fiskerne?
Vi ved det ikke præcist. Vi har
i årevis både efterlyst og arbejdet
for at skaffe regnskaber fra fi-
skerne, eller blot bilagsmateriale,
som kunne belyse deres indtægter
og udgifter. Men først for ganske
nylig er spæde resultater begyndt
at vise sig.
Når vi finder frem til, hvilken
støtte der er nødvendig for at
den enkelte fisker kan klare sig,
opstår det næste spørgsmål: Skal
alle kvalificerede grønlændere
kunne få statsstøtte til at købe en
fiskerbåd, og derefter støtte, så
den kan løbe rundt.
Her er vi inde på noget meget
vanskeligt, men det er bedre at
trække problemet frem i tide, så
det ikke går i Grønland, som det
er gået andetsteds (også i Dan-
mark, hvor det ganske vist hver-
ken er sket med statstilskud eller
med Fiskeriministeriets gode vil-
je). Vi skulle nødig ende med en
overkapacitet i fiskerflåden.
Vi må fortsat se på fiskeri-
erhvervet som en helhed: de bio-
logiske ressourcer, fiskerflåden,
fiskerne og deres forhold, opbak-
ningen til lands, fiskeindustrierne,
og arbejdernes beskæftigelse og
vilkår.
Først det biologiske grundlag:
Selv om navnlig torskebestanden
er gået tilbage, er de tilstedevæ-
rende ressourcer betydeligt høje-
re end de nuværende grønlandske
fangster.
Den ordning for fiskeriet, som
støttes af et bredt flertal under
FNs havretskonference, går ud på,
at kyststater inden for „økonomi-
ske zoner" på 200 sømil fastsæt-
ter — på baggrund af videnskabe-
lige anbefalinger — de mængder,
der må fanges af hver fiskeart.
Kyststaten har heraf lov til at fi-
ske, hvad den har kapacitet til,
medens en eventuel rest skal
kunne fiskes af andre lande.
Under et sådant system vil det
grønlandske fiskeri kunne fort-
sættes og udbygges.
Og hvordan så med de øvrige
dele af den helhed, jeg har om-
talt?
Jeg vil ikke her udpensle flere
detaljer, men slutte med at gen-
give de sidste afsnit i arbejds-
gruppens betænkning, som i vidt
omfang formulerer det helheds-
syn, jeg mener man må anlægge:
„Man er således ved at kunne
se nogle elementer, som — hvis-
det ønskes — vil kunne sammen-
sættes til en helhedsplan for fi-
skerierhvervet. Man kan opgøre
det biologiske grundlag og den
eksisterende grønlandske fisker-
flådes kapacitet. Man vil kunne
anslå, hvor mange yderligere far-
tøjer, der er plads til og omkost-
ningerne ved deres drift. Man kan
finde frem til den kapacitet og
placering af fiskerianlæggene i
land, som er optimal ud 'fra (eller
dog det bedste kompromis mel-
lem) økonomiske og beskæftigel-
sesmæssige hensyn. Endelig kan
man med baggrund i verdensmar-
kedspriserne og den foreslåede
tilskudsordning nå frem til, i hvil-
ken udstrækning den yderligere
kapital, der skal til for at syste-
met kan fungere, bør indgå som
forhøjet erhvervsstøtte til fisker-
fartøjerne eller som øgede ind-
handlingspriser.
Samlede tilskud af det nuvæ-
rende betydelige omfang, som mi-
nimum, vil dog under alle om-
stændigheder i årene fremover
være nødvendige for at oprethol-
de det grønlandske fiskerier-
hverv".
Jørgen Peder Hansen
Lokalrepræsentation på Grønland
Ved etablering af kontor i Godthåb ansatte vi i sin tid:
ingeniør Jens Rødskov,
til varetagelse af vor lokalrepræsentation på Grønland for
derigennem at udbygge et snævert og tillidsfuldt samarbejde
med vore kunder.
På grund af ønsket om at vende tilbage til det sydlige Dan-
mark forlader Jens Rødskov sin stilling i efteråret 1976 for
at tiltræde i Holbæk.
Som ny lokalrepræseritant har vi ansat:
ingeniør Gert Jensen,
der fra vort kontor i Godthåb vil videreføre det arbejde, som
Jens Rødskov har varetaget over for vor kundekreds på
Grønland.
Ingeniør Gert Jensen har arbejdet inden for byggesektoren
samt inden for Dansk Bygningsindustri, og det .skal derfor
være vort håb, at den samlede kundekreds vil tage godt imod
vor nye repræsentant og derigennem udbygge et fortsat godt
samarbejde vore virksomheder imellem.
Gert Jensen vil kunne træffes primo september 1976 på
kontoradresse i Godthåb:
Avgo Lyngesvej 805
3900 Godthåb
Tlf. 2 21 60
Telex: 91 148 petgro
GRØNVOLD & SCHOU’S TRÆLASTHANDEL
SLAGELSE
THEODOR PETERSENS EFTF. A/S
HOLBÆK
19