Atuagagdliutit - 22.06.1990, Blaðsíða 5

NR. 70 1990
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
5
Grønlandske betingelser • ja eller nej
Uddrag af landsstyremedlem Emil Abeisens tale ved hjemmestyrekonferencen, hvor han skar igennem myter,
drømme og misforståelser for at se Grønlands økonomiske udviklingsmuligheder i øjnene
Kalaallit Nunaannipissutsit tunngavigalugit?Naalakkersuisunut ilaasortap Emil Abelsen-ip aningaasaqarnernnit tunnga-
sut alanngaarsinnaalluarpai, akissutaalu angernerullunilu naaggaleerneruvoq. (Asseq toqqorsivimmeersoq)
Grønlandske betingelser? Landsstyremedlem Emil Abeisen kan økonomien på fingrene, og hans svar er både et ja og et nej.
(Arkivfoto)
INDLEDNINGSVIS vil jeg
tage udgangspunkt i en be-
skrivelse af de problemer og
muligheder, som tegner sig i
dag og lade dette være ud-
gangspunktet for at formu-
lere vores krav til den er-
hvervsmæssige og økonomi-
ske udvikling i Grønland i de
kommende år.
I de gamle planlægnings-
redegørelser, som udkom
før indførelsen af det grøn-
landske hjemmestyre, er der
især tre nøglebegreber, som
går igen
- Økonomisk vækst
- Fiskerierhvervets udvik-
ling
- Prioritering af investerin-
gerne i udvalgte åbent-
vandsbyer
Eller læst bagfra: Koncen-
tration af befolkningen i ud-
valgte hovedbyer blev anset
for'en grundlæggende betin-
gelse for udvildingen af en
selvbærende fiskerisektor,
der skulle være rygraden i
den økonomiske udvikling.
Det er værd at minde om,
at vigtige grundvilkår bag
denne overordnede målsæt-
ning og de tilhørende strate-
gier var adgangen til næsten
ubegrænsede fiskeressour-
cer og rigelig kapitaltilførsel
fra Danmark.
MED DET GRØNLAND-
SKE hjemmestyre fra 1979
blev der ikke ændret ved øn-
sket om fortsat at gøre
Grønland til et vækstsam-
fund. Og der blev heller ikke
sat spørgsmålstegn ved fi-
skerierhvervets bærende
funktion, selvom vi var op-
mærksomme på, at alle nye
erhvervsmuligheder skulle
vurderes.
På ét væsentligt punkt
ændrede vi strategi: Befolk-
ningskoncentrationen skul-
le standses, og de naturgiv-
ne ressourcer skulle i størst
muligt omfang udnyttes lo-
kalt. Eller sagt med andre
ord: Ingen grønlandske byer
eller bygder måtte affolkes,
og de fremtidige investerin-
ger skulle fordeles mere lige-
ligt.
Ved siden af bygdepolitik-
ken har vi siden formuleret
en lang række andre mål-
stætninger omkring bolig-
politik, kultur- og undervis-
ningspolitik, socialpolitik og
meget mere. Der har aldrig
manglet løsningsforslag og
svar på, hvordan Grønland
kunne blive et bedre sam-
fund - hvis bare vi havde
penge nok.
Der har overvejende væ-
ret to finansieringskilder,
nemlig bloktilskud fra Dan-
mark og først og fremmest
indtjeningen fra landets ho-
vederhverv, fiskeriet.
Eftersom væksten i an-
lægs- og driftsudgifter slet
ikke har været modsvaret af
en tilsvarende udvikling i
bloktilskuddet, siger det sig
selv, at kravene til fiskeri-
erhvervet indtjeningsevne
gennem de sidste 10 år er
vokset stadig større.
De svingende - og i hvert
fald på kort sigt svindende
fiskeressourser - samt de
skærpede konkurrencebe-
tingelser på verdensmarke-
det stiller på denne bag-
grund umådeligt store krav
til bæreevnen og omstil-
lingsevnen i landets hoved-
erhverv.
Det bliver fremover ikke
alene et spørgsmål om,
hvordan vi finder penge til
de kommende store opga-
ver. Det bliver i lige så høj
grad et spørgsmål om, hvor-
dan vi skal gøre det muligt
af fastholde det nuværende
indtjeningsgrundlag og alt-
så finansieringen af de be-
slutninger, vi allerede har
truffet.
Dette er de barske grund-
vilkår, både når vi skal vur-
dere tilpasningen af det
grønlandske erhvervsliv, og
når vi skal formulere visio-
ner om et nyt og stadigt bed-
re samfund.
ET TILBAGEVENDENDE
tema i den offentlige debat
handler om betingelserne
for Grønlands udvikling:
Sker udviklingen på grøn-
landske betingelser?
Hertil kan jeg svare både
klart ja og klart nej.
Ja, fordi det blandt andet
er en af hjemmestyrets mål-
sætninger at bevare bygder-
ne og skabe forudsætninger
for udvikling i hele Grøn-
land. Jeg behøver blot at
nævne investeringspolitik-
ken, ensprissystemet og
skatteudligningsordninger.
Alle andre steder i verden
har man set drastiske om-
væltninger i de oprindelige
bosætningsmønstre som føl-
ge af den industrielle udvik-
ling: Store bevægelser fra
land til by.
Det samme var ved at ske i
Grønland frem til hjemme-
styrets indførelse, men den
grønlandske befolkning øn-
skede en anden udvikling,
og det er i dag en af hjemme-
styrets store opgaver at rea-
lisere denne målsætning om
udvikling.
JEG ER DESVÆRRE osse
nødt til at svare klart nej til
spørgsmålet, om udviklin-
gen foregår på grønlandske
betingelser.
Vi stiller både krav om en
materiel udvikling, der sva-
rer til den, vi ser i de lande,
vi sammenligner os med, og
vi har som sagt en geogra-
fisk fordelingspolitik, som
ikke er betinget af rene
driftsøkonomiske hensyn.
Begge dele kræver, at vi
kan skabe et økonomisk
overskud på grundlag af
grønlandsk arbejdskraft og
naturressourcer. Vi skal
indgå i en byttehandel med
internationale samfund, og
det fungerer nu engang ikke
på hverken grønlandske,
danske eller japanske betin-
gelser. Det fungerer på mar-
kedsøkonomiens betingel-
ser.
Hvis ikke vi erkender det-
te grundvilkår, risikerer vi
at miste muligheden for at
indrette vores tilværelse,
som vi ønsker. Vi opnår i
bedste fald et lavvækstsam-
fund på bloktilskud eller i
værste fald en situation,
hvor vi vil få store proble-
mer med at finansiere vores
samfund, således som det
ser ud i dag.
Eftersom vores politiske
målsætninger indebærer en
udelukkelse af lavvækstmo-
dellen bliver det næste
spørgsmål: Hvilke betingel-
ser skal være opfyldt for at
det grønlandske erhvervs-
liv, og det vil sige både eks-
porterhvervet og eventuelle
nye importbegrænsende
produktioner, kan produce-
re på konkurrencedygtige
vilkår.
Og er vi villige til - det er
for mig at se et vigtigt
spørgsmål til blandt andet
os i dette forum - at tage
konsekvenserne af at opfyl-
de disse betingelser?
SOM EN INTEGRERET
del af verdensmarkedet skal
vi i de kommende år omstille
vores erhvervsliv til en sta-
dig højere grad af interna-
tional orientering. Åbnin-
gen af det indre marked i EF
fra 1992 er et utvetydigt sig-
nal om, at et lukket og be-
skyttet grønlandsk er-
hvervsliv ikke vil være i
stand til at overleve.
De store virksomhedsfu-
sioner og samarbejdsaftaler,
der nu gennemføres overalt,
er et varsel om, hvad der
venter os i retning af skær-
pet international konkur-
rence. I et samfund som det
grønlandske med kun
55.000 indbyggere er jeg
overbevist om, at det vil væ-
re en skæbnesvanger fejlta-
gelse, hvis vi ikke erkender
vores tætte tilknytning til
denne udvikling.
Sammenligner vi en givet
grønlandsk produktions-
virksomhed med en tilsva-
rende på det internationale
marked, er det forholdsvis
enkelt at formulere det
krav, som alt andet lige skal
opfyldes for at gøre den
grønlandske produktion
konkurrencedygtig. Prisen
på de elementer, der indgår i
produktionsprocessen, skal
være konkurrencedygtig, og
produktionsprocessen skal
tilpasses, så ressourcerne
udnyttes optimalt.
Der er i mit indlæg i dag
ikke plads til en samlet vur-
dering af alle disse elemen-
ter, men man kunne specielt
fremhæve de emner, der
særligt påkalder sig op-
mærksomheden i dagens
Grønland.
Heri indgår spørgsmålet
om forholdet mellem ar-
bejdskraftens produktivitet
og aflønningen. En nøjere
undersøgelse af dette for-
hold viser, at vi ikke er til-
strækkeligt effektive.
Sammenligner vi for ek-
sempel en god dansk og en
god grønlandsk fiskefabrik
på samme teknologiske ni-
veau med hensyn til det ti-
meforbrug, som medgår til
færdigproduktion af en gi-
ven mængde torsk og rejer,
viser det sig, at der i den
grønlandske fiskefabrik
medgår mellem to og tre
gange timeforbruget i Dan-
mark. Og vi taler vel at
mærke om en grønlandsk fi-
skefabrik af høj standard.
Dette merforbrug af timer
kan skyldes flere ting, men
anskueliggør ikke desto
mindre et behov for effekti-
visering.
VI VED FOR EKSEMPEL
allerede, at en hindring for
at udnytte både arbejdskraf-
ten og det dyre produktions-
apparat effektivt ligger i de
sæsonbetonede arbejds-
kraftproblemer. Her i byen
så vi sidste år, hvorledes
GFI manglede arbejdskraft
til at forarbejde den ind-
handlede fisk, blandt andet
fordi for mange forlader fa-
brikken for selv at deltage i
fiskeriet. GFI skønner om-
sætningstabet til omkring
30 mio. kr., hvilket blandt
andet gør det svært for virk-
somheden at betale en bedre
pris for råvaren. Jollefiske-
ren er med andre ord selv
med til at betale for den rin-
gere udnyttelse af fabrik-
kens kapacitet.
Ensprissystemet indebæ-
rer, at en fabrik betaler sam-
me pris for el- og vandleve-
rancer uanset beliggenhed i
landet. Dette betyder selv-
sagt større omkostninger
for de fabrikker, som kunne
få el og vand til konkurren-
cedygtige priser. Man kunne
alternativt forestille sig en
model, hvor ensprissyste-
met opretholdes, men hvor
den lokalt omkostningsbe-
stemte pris på vand og el
danner udgangspunkt for
en tilskudsordning.
Prisen på råvaren skal
være afstemt, så fabrikken -
når den iøvrigt fungerer på
optimale betingelser - har en
mulighed for at skabe et
overskud, som kan bruges
til konsolidering og yderlige-
re effektivisering.
SPØRGSMÅLET om råva-
repriserne indgår desuden i
en anden og større sammen-
hæng, der osse har en afgø-
rende betydning for fiskeri-
erhvervets fremtidige over-
levesesevne.
Jeg tænker her på hele
subsidieproblematikken. Vi
har hidtil gennem en lang
række ordninger ydet en
stor støtte til fiskerierhver-
vet: Rente- og afdragsfri lån,
rentebærende lån, garante-
rede lån og kreditter i penge-
institutter, rentetilskud, til-
skud til indhandling og for-
sikring, tab på indfriede ga-
rantier.
På forårssamlingen be-
sluttede Landstinget at give
yderligere tilskud og lempel-
ser, så vi i år yder et samlet
tilskud til fiskeriet på næ-
sten 240 millioner kr. Dertil
kommer de risici, landskas-
sen bærer gennem ESU-ga-
rantier på knap 700 mio. kr.
og tilskuddet til Royal Gre-
enland med videre på ca. 200
mio. kr.
Jeg vil gerne understrege,
som det også tidligere er
sag;t, at vi må undgå en sub-
sidiering af fiskerierhver-
vet, hvor landskassen ved
tilskud og eftergivelser sik-
rer en uændret indtjening,
fordi dette reelt kan indbæ-
re, at markedets signaler om
ændringer i både ressource-
grundlaget, driftøkonomien
og afsætningsvilkårerne
sættes ud af kraft.
På længere sigt ville dette
kunne medføre en risiko for
alvorlige strukturelle pro-
blemer i den grønlandske
økonomi, der svarer til pro-
blemerne i den færøske øko-
nomi, hvor forvridende sub-
sidieordninger kan gøre det
særdeles vanskeligt overho-
vedet at producere sig ud af
problemerne.