Atuagagdliutit - 28.07.1982, Blaðsíða 26

. . . når man har
smidt harpunen og
grebet pennen i stedet
Jørgen Fleischer fortæller løst og fast om 25 år i den
grønlandske presse
irtuneK toratagina/fiungikaluartoK ilanikut nuånårsalåmigssamut pivfigssaKartar-
poK, avisiliortumut åma. tåssa nulé Margrethe Kitexatigigå aussax MaratsoK nag-
dliutorsiormat.
Selv om livet ikke altid er en dans på roser, er der dog plads og tid til en svingom
en gang imellem. Her med fru Margrethe ved Maniitsoqs jubilæum i sommer.
Ingen journalist har endnu oplevet
at få en arbejdskontrakt, hvori
han sikres, at livet skal være en
dans på roser. Der er heller ingen
kontrakter, der siger noget om, at
journalisten er forpligtet til at be-
svime af overanstrengelse, når han
klokken fire om morgenen letter
sig fra stolen for at holde »fyraf-
ten«.
Ligeledes er det heller ikke helt al-
mindeligt, at man som journalist er
med ved et lands samtlige medier,
men der er jo i det hele taget ingen,
der nogensinde har sagt, at tilværel-
sen skal være almindelig.
Og kan man så fortælle en god hi-
storie, ja, så er det nærmest en dyd at
have oplevet lidt af hvert — også som
journalist.
Og fortælle en historie, det kan vo-
res redaktør på Atuagagdliu-
tut/Grønlandsposten. Evnen, der vel
nærmest er en vuggegave, er hos ham
kombineret med en hukommelse som
en elefants. Disse ting gør, at det er
værd at stifte bekendtskab med Jør-
gen Fleischers fortællekunst — om
den nu opleves skrevet eller fra mund
til øre.
Selv om han jo også til daglig bolt-
rer sig i avisens spalter, syntes vi, at
han skulle have en ekstraordinær
chance til at komme frem med noget
af det, der ligger ham på sinde. Grun-
den er hans jubilæum, som står på
det blad i almanakken, der hedder 1.
august. Da er det 25 år siden, at bos-
sen startede på Atuagagdliutit. Gan-
ske vist ikke som boss. Opfordringen
til at tage roret på avisen kom først
fem år senere, og Jørgen Fleischer
sagde ja så betids, at han nu kan fejre
dobbeltjubilæum.
De fire medier
Men det var jo Jørgen Fleischer, der
skulle fortælle, og vi kaster os ud i pi-
onertiden med fire mennesker i et im-
proviseret studie i det nye radiohus i
Nuuk. Når radioavis og øvrige radio-
foniudsendelser lægger beslag på
medarbejdernes tid, må arbejdet med
AG og en nystiftet »junior« — det er
»SermitsiaK«, som kollega Peter
Kreutzmann har startet — vente lidt.
I studiet er de to gamle venner, J.
Fleischer og P. Kreutzmann, og med
sig har den en populær figur i radio-
en i slutningen af 50-erne: Den afsky-
elige snemand.
— Efterhånden som Peter læser
op af manuskriptet, begynder jeg at
skære ansigter og i det hele taget ef-
terligne den afskyelige snemand. Pe-
ter får et mere og mere ulykkeligt ud-
tryk i ansigtet, på randen af det helt
store lattersammenbrud. TiI sidst må
han slukke for mikrofonen, og vi får
begge grinet færdig. Bagefter binder
vi lytterne en historie på ærmet om,
at det er teknikken i det nye radiohus,
der atter har spillet os et puds og nød-
vendiggjort en ufrivillig pause i ud-
sendelsen.
Vel blev der grinet, og vel var livet
herligt i de gode gamle dage, men
smilet blegnede en kende, når dagens
arbejde var slut ved firetiden om
morgenen. Når også »Nuup Avisia«
— et dagblad, som blev lavet så at si-
ge med venstre hånd til beboerne i
Nuuk — også var færdig, og det var
tid at fjæle sig i de blomstrede.
— Jeg har oplevet at brække mig
af træthed, når jeg dinglede hjem.
Nok pinlig ædru, men som lægen
sagde, da det et par gange blev nød-
vendigt at tilkalde ham: — Typisk
angreb af den mest almindelige syg-
dom i Grønland i dag — overanstren-
gelse.
Og i kontrakten stod der hverken
noget om grin eller bræk, men det
hører begge dele med til et godt jour-
nalistliv.
. . . takket være Mogens Boserup
og EF
. . . men vi må videre, og med til et
godt redaktørliv hører også debat.
Ledere, som giver genlyd, øretæver
og villigheden til at lade sig kalde
»landsforræder« på grund af noget,
man har skrevet.
Vel er der også dramatiske ting at
berette om — og dybt tragiske, som
da »Hans Hedtoft« gik ned, og ulyk-
ken bortrev mange gode venner,
medens mange — deriblandt Jørgen
Fleischer — måtte se håbet svinde ti-
me for time.
Men nu til debatten:
— Der er tradition for, at AG er et
blad, som er åbent for debat. Vore
mange læserbreve vidner om dette,
men bladet er også selv med til at ska-
be debat, og det skal fortsætte.
— Men debat er noget mærkeligt
noget. Vi har i ledende artikler gang
på gang tordnet mod fødestedskrite-
riet og dets »fader«., Mogens Bose-
rup, men vi må erkende, at netop
Mogens Boserup med sit helt urimeli-
ge kriterium har skabt en sund debat,
som har ført Grønland langt længere
frem, end vi ville have været uden
Mogens Boserup og hans skrigende
uretfærdighed.
— Det samme gjorde sig gældende
omkring 1972, da man sporede den
stærke modstand mod EF. Det var
faktisk i denne periode, at hjemme-
styretanken fødtes.
— Jeg husker endnu, hvorledes jeg
i en ledende artikel skrev, at hjemme-
styrekravet var lige om hjørnet. —
Gør du bare det, lille Jørgen, havde
Jonathan Motzfeldt sagt til mig, da
lederen endnu var »på bedding«, og
Jonathan holdt sit ord. På den følgen-
de efterårssamling fremsatte han for-
slaget om nedsættelse af hjemmesty-
reudvalg.
Men havde det ikke været for EF
og modstanden mod denne størrelse,
havde vi i 1979 næppe kunnet fejre
hjemmestyrets indførelse.
. . . mødes igen — uanset stedet
— Jeg har oplevet at blive kaldt
landsforræder, da jeg en gang skrev
om Grønland, at det var »et mun-
strum af et land med en ledeløs be-
folkning, der ikke formår at gøre no-
get ved spiritusproblemet. Da jeg en
overgang var formand for det første
rent grønlandske parti, Inuit-Partiet,
blev jeg kaldt »dobbeltmennesket«
og »det politiske isbjerg«, og danske
aviser skrev om »grønlænderen Jør-
gen Fleischer«: »Når han nu har skif-
tet harpunen ud med pennen, skulle
han holde sig til skriveriet i stedet for
at gå aktivt ind i politik!«
Det har der heller ikke stået noget
om i nogen kontrakt, men det har
sikkert heller ikke gjort livet fattigere.
Men hvad der givetvis har gjort li-
vet rigere er de mange personlige be-
kendtskaber, som Jørgen Fleischer
har knyttet gennem sit lange virke i
den grønlandske presse.
— Der er mange mennesker, som
jeg gerne vil møde, også i det hinsi-
des, ganske uanset stedet!
Det gælder Elisabeth Johansen,
som gennem mange år — og med
god ret — blev kaldt Landsrådets
eneste ordentlige mandfolk. Det gæl-
der hædersmanden Magnus Sivertsen
fra Ilulissat, en ualmindelig hyggelig
og slagfærdig mand, men mest af alt
gælder det nok det lyseste hoved
blandt de grønlændere, jeg har haft
nær kontakt med, »holsteinsborger-
nes konge«, Jørgen C. F. Olsen. Lad
mig lige slutte med, hvorledes han en
gang præsenterede mig for en kap-
tajn på et kystskib: »Her har du så
min sølle navnebroder, Jørgen. Han
er den mægtigste mand i Grønland.
Hvad skulle jeg svare andet end:
»Ved du, hvorfor min endnu mere
sølle navnebroder siger sådan noget
vrøvl? Det er selvfølgeligt fordi han
vil have, at jeg skal sige: Her står min
navnebror. Han er endnu mægtigere
end jeg!« p.
AIMPOINT, umertaat elektro-
niskiusoq, ikkutiinnartagaq,
umikkanut aalasunut naleqqul-
luartoq kr. 1.280,00.
30-06 imassat sinneqartoorutit. 250-it
karsimi saviminiusumi qerlaarneq ajor-
tumiittut, taakkua ilaat sisamat karsi-
mut qisummut qajannaatsumut poorsi-
mapput. Igeriarnerit tallimassaat tamar-
mik qaammaallattarput. Katillugit 1000
stk. 30-06 kr. 1.600 ab København.
Allatsitsivissaq nalliuttorsiut nr. 10 assi-
liartalik, oqaasertalersugaq akinillu ilalik
sakkut 75-it sinneqartut pillugit, siumut
akilerlugu 40,- kr, allatsillugu 46,- kr.
Arms Gallery, Nybrogade 26, 1203 Kø-
benhavn K.
Ammasarpoq: 10-17.30 arfininngornik-
kut matoqqasarpoq. (01) 11 83 38
26
msårnmimu