Atuagagdliutit - 15.12.1982, Síða 7

Trille troldunges juletur
Troldungen havde hørt en masse om byen, men han havde ikke
forestillet sig, at man kunne få SÅ spændende oplevelser blandt menneker.
Novelle for børn af Robert Fisker
Tegning: Per Sanderhage
0/ 0 Hl
Jj jp l rUJ J —\ 1==! < <•«< < * c l—-l

Oet havde sneet hele natten. Da Trille
Troldunge tidligt om morgenen stak
hovedet op fra det hul, som Søren
Skovmus havde gravet under sneen,
var hele skoven klædt i den smukke-
re hvide vinterdragt, man kunne øn-
ske sig.
En stor krage kom flyvende og sat-
te sig på en af grenene i det gamle
egetræ lige ved siden af Troldehøj.
Get fik en stor klat sne til at falde lige
ned i hovedet på Trille.
— Hov, hov! råbte Trille og så op.
Nåh, er det bare dig, Klaus! Sikke
en masse dejlig sne, hva’!
. — Nåh, dejlig og dejlig. Det ved
Jfg nu ikke rigtig, hvad jeg skal sige
hl. skreg Klaus Krage. — Nu bliver
^t jo svært at finde noget at æde,
Ntr sneen dækker det hele. Og så fry-
Scr jeg sådan om tæerne! Næh, må
Jeg be’ om sol og sommer!
Klaus satte af fra grenen og fløj
ned til Trille.
— Hør for resten, Trille. Vil du
^ed ud på en lille flyvetur?
— Ih ja, det kan du bide dig selv i
halen på, sagde Trille glad. - Men ik-
for langt væk, forstår du. Jeg skal
vSre hjemme på Troldehøj til juleaf-
ten og den store fest. Det er jo i aften,
siger de. De har så travlt, så travlt alle
sammen. Jeg kan ikke være nogen
steder. De er lige ved at træde på mig
hele tiden, og de siger, jeg er for lille
til at hjælpe til med noget!
Trille var jo heller ikke så farlig
stor af en troldunge at være. Han var
ikke større end en mus - og det endda
en meget lille mus. Og hvad værre
var - det lod ikke til, at han nogen
sinde ville blive større. Mange af
troldungerne, som var flere år yngre
end han, var mange, mange gange
større.
Trille kravlede i en fart op på ryg-
gen af Klaus og holdt sig godt fast,
mens Klaus baskede med sine store
vinger og fløj op mellem træerne.
Oppe over træerne var der en dej-
lig udsigt over vinterens hvide land-
skab. Dér nede lå skoven. Langs kan-
ten af skoven kørte et rødt tog, og
langt, langt ude kunne han se tagene
af husene i byen.
— Hvor flyver du hen, Klaus?
spurgte han.
— En tur ind til byen for at se, om
der skulle være noget, man kunne
æde, skreg Klaus og baskede videre,
så det susede om ørerne på Trille.
Til byen! Det lød spændende! Tril-
le havde hørt en masse om de menne-
sker som boede der. Ude i skoven bo-
ede der ikke andre end skovrideren
og hans folk. Dem kendte Trille godt.
Hans mor og far og hans brødre og
søstre havde sagt, at han skulle tage
sig i agt for de mennesker. Derfor
passede han altid på at skjule sig, så
snart der var mennesker i nærheden.
De var også så store og klodsede,
syntes han. Men de havde så mange
mærkelige og spændende ting, som
han havde svært ved at holde sig fra.
Men Klaus Krage fløj ikke helt ind
til byen. Han slog sig ned i et træ ved
et stort hus lige uden for byen. Træet
stod ved vejen, som førte ind til hu-
set, og Trille hoppede ned fra Klaus
Krages ryg og satte sig på grenen ved
siden af Klaus.
— Vent lige her lidt, Trille, sagde
Klaus. — Jeg vil lige flyve hen og se,
om der skulle være lidt godt at æde i
nærheden af det hus dér.
— Det vil jeg da gerne være med
til, råbte Trille. Men Klaus var allere-
de fløjet op fra grenen og var på vej
hen mod huset. Trille blev sur, men
det glemte han straks igen, for nede i
sneen på vejen lå der noget mærkeligt
noget.
Det var faktisk en stor vante af
skind, men Trille havde aldrig set så-
dan en vante før. Han troede, det var
et dyr af en eller anden slags. Han
sad og blev mere og mere nysgerrig.
Til sidst kunne han ikke styre sin
nysgerrighed længere. Han klatrede
ned ad træet næsten så hurtigt som et
egern. Han så sig om til alle sider og
løb så over sneen ud på vejen og hen
til vanten.
Den sære ting havde hår som et
dyr, men det v ar ikke noget dyr, i det
mindste ikke et dyr han kendte, og
han var da ellers godt kendt med de
fleste dyr i skov en.
Pludselig hørte han en hoj goen.
En stor hund kom i fuld fart lige hen
imod ham og vanten. Han så sig om
efter et skjul. Han kunne ikke nå at
lobe væk, uden at hunden ville få oje
på ham. Der var ikke andet for ham
at gøre end at smutte ind i v anten vig
(Fortsættes næste side)
7
ATUAGAGDLIUT1T