Atuagagdliutit - 15.12.1982, Side 13

Min stifinder
»Afår julen nærmer sig, må jeg altid mindes
Wn polareskimoiske rejseledsager og hans fantastiske evne
tt at finde vej i mørke, snestorm og uden et synligt
kendemærke«, skriver pastor emritus Otto Sandgreen
i denne dramatiske skildring fra Thule.
Kimugsertiga Taitsianguas, piniartoK silardlugtorssuarme idmanajåjangitsoK.
tdssa suloragssaminik piarérsaissoK dssilineKarsimassoK Fritz Høyrupimit.
Min rejsekammerat Taatsiaannguaq, en dygtig fanger med en veludviklet sted-
sans. Fler er han i gang med at ordne sin piskesnært. (Foto: Fritz Høyrup)
Nogle af de oplevelser, man i tidens
løb har haft, kan efterhånden udvis-
kes eller blive helt glemt. Men der
findes andre, som ikke glemmes, og
s°m man husker klart til de mindste
detaljer, uanset hvor mange år der
er gået. Den oplevelse, jeg her for-
eller, er af den sidste slags. Den
kgger helt tilbage i 1942, men når
Jeg mindes den og lukker mine
Øjne, kan jeg se alt, hvad der skete
fien gang — og netop særligt i den-
ne tid, når adventsdagene kommer.
Allerede inden slutningen af no-
vember kom islægget. Før var det
‘fidrig sket så tidligt. Og en dag
kom der slæder fra »Sydvestlandet«
(Savigsivik).
Da de skulle hjem, fik jeg lyst til
at følge med dem, og så tog vi af-
*ted. Jeg for at forrette kirkelige
handlinger i Savigsivik og på andre
beboede steder. Det var første gang,
Jpg var på slæderejse i tjenstligt an-
kggende om efteråret. Normalt fore-
tog jeg først mine tjenesterejser ef-
ler jul og nytår. Jeg fik en mand
ved navn Taitsiånguaic til at køre
dfin følgeslæde.
Under turen til Savigsivik havde
v' godt føre, hvor vi kørte langs ky-
sten på den nylagte is.
Kun een gang kom vi ud for en
vanskelighed. Vi var kørt forbi Ig-
figsoK (som det skrives i ældre bø-
8,er) og havde slet ikke lagt mærke
bl. at der var noget galt med isen.
Pludselig kom vi til en revne, der
var så bred, at vi ikke kunne køre
°ver. Midt i revnen lå et stykke af
et isfjeld, som umuliggjorde, at rev-
fipn blev smallere. Vi vendte om, da
'h jo ikke kunne vente, til revnen
bjev islagt. Men lidt efter viste det
Slg så, at vi kom til en anden revne,
s°m vi før ikke havde lagt mærke
til.
Da vi første gang var kørt over
ben, var isflagerne så godt stødt
Sammen, at vi slet ikke havde kun-
fiet se revnen, men nu havde strøm-
men åbnet den så meget, at vi heller
'kke kunne køre over her.
Og netop på dette sted, altså hvor
''l nu stoppede, var der ingen mulig-
bed for at komme på land, og vi
kunne heller ikke dreje i en anden
totning for at finde brugbart føre.
Udefter var der intet land, kun is.
Ug da denne is var ny og derfor ik-
ke så tyk, kunne den ikke regnes
°r sikker at færdes på. Og som det
ak og til sker under sådanne for-
hold, begyndte det at blæse fra-
landsvind.
Da jeg altid er bange for farlige
steder og for uforudsete ubehagelig-
heder fra naturens side, begyndte
fifide tanker at kredse om det ene:
»Nu skal vi sikkert drive ud i det
dvisse!« Men polareskimoerne så ik-
ke ud til at have nogen som helst
bekymringer. Denne deres vane, at
de ikke bekymrer sig om naturens
luner, havde jeg ellers allerede hørt
om: Da jeg som nybagt præst kom
til Thule i 1938, sagde Jens Olsen,
som jeg skulle afløse i embedet:
»Jeg ved, at sydlændingene (vest-
grønlænderne) altid bekymrer sig,
når de er på fangstture, men sådan
er det ikke her. For et par dage si-
den tog en fanger på fangst i kajak,
og han er ikke kommet hjem end-
nu. Men der er ingen, der bekymrer
sig om ham, og han bliver heller ik-
ke eftersøgt. Han kommer sikkert
hjem ved lejlighed«. Og det passe-
de. Efter flere dages fravær kom
han virkelig hjem.
Og nu, da de ikke kunne gøre
noget som helst, og da det absolut
ikke hjalp at være bekymret — der
var jo ingen mulighed for at foreta-
ge sig noget — gav de deres hunde
foder, lagde sig på slæderne og be-
gyndte at sove. Men for os — den-
gang var Savigsiviks udstedsbesty-
rer, Lars Ostermann med — var det
umuligt at finde hvile på slæden. Vi
gik frem og tilbage og kiggede
ustandseligt på denne revne. Hvor-
når mon den skulle begynde at blive
smallere, så vi kunne komme over
den? Polariskimoerne nød bare livet
og søvnen på deres slæder!
Endelig, langt om længe, begynd-
te revnen at blive smallere. Vi væk-
kede vore rejsefæller og sagde til
dem, at nu kunne vi komme over
revnen. De stod op, og vi kørte
over, og det gavnede slet ikke mig,
at jeg havde været vågen og bange.
Stormen kom pludselig
Uden andre alvorlige vanskeligheder
kom vi så til Savigsivik, og efter at
have forrettet mine tjenester hos
»sydvesterne« startede vi så hjemtu-
ren. Nu var vi kun to og sagde til
hinanden, at vi skulle prøve at kom-
me hjem inden den første søndag i
advent. Og hvis føret blot hele tiden
ville være godt, regnede vi også be-
stemt med at kunne nå det.
Efter en vellykket tur nåede vi til
IgfigsoK om aftenen. Det sidste
stykke var vi kørt over land for ik-
ke at blive standset af den føromtal-
te revne.
Som sagt var vi på udturen kørt
langs kysten hele tiden, men denne
gang besluttede min ledsager på føl-
geslæden at køre over indlandsiden
for ikke at risikere at komme ud
for uforudsete hændelser og vanske-
ligheder. Og fra IgfigsoK kunne vi
jo bare køre over indlandsisen — en
meget fin og meget benyttet rejseru-
te.
Der var ingen mangel på mad, da
vi overnattede i IfigsoK. Det smagte
os dejligt med råt, frosset eller kogt
hvalkød. Det var ikke nødvendigt at
få det undersøgt for trikiner af en
læge. Men det var der jo heller in-
gen muliged for dengang.
Tidligt lørdag morgen stod vi op.
Da vi gik ud, sagde min rejsefælle,
at det så ud til omskift i vejret. Der
var kommet skyer på himlen, og
det frøs ikke så hårdt. Skulle der
komme blæst fra sydvest, ville vej-
ret sikkert blive dårligt, så vi skynd-
te os at komme i gang og tog af-
sted, mens det endnu var tidligt.
Vejret var fint endnu, føret var
godt, og hundene var ikke de vær-
ste, ligesom de var godt udhvilede.
Så foreløbig havde vi fin fart på.
Nogen tid efter kunne vi føle, at
vejret meget hurtigt var ved at ænd-
re sig. Og det slog til. Det varede
ikke længe, før blæsten kom, og vi
fik vinden i ryggen. Atter lidt efter
kom der fygning på sneen, men det
var endnu sigtbart omkring os. Det
skulle imidlertid hurtigt blive ander-
ledes: Meget hurtigt dannede der sig
flere og mørkere skyer på himlen.
Det var ellers fint måneskin, men
skyerne begyndte at dække månen,
så vi efterhånden ikke mere havde
gavn af dens lys. Men sneen var
hård, og vi havde stadig god fart på
slæderne.
Således nåede vi frem til selve
indlandsisen, men så forsvandt
landskabet omkring os. Fjeldpartier-
ne til venstre for os havde vi tabt af
syne, og indlandsisen var meget
plan og ensartet, uden noget som
helst kendingsmærke.
Nu dannedes der efterhånden fle-
re og flere mægtige og uheldssvang-
re skyer. Og så kom stormen. Gan-
ske pludselig var den der, og alt
blev hyllet ind i en kraftig fygning,
så det blev helt umuligt at orientere
sig. På læsiden roterede vinden og
sneen rundt og rundt foran ens an-
sigt og gjorde det vanskeligt at kig-
ge ud og til siderne. Resultatet var,
at alt omkring os blev helt mørkt.
Da jeg aldrig har været det, man
kalder for en dygtig slædekører,
havde jeg heller aldrig haft særlig
gode hunde. Derfor plejede jeg at
anskaffe mig en følgeslæde med go-
de hunde. Men det mærkelige ved
mine hunde var, at selv om de al-
mindeligvis sakkede agterud, så var
de under dårligt vejr altid lige ved
siden af min følgeslædes opstande-
re. Det var, som om mine hunde
var bundet fast til følgeslæden. Det-
te glædede mig naturligvis altid, og
sådan var det også denne gang.
Snefoget tager til
1 et forfærdeligt vejr — storm,
stærk fygning og tætteste mørke —
kørte vi så. Det vil sige: Min følge-
slæde kørte, og jeg fulgte bare ef-
ter. Mange gange kunne jeg hver-
ken se mine egne hunde eller følges-
læden, og som vi således kørte,
kunne jeg ikke undgå at beundre
den dygtige slædefører foran mig.
Pludselig blev jeg klar over, at vi
var standset. Hvor var det godt!
Stormen og fygningen føltes endnu
voldsommere, nu da vi var stoppet,
så jeg satte mig på slæden, selv om
jeg gerne ville spørge til, hvorledes
vor kørsel var.
Medens vi var kørt, var sneen på
grund af mildningen og fygningen
blevet meget blød. Især var det van-
skeligt for hundene at komme frem,
så efterhånden kørte vi meget lang-
somt. Jeg blev siddende lidt på slæ-
den, men gik så hen til ledsageslæ-
den for at høre til kørslen. Den var
efter min ledsagers mening god,
hvilket betød, at retningen var rig-
tig. Og Gud ske lov for det!
Efter at vi havde ordnet hundenes
skagler, ville han afsted igen, og jeg
modsatte mig ikke. Igen begyndte vi
at køre under storm og stærk fyg-
ning. Hele himlen var forlængst
dækket af tykke skyer, så alt om-
kring os var det sorteste mørke.
Langt om længe stoppede han
igen. Jeg gik hen til ham og så, at
han sparkede i sneen med sin ene
fod. Jeg sagde ikke noget, men kig-
gede blot på ham. Og så sagde han,
at det så ud til, at vi stadig holdt
den rigtige retning. Jeg blev endnu
mere taknemmelig!
Under denne kørsel var det blevet
aften, og havde det ikke været for
uvejret, var vi sikkert omtrent nået
til UntånaK (gamle Thule).
Men selv om det var aften, ville
min ledsager videre. Indlandsisen,
som vi kørte på, steg ganske umær-
keligt. Efter starten havde jeg lagt
(Fortsættes næste side)
ATUAGAGDLIUT1T
13