Atuagagdliutit - 16.08.1989, Blaðsíða 3

klLLINGUSAAQ 3
GRØNLANDS FISKERITIDENDE
Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Atuagassiaat - Tidskrift for Fiskeri- og Fangererhvervet i Grønland
Box 39 - 3900 Nuuk
Hf. 210 83 - Fax 2 54 83 - Telex 90 631
»KlLLINGUSAAQ« aaqqissorneqartarpoq aaqqissuisooqatigiinnit ukuusunit:
»KlLLINGUSAAQ« redigeres af en redaktionskomite, der består af:
Siulittaasoq/Formand Pavia Nielsen, KNAPK, (akiss. aaqq./ansvh. red.) - Informations-
chef Jens Mikkelsen, APK, (akiss. aaqq./ansvh. red.) - Paasissutissiisartoq/ Oplys-
ningskonsulent, Alfred Jakobsen, KNAPK, - Tusagassiortoq/Journalist Peder Munk
Pedersen, AG.
Aluagassiaq ullut 14-ikkaarlugit saqqummertarpoq/
Bladet udkommer hver 14. dag.
Ilioqqarnera/Lay-out: David Petersen, Ane Bohmert, Kunuk Holm
Naqiterneqartarfla/Tryk: Sydgrønlands Bogtrykkeri, 3900 Nuuk.
Europap avannaanl umlartomermlk inuussu- Udviklingen Inden for søfartserhvervet
tissarsluteqarneq qulequtaralugu augusti aal- i de nordiske lande var emnet for den
lartilaartoq Nuummi ataatsimersuaatigineqar- nordiske maritimkonferenoe, NOR-
simavoq, NORMAR. 19-ssaanik taamatut ataat- MAR, der i begyndelsen af august fandt
simeersuartoqarpoq. Ukiut ingerlanerini nuna- sted i Nuuk. Det var i år 29. gang, konfe-
ni Europap avannaaniittuni umiartomermik rencen blev holdt. Gennem årene har
sammisaqarfiusuni atorfillit tamanna pillugu der på embedsmandsplan fundet et
isumasioqatigiittarsimapput paasisimasatik qa- uformelt samarbejde sted i de nordiske
norlu iliuusissaasorisatik oqallisigisarlugit. lande, og en gang om året mødes man for
Inuussutissarsiutinik ilinniartitsinermut Pisor- at udveksle erfaringer og diskutere ud-
taqarfik iminnik 27-nik ataatsimiigiaqqusisuu- viklingen inden for søfartserhvervet,
simavoq, iluatsillugulu Nunatta Katersugaasivi- Det var Direktoratet for Erhvervsud-
attaaq takusarsimavaat. Ass.: LLL dannelsen, der var vært for de 27 delta-
gere, der også fik tid til et besøg på Grøn-
lands Landsmuseum. Foto: LIL
Børn i stedet for hvaler
Under ICC’s konference i Sisimiut holdt formanden for KNAPK, Pavia Niel-
sen, en tale, hvori han blandt andet opfordrede de forskellige dyreværns- og
mijøorganisationer til at adoptere børn i stedet for hvaler. »Killingusaaq«
bringer i dag den fulde ordlyd af Pavia Nielsens tale på lederplads.
»Siden tidernes morgen har vi i de arktiske egne, som vi bebor, været
afhængige af såvel land- som havpattedyrene omkring os. Uden dyrenes
tilstedeværelse ville mennesket heller ikke kunne have eksisteret og overlevet
i disse egne. Mennesket har altid fulgt dyrene, og resultatet af denne form for
hine tiders ressourcepolitik ser vi i dag i den spredte bosætning i det circumpo-
lare område.
Den spredte bosætning er udtryk for en bevidst miljøpolitik, som inuit har
fulgt siden tidernes morgen. Der må ikke bo for mange mennesker på et sted,
da man så risikerer, at fansgtdyrene beskattes for hårdt. Disse leveregler har
vi fulgt gennem århundreder, og det er derfor helt urimeligt, når man fra
miljø- og naturværnsorganisationer i dag beskylder os for, at vi med vores jagt
og fangst skulle udgøre en trussel for dyrelivet omkring os.
Vi er os naturens vekslen bevidst igennem årstidernes forløb, og vi indretter
vore fangstmetoder efter den. Derfor er det urimeligt, at udefrakommende
beskylder os for ikke at være bevidste omkring en realistisk natur- og ressour-
ceforvaltning.
Vi lever under meget hårde eksistensvilkår, og tit nærmer vi os grænsen for
det mulige i henseende til overhovedet at overleve. Vi har hidtil måttet
acceptere de hårde krav, som vores barske natur stiller til os. Men i dag må vi
konstatere, at vi ikke kun har naturen at skulle kæmpe imod. Vi skal også føre
en kamp mod miljø- og dyreværnsorganisationer, og det er min faste overbe-
visning, at denne kamp skal føres med oplysninger om vores levevis og vores
fornuftige og ansvarlige udnyttelse af naturens ressourcer. På dette område er
det helt oplagt, at inuit under alle fire flag samarbejder til fælles bedste.
Specielt til dyrevæmsorganisationeme skal det her lyde, at vi traditionelt
fanger netsider om vinteren, grønlandssæler og klapmydser om sommeren.
Derudover fanger vi - i et meget begrænset omfang - store hvaler om somme-
ren og mindre hvaler - såsom narhval og hvidhval - i forårs- og efterårsmåne-
derne. Det vil altså sige, at vores fangst året igennem er fordelt hensigtsmæs-
sig på forskellige arter - afstemt efter følgende omstændigheder:
For det første er der vejret, som jævnligt helt eller delvis hindrer fangst.
Derudover er der dyrenes vandring i havene, som på visse årstider helt
udelukker fangst af bestemte arter. Altså en slags dyrenes naturlige selvfor-
svar.
Endeligt eksisterer der en stram - skrevet såvel som uskreven - lovgivning
omkring hele udnyttelsen af både havets og landjordens dyr.
Derfor vil der aldrig blive tale om, at vores fangst udgør en udiydelsestrus-
sel for nogen art. Og naturligvis har vi heller ikke på nogen måde interesse i at
udryde dyr, som vi i bund og grund er livsnødvendigt afhængige af.
I - dyreværns- og miljøorganisationerne - har gennem jeres forskellige
kampagner mod fangsten af baby-sæler tilføjet det grønlandske fangererhverv
uoprettelig skade. I hovedtræk kan det siges, at konsekvenserne af jeres
kampagner har været meget svære økonomiske tab for hver eneste fangerfa-
milie som følge af dramatiske prisfald på sælskind.
Dertil kommer, at sælbestandene - på grund af de faldende priser - har fået
lov til at vokse nærmest ukontrolleret, således at sælerne i dag nærmest er en
plage. De er direkte medvirkende til faldende udbytter i et fiskeri, som vi er
dybt økonomisk afhængige af. Når der ikke sker regulering af sælbestandene,
vokser deres rolle i fødekæden, hvor de optræder som direkte konkurrenter til
fiskeriet - Grønlands bærende erhverv.
En anden væsentlig faktor i vores traditionelle kultur- og erhvervsstruktur
er hvalfangsten, der også efterhånden er stærkt infiltreret udefra. Selv inden
for vore egne basislinier må vi tåle, at hvalerne underlægges kvotebestemmel-
ser. Der er tale om bestemmelser, som fastsættes i IWC - blandt andet af lande,
som end ikke selv har en kyststrækning mod åbent hav. Jeg skal ikke lægge
skjul på, at jeg finder det helt uacceptabelt, at der på denne måde og med denne
baggrund sker noget, som kun kan kaldes uretmæssig indgriben i vores
suverænitet. Også her er det vigtigt, at vi inuit gør alt for at stå sammen
omkring kravet om kvoteforhøjelser og ikke forsømmer en eneste lejlighed til
at påvirke vores omverden - først og fremmest de nationale regeringer - i
denne retning.
Der eksisterer organisationer, som arrangerer adoptioner af hvaler for folk,
der synes, det er synd at jage disse havpattedyr. Disse - måske velmenende -
mennesker må indse, at de med deres pengebidrag ikke gavner hvalerne, men
kun organisationerne. Hvalerne aner jo intet om, at de er blevet adopteret, så
denne vildledning burde stoppes.
Jeg vil opfordre dem, der adopterer hvaler, til i stedet at adoptere børn, som
forstår, hvad der bliver gjort for dem. Der er mange mennesker på Jorden, som
sulter, og som virkeligt har hjælp behov.
Til dem, som ^ynes, det er synd for dyrene, vil jeg sige: Den virkelige synd
begås i de zoologiske haver i Verden, hvor arktiske dyr holdes indespærrede i
et klima, som de lider under. Vil I gøre noget godt for dyrene, så hjælp disse dyr
tilbage til deres naturlige omgivelser.
Til sidst vil jeg blot opfordre til, at vi inuit samarbejder omkring oplysning
til resten af Verden, så vores natur- og ressourceforvaltning kan blive bedømt
på et reelt vidensgrundlag.
DAGBLAD
HVER ANDEN DAG
ÅG
ULLORMUT
ULLOQ ALLORTARLUGU