Atuagagdliutit - 21.12.1988, Side 6

6
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 118 1988
Af Clara Knutzen
Tegning: Fleur Brofos Asmussen
Ved et lykkeliget tilfælde
var drengen Simon ude
på marken sammen med
hyrderne for at vogte får
den nat, da Jesus blev
født
-Far, ku’ vi ikke læse julee-
vangeliet i aften osse?
-Vil du gerne det, Tho-
mas? spurgte far.
-Ja, jeg kan også godt li’
det der med hyrderne på
marken og englene, der
kommner ned til dem ...
mon ikke der var den dreng
med ude på marken? Tror
du ikke, mor?
-Joh, det tror jeg da... kan
du spise mere grød?
-Ah nej, jeg er helt prop-
pet! svarede Thomas og
holdt sig for munden. Mor
havde lavet en kæmpe gry-
defuld, så der var nok til ri-
salamandejuleaften.
Efter opvasken var det
hyggeligt, før børnene blev
sendt tidligt i send, så far og
mor kunne få fred til at pak-
ke gaver ind. Den yngste
blev puttet, og mor kom ind i
stuen, samlede sit strikketøj
op fra kurven og satte sig
med et tilfredst suk i sin
ynglingsstol.
-Ah mor, vil du ikke nok
fortælle hyrderne på mar-
ken? spurgte Nina. Tre par
bameøjne så forventnings-
fuldt på hende. - Jeg tænkte
jo nok det kom, unger! sagde
hun, rejste sig og gik over og
satte sig i den lange sofa,
hvor tre børn plantede sig
tæt op ad hende. De to dren-
ge, Thomas og Jens, sloges
om at sidde nærmest.
-Hov, hov! Kan I så falde
ned! Ikke noget med at slås,
hvis jeg skal fortælle. Husk
der stod: Fred på jorden, i
mennesker...
Drengene satte sig stille
på plads og så på mor, hun
var begyndt på sin fortæl-
ling. - Ja, der er rigtigt, det
sagde englen i Bibelen, sag-
de Nina højtiligt. - Jeg hørte
det godt, du! sagde Jens. -
Og hvad så, mor?
-Ja, lad os begynde, ikke?
Mor så kærligt på de spænd-
te børn og begyndte: -Der
var en dreng, der hed Si-
mon, han var 12 år...
-Li’som mig! råbte Tho-
mas. - Tys! Jens gav ham en
albue i siden - STILLE!
-Ja, min dreng - lige på din
alder, fortsatte mor. - Men
denne her dreng boede i Bet-
lehem for næsten 2000 år
siden. Han var en god og
hjælpsom dreng...-Li’som
mig! grinede Jens og puffede
til Thomas. - Øv, du er dum!
gav Thomas igen. Det var
Udt svært for drengene at
falde til ro, men nu sagde de
i munden på hinanden: - Og
hvad så?
-Ja, hvis I er stille, skal jeg
nok fortælle, sagde mor. -
Simon l^jalp sin mor med at
bære brænde, passe de små
søskende, hente grøntsager
på torvet og gå i byen for
naboerne, så han havde altid
nok at se til, foruden at gå i
skole.
-Gik de osse i skole den-
gang? spurgte Nina.
-Ja, drengene blev oplært
i skriften, det vi kalder Det
gamle Testamente. Simons
morfar havde kroen i Betle-
hem, og hans far og mor
hjalp til der. Der var altid
nok at gøre, for de rejsende
og deres dyr boede der på vej
til Jerusamlem. Og netop i
de dage var der ekstra travlt,
fordi kejseren havde be-
stemt, at der skulle være fol-
ketælling. Simons farfar og
farmor var kommet, og de
boede hos hans forældre, og
så fik han fri, for de overtog
hans arbejde. Da han i no-
gen tid havde strejfet om og
set på alle de fremmede rej-
sende, fik han en idé.
-Mor, spurgte han, - må
jeg komme med hyrderne,
nu hvor farmor passer de
små?
Hans mor så på ham, hun
kunne godt forstå, han
trængte til lidt forandring,
og hun tænkte, at det kunne
der nok ikke ske noget ved.
-Ja, svarede hun, - men så
må du følges med din onkel.
-Ja, ja, jeg smutter hen og
spø’r! og væk var han.
Han var helt forpustet, da
han kom hen til sin farbror
Silas.
-Hej, onkel, må jeg kom-
me med, når du skal af sted
med fårene?
-Sikken et hastværk, er
der nogen efter dig, knægt?
lo onkel til ham.
-Nej - men må jeg?
Onkel Silas vidste, at hans
egen søn ofte kedede sig, når
han var sammen med de
voksne, så han kaldte på
ham:
-Jonas - kom og se, hvem
der er her!
Drengene var altid glade
for at mødes, og hurtigt blev
det besluttet, at Simon skul-
le komme tidligtt næste
morgen, når onkel Silas
skulle afløse en anden fåre-
hyrde. - Husk at tage en
varm kappe med, det er