Atuagagdliutit - 23.02.1978, Side 16

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
(Fortsat)
Således degraderedes angåkut
til troldmænd og heksekarle. Alle
eskimoiske skikke og forestillin-
ger blev til „ aberi “ og overtro.
Tornårssuk var selve djævelen —
i virkeligheden betyder navnet
„den lille rare hjælpeånd", men
nu blev han tillagt alle helvedes
unoder.
Formålet helliger midlerne, sy-
nes Hans Egede at have ment.
De kaldte ham Pellesté eller
Palase, en grønlandisering af or-
det præst. Nogle kaldte ham også
Taleren, eftersom han benyttede
enhver lejlighed til at prædike
for dem. Det kunne undertiden
være trættende at høre på, og
grønlænderne fik derfor travlt
med at absentere sig, når Taleren
kom på besøg. Det påstås, at når
han prædikede i husene, måtte
der somme tider posteres vagt
uden for indgangen for at hindre
beboerne i at liste af.
Der var flere gange optræk til
sammensværgelser mod Hans
Egede, men en resolut optræden
fra hans side afværgede dem.
Ved kolonisternes ankomst til
Grønland var grønlændernes kul-
tur allerede ved at gå i opløsning,
og de stod magtesløse over for
udviklingen.
Det er første gang i historien,
man hører, at grønlænderne står
magtesløse overfor udviklingen.
Grønlænderne turde ikke løbe
den risiko at angribe kolonister-
ne, der uden tvivl ville blive hæv-
net — blodhævn var et element
i eskimokulturen — og desuden
havde danskerne sat dem en al-
vorlig skræk i livet. Herom skri-
ver Hans Egede selv:
„Jeg har optænkt denne Motive,
og sagt for dem, at nogle onde
og galne Folk har sammen rot-
ted sig, at ville komme hid og
slaae dem ihjel, for hvilke voris
Konge har taget dennem i For-
svar, og derfor sendt os hiid til
landet, og at ieg schal lere og
underviise dem;
vilde de nu tee sig schichelige,
og forholde sig efter mine Ord
og Vnderviisninger og give
Kongen noget Spech til Betah-
ling for hånd saaledes tager
dennem i Forsvar, da vil hånd
hindre, at disse slemme Menni-
scher ey skal komme her til
Gjertrud Rask, Hans Egedep nulia
62-inik ukioKardlune Nungme to-
kussok 1735-me.
Gjertrud Rask, Hans Egedes kone,
som 62 år gammel døde i Nuuk i
1735.
dem og tilføye dem nogen Ska-
de, hvis icke, da reiser vi her-
fra, og saa kommer bemelte
slemme Folk hid til dem igien,
og overfalder dem.
Eftersom disse Stackler ere heel
let troende og frygtagtige, da
har de erklærit sig, gierne at
ville give og giøre, hvad vi den-
nem forlangede."
Ved at skræmme grønlænderne,
styrkede han deres konservatis-
me. Frygten for det ukendte får
os altid til at søge støtte i det
kendte. Men præsten opnåede sin
primære hensigt: at gøre dem
usikre og medgørlige.
Frygten hidkaldte forsonende
elementer — når alt kom til alt,
havde kolonisterne intet ondt i
sinde. At angåkoK’en blev gjort
lidt til grin, havde han kun godt
af, og i grunden skikkede de nye
naboer sig jo pænt, talte om næ-
stekærlighed og sang salmer om
søndagen.
Ved forskellige lejligheder op-
trådte Egede som medicinmand
(et af hans store numre bestod i
at helbrede sygdomme ved at
blæse på det sted, hvor det gjorde
ondt).
Men det var vel først og frem-
mest Giertrud Rask og børnene,
der vandt grønlændernes hjerter:
konens djærve, moderlige optræ-
den og børnenes frimodighed
kunne de ikke stå for. Det endte
såmænd med, at det blev en æres-
sag for de nærmestboende grøn-
lændere, at der ikke skete fami-
lien Egede nogen overlast.
Senere begivenheder knyttede
Egederne og de indfødte endnu
stærkere sammen. Da man fik
beviser for de gode hensigter, be-
gyndte grønlænderne så småt at
acceptere den ny religion, om ik-
ke som alternativ, så dog som et
sidestykke til den gamle, og de
lærte hurtigt at indtage den rette
andægtige holdning og lægge an-
sigtet i de rigtige folder.
Den menneskelige natur er nu
engang sådan, at man kan leve
endog med åbenbare modsigelser.
Palase var en stor angåkoK!
Hans Egede havde en hobby:
han var alkymist. Men det spæn-
dende emne „Hans Egede og al-
kymien" falder uden for denne
bogs rammer.
De skiftende missionærers nid-
kære embedsførelse i Hans Ege-
des ånd resulterede efterhånden
i grønlændernes omvendelse, og
allerede ved slutningen af 1700-
tallet kunne Grønland erklæres
for kristnet. Den sidste hedninge-
familie i Godthåbdistriktet boede
forresten ved mundingen af Kug-
ssuk (Nugårssuk-pynten), hvor
ruinerne af deres hus stadig kan
ses.
Hans Egedes arbejde i Grøn-
land måtte af ham selv unægte-
ligt betegnes som en fiasko: de,
som han havde døbt, var så godt
som alle døde under den frygte-
lige koppeepidemi.
„20 mil norden og 10 mil søn-
den for Godthåb var af 1200
mennesker kun 8 tilbage —
samme tal som i Noahs ark."
Handelen mislykkedes, død og
ulykker fulgte i hans fodspor,
men Egede gik gennem alle prø-
velser med rank ryg, staven i
hånd og bogen under armen, som
vi kender ham fra Saabyes sta-
tue. Utrættelig i sin virksomhed.
Altid med grønlændernes tarv
som øjemærke.
Da han så sit møjsommeligt
opbyggede værk synke i grus,
søgte han i fortvivlelse sin afsked,
og da Giertrud Rask så døde, var
han på sindssygens rand. Ned-
bøjet gik han ud i fjeldene og
kunne i timevis sidde hensunket
i melankoli på en sten ved Djæv-
lekløften, nord for den nuværen-
de vandsø.
Mod syd skuer man herfra ud
over havet, Strat Davis, Kook-
øernes myriader. Mod vest stræk-
ker Nordlandet, Akia, sine lave,
grønne bakkedrag så langt øjet
rækker, helt ind til indlandsisen.
Mod nord har vi den brede, blå-
nende fjord med spredte blink af
hvide isskosser. Og mod øst de
kilometerhøje, knejsende sne-
klædte fjeldtoppe.
Præstens blik var blevet mørkt
og fraværende. I de dage skottede
grønlænderne ængsteligt til Pa-
lase, når de mødte ham.
Gud havde forladt ham!
Men Hans Egede styrtede sig
ikke i Djævlekløften. Han fandt
trøst i Esajas’ ord og grønlænder-
nes trofasthed. Og han kunne
glæde sig over sine dygtige børn.
Afskeden med Grønland blev
således et „smil gennem tårer".
Det var i sommeren 36.
Han blev godt modtaget i Dan-
mark. Efter hans forslag blev der
oprettet et seminarium i Køben-
havn til oplæring af vordende
grønlandske missionærer, og han
blev dets leder.
I 1740 blev han biskop over
Grønland.
Til historien om Hans Egede
hører, at han ved hjemrejsen
medførte Giertrud Rasks lig. Han
døde i sin alders 72. år og blev
efter eget ønske begravet ved
hendes side.
Hans Egede var den første eu-
ropæer, der gennem årelangt sam-
vær med grønlænderne skaffede
sig et grundigt indblik i eskimo-
isk kultur og natur, idet tidligere
grønlandsfarere havde indskræn-
ket sig til at give verden et over-
fladisk billede af de indfødtes bo-
ligforhold og fangstmetoder.
Han stillede store krav til grøn-
lændernes forståelse af kristen-
dommen før han døbte, og ved sit
eksempel lærte han grønlænderne
europæisk levemåde. — Begge
dele en nødvendig forudsætning
for de resultater, hans <- efterføl-
gere opnåede.
Som en rød tråd gennem Hans
Egedes virke går hans største dyd:
formålet med og resultatet af
hans rejse var ikke personlig ge-
vinst, men kristendommens ud-
bredelse og Grønlands genfore-
ning med Danmark.
På hans gravsten stod derfor
med god grund:
Berømmelig i Norge —
Roesværdig i Danmark
Udødelig i Grønland.
GRØNLÆNDERNE
Grønlænderne tragtede ikke efter
rigdom og ønskede kun at eje de
Hans Egedep sujunerssuagutdle kalåtdlit ersigissaKarput umiarssuarnik
nungutsiartortugssanik. tamåna pissuteKarunarpoK takornartat kalåtdlinik
autdlarussissarnerånik, nungutsiartortugssatdlo Hans Egedep ersisåruti-
gisarsimavai. ukiut 1400 nalånile portugalimiut nunarput angatdlavigissar-
simavåt, tamatumungalo takussutigssauvoK portugalimiut nunavtlnik åssi-
liåt ilisarnavigsoK 1502-mérsoK. tåssa kalåtdlit 1654-ime Danmarkimut
autdlarussat. tåuna nOngmiunik åssilissat pisoKaunerssaråt.
Længe før Hans Egede frygtede grønlænderne, at der skulle komme skibe
for at udrydde befolkningen. Hans Egede benyttede sig af denne frygt,
som sikkert stammede fra de fremmedes bortførelser af grønlændere.
Allerede i 1400-tallet besejlede portugiserne Grønland. Herom vidner
deres meget vellignende grønlandskort fra 1502. Her ses grønlændere,
der blev ført til Danmark i 1654. Det er det ældste kendte billede af Nuuks
befolkning.
nødtørftigste ting. De samlede ik-
ke store lagre af forråd, men kun
så meget, som var nødvendigt for
at leve og bevare helbredet.
Samtidig var de uhyre økono-
miske og nøjsomme, således at
det land, som europæerne betrag-
tede som yderst karrigt, i grøn-
lændernes øjne var gavmildt.
Tingene i sig selv havde ingen
værdi, og man beskæftigede sig
ikke med at „forbedre naturen"
ved brobygning, havneanlæg, ve-
je m.v. Der var sjældent tale om
finere udsmykning af huse og
brugsgenstande, tværtimod satte
man beskedenhed og ydmyghed
højest, og glædede sig over sim-
ple ting som f.eks. en smuk sten,
blomster, landskabets skønhed.
Hvad fangstredskaberne og klæ-
dedragten angår, havde de den
skønhed, der udspringer af minu-
tiøs, formålsbestemt formgivning.
MENNESKENE
Rousseau tog fejl, når han sag-
de, mennesket var godt af natu-
ren. Spinoza så .mere klart:
I naturtilstanden gives der in-
tet, som kan kaldes godt eller
ondt efter fælles overenskomst,
da jo enhver, som befinder sig
i naturtilstand, kun spørger om,
hvad der er til bedste for ham
selv og afgør, hvad der er godt
og ondt efter sit eget forgodt-
befindende og ud fra betragt-
ningen af, hvorvidt det gavner
ham alene, og ikke ved nogen
lov føler noget ansvar overfor
andre end sig selv ...
De fleste mennesker er inderst
inde individualistiske oprørere
mod lov og sædvane. Men alle
frygter ensomhed, fordi ingen,
som lever alene, er stærk nok til
at forsvare sig eller skaffe sig
det nødvendige til livets ophold.
Derfor har vi trang til at leve
i et organiseret samfund.
Gennem samliv, selv om det
kun er med familien, opstår der
sympati, samhørighed og næste-
kærlighed, og således opstår be-
greber som „samvittighed" og
„moral".
Alle disse „gode" egenskaber er
altså ikke medfødte men tillærte
og udgør grundlaget for kultur.
Ordet kultur kan derfor defi-
neres som „det vi har lært" (i
modsætning til natur: „det vi er
født med").
TO KULTURER
Det, der adskiller to folkeslag som
f.eks. danskerne og grønlænderne,
er ikke menneskenes natur, men
deres kultur. Hvis man lader et
nyfødt grønlænderbarn opvokse
hos danske plejeforældre i et
dansk miljø, bliver barnet ikke
grønlænder men dansker. Og vice
versa.
To kulturer med samme kultur-
grundlag kan smelte sammen til
én, som det f.eks. skete i Østgrøn-
land, da en henholdsvis nordfra
og sydfra kommende kultur mød-
tes der.
Men det ser ud, som om den
eskimoiske og den europæiske
kultur er så forskelligartede, at
de ved sammenblanding reagerer
som vand og olie.
(fortsættes)
16