Atuagagdliutit - 09.03.1978, Blaðsíða 14

Alfred Toft
GODTHÅB.NUUK
I GÅR OG I DAG-
AT
takordluineratut. Hans Egedep tornårssuk diåvulungortipå.
Sådan ser den rare hjælpeånd Tornårssuk ud i Kårale Andreassens streg.
Hans Egede omdøbte Tornårssuk til djævlen.
(Fortsat)
Det var Gud høyligen at takke,
at det gik s aa af, og ikke større
Ulykke skeede, eftersom de nok
kunde have slaget ham i hiel,
om de havde vildet.
Een gammel Mand kom omsider
til ham, toede Blodet af ham,
og talde ham venlig til, og sag-
de, han skulde ikke være ban-
ge, de skulde intet ondt giøre
ham. De var ellers derefter me-
get bange for sig imod vores
forventede Ankomst, befryg-
tende, at vi igien skulde hævne
den paa ham forøvede Vold og
Overlast, bad derfore Aron ide-
lig, at han ikke skulde sige der-
af, saa skulde de give hannem
en Foræring.
Der jeg nu kom der ind, og saae
de blaae Øyen, som de havde
givet ham, sagde de, efter hans
egen Underviisning, at han hav-
de stødt sig med sin Flint, der
han skiød efter en Hare. De
gave flittig agt paa, om Aron
vilde tale noget med mig; thi
de frygtede, han skulde sige
noget om det som var passe-
red. Men saasom han havde
loved dem, at tie, vilde jeg ikke
heller lade mig mærke for dem
at han havde fortalt mig det.
SNYLTEGÆSTER UØNSKEDE
Ellers paastode de nu, at jeg
skulde tage ham hiem med mig,
foregivende at de bleve nu ikke
længere paa det Stæd, men
havde i Sinde, at reise længere
ind i Fiorden, for at fiske; Dog
overtale jeg dem, at de skulde
endnu beholde ham en liden
Tid hos sig, og som han be-
frygtede, at være længere ene
hos dem, lod jeg een af mine
andre Folk blive hos ham til-
bage, hvilket de icke synderli-
gen syntes om."
Hans Egede kunne — eller ville
— nemlig ikke forstå den grøn-
landske fangstturnus.
I øvrigt levede de gode „godt-
håbere“ i tugt og ære:
ÆRBARHED
„Aron kunde ellers ikke nok-
som rose dem for deres skicke-
lige Forhold under dem selv
indbyrdes; thi de levede meget
fredelig og eendrægtelig med
hinanden, og spisede tilhobe.
Mændenes og Qvinde-Kiønnets
Omgiengelse, sagde han, var
ogsaa meget tugtig og høvisk,
saa han aldeles icke fornam til
nogen Lætfærdighed at forøves
af dem, icke heller af de Unge.
Men der var ingen glæde over
madlugten i køkkenet:
Saa fornøyeligt som det er i
denne Henseende at omgaaes
dem, saa besværligt er det tvert
imod at være hos dem, for den
Skidenvurenhed og Stank, der
er udi deres Huse, af Spek og
andet Snauserie; saa at for den,
som ey er vandt dertil, falder
det gandske haardt at opholde
sig hos dem."
I denne bogs anden del gives
nærmere beskrivelse af grønlæn-
derhusenes konstruktion og ind-
retning.
ABESPIL
„Jeg kan herhos ikke forbigaae,
at fortælle det Abespil Grøn-
lænderne havde for sig, da jeg
denne Gang var hos dem; nem-
lig, den første Aften, efter at
jeg var kommen der, og havde
lagt mig til Roelighed, og var
falden i Søvn, hørde jeg i Søv-
ne en underlig Sang, Skrigen
og Støjen, hvoraf jeg vaagnede.
Men de havde slukt alle deres
lamper ud, saa det var gandske
mørkt.
Det var gandske fælt at høre,
hvorledes een af deres Ange-
k oker og Hexen-Mestere sad
henne paa Gulved, og spillede
paa en Tromme, skreeg, og hav-
de et græsseligt Mæle, og kald-
te nu grovt, nu fiint, nu pibede,
nu plystrede han, atter havde
han en zittrende Mæle, ligesom
een, der var bange eller fros-
sen, og neppe kunde tale.
Naar han holdte op, talede alle
Qvindfolkene udi Huset, som
lydde noget duus og frygtagtig;
stundom stemmede de i at syn-
ge.
PRÆSTEN I KNIBE
Dette holdt de ved et Par Ti-
mers Tid, saa de gjorde mig
halv bange, efterdi jeg icke
vidste, hvad det betydde. Ingen
af mine Folk laae der inde hos
mig; thi de vare udi et andet
Huus.
At gaae derfra, kunde jeg icke,
saasom det var mørkt, hvorfore
jeg blev liggende stille, og loed,
som jeg icke hørde, hvad de
havde for sig."
Det, præsten overværede, var
i virkeligheden en åndemanerse-
ance, der i eskimokulturen ind-
tager en lige så fremragende
plads, som gudstjeneste hos de
kristne.
TORNARSSUK
„Hvad dette Abespill betydde,
fik jeg lang Tid derefter at
vide, da vi havde lært noget af
deres Sprog, og kom i god
Kundskab med eendeel af dem,
som samme Tid vare nærvæ-
rendes; nemlig: eftersom Grøn-
lænderne frygtede for os, og
icke kunde betænke, for hvad
Aarsag vi vare komne der i
Landet til dem, da maatte de
saa kaldede Angekoker, som ere
deres Viise og Propheter, af de-
res Tongarsuk, i.e. Spiritus Fa-
miliaris, fornemme, hvad vi
havde i Sinde imod dem? om
vi icke var komne for at hævne,
hvad deres Fædre fordum hav-
de beganget mod vore Folk,
som boede der i Landet, og de
havde ihielslaget? Og at de med
deres Konst, og denne Tongar-
suks Hielp skulle hindre os i
vores Dessein, og forskaffe det
saa, at vi paa een eller anden
Maade maatte komme til Ulycke
og Undergang, eftersom de el-
lers icke turde gribe os an.
Saadant Giæckerie skal de alle-
vegne og ofte have for sig, ind-
til deres Angekoker, da de for-
nam, at vi gjorde dem intet
ondt, trøstede dem dermed, og
sagde, at Præsten, som var
kommen, var selv en Angekok.
Dette sluttede de deraf, at de
saae, jeg prædikede, og under-
viiste Folket, og havde over
dem at befale."
ARON VENDER HJEM
Den 27. maj vendte den gæve
Aron tilbage fra Norne, fordi hans
værtsfolk nu ikke ville opholdes
længere. Den ene familie efter
den anden rejste ind i fjorden.
Når et hus var forladt, blev
taget revet af, så blæst og regn
kunne overtage hovedrengørin-
gen.
Hele sommeren var Norne men-
nesketom.
Varme solskinsdage flaksede
brogede sommerfugle mellem det
frodige græs fra elven til husene.
En rypemor spadserede med sine
kyllinger.
Når solen var gået ned bag
Nordlandet, hørtes kun vindens
og spøgelsers sukken mellem dy-
stre tørvemure. Teriangniax, ræ-
ven, listede om på køkkenmød-
dingen for at finde en efterladt
godbid ...
HOLLAND
Holland var det land i Europa,
hvor den blomstrende verdens-
handel satte sine rigeste frugter,
og hvor købmandsstanden derfor
fik en stor politisk magt.
Den borgerlige revolution —
adelsherredømmets afskaffelse —
som først blev fuldbyrdet i Eng-
land 1649 og i Frankrig 1789, fo-
regik allerede i Holland 1579.
Medens enevælden endnu i an-
dre landet var den uindskrænke-
de regeringsform, strøg en frisk
demokratisk brise hen over Hol-
lands tulipanmarker.
Borgerlig frihed og velstand
kendetegnede den hollandske re-
publik i det 17. århundrede ...
HANDELEN
I begyndelsen var der et godt for-
hold mellem den danske koloni
og hollænderne. Hans Egede be-
retter april 1722:
„Den 20. fik vi af Colonien at
see et Skib komme under Val-
len; Vi lode strax en Chaloupe
fare ud, som kom igien, og be-
rettede, at det var en Hollæn-
der, og var udgangen paa Hval-
fiskerie.
Commandeuren eller Skipperens
Navn var Claus Top. Af Cu-
rieusitet og Begiærlighed at
ville tale med mig, løb han op
under Landet ind i en Havn
næst ved os.
Jeg foer og ud paa Skibet til
ham, og der han saae mig og de
andre mine Folk at være ved
god Helsen og Helbred, kunde
han ikke noksom forundre sig
derover, og ansaae det som et
Mirakel, at vi ikke alleene hav-
de kunnet holde det ud Vinte-
ren over, men endog ikke vare
overfaldne og ihielslagne af de
vilde Grønlænder, hvilket alle
og enhver vist havde forestilled
sig ...
Mens vi vare om Borde hos
Hollænderen, kom og en Grøn-
lænders Kone-Baad til ham, for
at handle med ham, og maatte
vi med Forundring see, at han
udi een halv Times Tid fik mere
Handel af den eneste Baad, end
vi, all den Stund vi havde væ-
ret i Landet.
FØRSTE ÅRS INDHANDLING
— Regnskaberne viser, at al den
stund var der indhandlet en halv
tønde spæk, og den indbragte 8
rigsdaler, 1 mark og 10 skilling
til Bergenskompagniets lidt sluk-
ørede interessenter —
Årsagen var, siger Hans Egede,
at:
„Hollænderne giver Grønlæn-
derne et langt bedre og billigere
Kiøb end vi kand give, og der-
tilmed ere forsynede med bed-
re og skiønnere Handels-Va-
rer."
På det forretningsmæssige om-
råde var danskerne rene dilettan-
ter.
Hans Egede sendte lange, efter-
tænksomme blikke efter hollæn-
derne:
„Den 22. april saae vi 8 Skibe
passerende forbi, Nord efter."
DILEMMA
— Det var ikke nemt at være
både præst og købmand på én
gang!
Det samme dilemma gjorde sig
gældende hjemme i København.
Egede var ingen hykler, men kan-
cellisterne var af en mere flygtig
natur, for ikke at tale om Com-
pagniets ledelse.
Hans Egede skød imidlertid
problemet til side:
... Men langt større var min
bekymring om hvorledes jeg
eengang maatte være saa lyk-
kelig, at kunde komme i Erfa-
ring om Grønlændernes Sprog".
Sådan var han.
På Håbets 0 gik årene med hårdt
arbejde, bekymringer og håb.
Den 26. maj 1727 sker der en-
delig noget opmuntrende:
KONGEN OVERTAGER
„Den 26de arriverede Fæderne-
landets Skib til Colonien, efter
een meget god og snar Over-
Reise paa 4 a 5 Uger. Et andet
var ogsaa forventendes.
(fortsættes)
É
Ka
pissutigssaxardluardlune Hans Egedep angåkut akuerssorsimångeKai, angåkuerssårneratdlo taisimavdlugo åpa-
kaussårnermik, tåssa piungitsumik isumaKångitsumik Kuianartumigdlo plssusilersornermik. tåssa angåkox torna-
minik xaerxussissox Kårale Andreassenip titartagå.
Af naturlige årsager var Hans Egede ikke glad for angakokker, hvis seancer han kaldte „aberie". Her ses en
angakok i aktion med tilkaldt hjælpeånd. Tegning af Kårale Andreassen.
14