Atuagagdliutit - 01.04.1992, Blaðsíða 10

10
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 39 1992
»Hils alie mine
venner i Qaanaaq«
Interview med Jens »Jes« Jensen, der stjal en million kroner i KNI i Qaanaaq
sidste år, flygtede til Thailand og åbnede »Thule Bar«, som AG har besøgt i
udkanten af junglen
Af AG’s udsendte
medarbejdere
Kurt Kristensen og
Philip Lauritzen
BANGKOK - Manden, der
sidste år stjal en million kro-
ner i Qaanaaq og forsvandt,
har bosat sig i Thailand og
realiseret sin store drøm: At
flå sit eget værtshus.
På kanten af den thai-
landske jungle, godt 150 ki-
lometer fra Bangkok, fandt
AG’s udsendte medarbejde-
re for ti dage siden den tidli-
gere bogholder i KNI. Han
havde skjult sig godt, men
da vi først fandt hans nye
værthus, var der ingen tvivl.
»Thule Bar« hedder den
med store bogstaver, og den
49-årige Jens Jensen, blandt
venner kun kaldet Jes, brød
da også straks sammen og
tilstod.
- Ja, her er jeg så endt, det
her har jeg drømt om i man-
ge år, sagde han ikke så lidt
overrasket over pludselig at
få besøg af AG.
- Det havde jeg sgu’ ikke
ventet, indrømmende han
blankt.
- Men når nu I er kommet
så langt, så skal I da have en
kold Tuborg, og »Thule
Bar« er vist nok det eneste
værtshus i Thailand, der
serverer dansk øl.
Forsvundet
Der var ikke noget at sige til,
at »Jes« var overrasket. Han
havde skjult sig godt, og han
havde undgået kontakt med
andre danskere i Bangkok
og i feriebyen Pattaya, hvor
han tidligere var en flittig
gæst på sine ferier fra polar-
natten i Thule.
AG’s udsendte mødte
mange danskere, der havde
hørt historien om lands-
manden, der var stukket af
med en million fra Thule,
havde tabt 30.000 kroner på
heliporten i Pitufflk uden at
blive opdaget, havde taget
flyet til København, havde
brugt 24 timer på at fejre sin
mors 70 års fødselsdag i
Randers og var forsvundet
ud af landet, inden myndig-
hederne i Thule havde fået
alarmeret politiet.
I AG skrev vi også den-
gang, at han muligvis var
flygtet til Thailand, fordi vi
vidste, at han sammen med
venner fra Thule Air Base
tit havde været derude. Vi
havde også en ide om, at han
ville bruge den million, som
Danmarks Nationalbank
havde sendt til Qaanaaq, til
et værtshus, fordi vennerne
havde fortalt os, at det var
hans store drøm.
Men da AG’s udsendte
medarbejdere spurgte dan-
skere i Thailand, om de hav-
de set »Jes«, så svarede de
alle benægtende. For det
første vidste de ikke, at det
var ham, der havde stjålet
millionen, og for det andet
havde de, der kendte ham,
ikke set ham i over et år.
Med 55 millioner menne-
sker og et gigantisk land, der
enten er tæt jungle eller en-
deløse rismarker, var det til-
syneladende håbløst. »Jes«
havde alle muligheder for at
gemme sig, og end ikke
Thailands politi var interes-
seret i ham. Der er ingen ud-
leveringsaftaler mellem
dansk og thailandsk politi,
og i et land, hvor man fører
en håbløs kamp mod her-
oinsmugling, kunne et sim-
pelt tyveri ikke få sindene i
kog trods de 35 graders tro-
pisk varme.
Danske narkobetjente
- Ham finder I aldrig, var
den første reaktion fra
Ernst, som indtil for få år
siden var trawlerskipper i
Royal Greenland, og hans
kompagnon Bjarne, der for
15 år siden bosatte sig i
Thailand. I dag har de to ho-
tellet Sugar Inn, der sam-
men med Per Kanstrups
værtshus »Copenhagen« er
fast tilholdsted for danskere
i den populære turistby Pat-
taya.
- Han er gået under jor-
den, sagde Ernst.
- Han holder sig i hvert
fald fra andre danskere, sag-
de Bjarne.
Det havde »Jes« også god
grund til. Selvom der ikke er
en udvekslingsaftale mellem
dansk og thailandsk politi,
så er der konstant fire til ot-
te danske narkobetjente me-
re anonymt på udkik i Pat-
taya, hvor de blandt andet
fotografere danske »turi-
ster«, som de mistænker for
at være narkokurerer, og
som dansk politi så checker,
når flyet fra Bangkok lander
i Kastrup Lufthavn.
Dansk politi har altså sine
»spioner« i Thailand, og de
FERIE-BILEN
HER LEJER DE JYLLANDS
BILLIGSTE FERIE-BIL.
SKRIV EFTER
PRISER/BROCHURE HOS:
HENRIK LYNGE
POSTBOX 93 - 9240 NIBE - DANMARK.
havde naturligvis også et
signalement af Jens »Jes«
Jensen: 49 år, 180-185 centi-
meter høj, meget kraftig,
lyshåret men halvskaldet og
muligvis med overskæg.
Værdi: En million danske
kroner minus de 30.000, der
fløj ud af hans taske, da
Grønlandsflys Bell 212 heli-
kopter landede med ham og
to andre passagerer en mørk
novemberdag på Thule Air
Base sidste år.
En elefantfører
Efter nogle dage var vi imid-
lertid heldige, og det var or-
det »Thule«, der bragte os
på sporet. Vi havde fortalt
historien til Gud og hver-
mand, og pludselig en dag lå
der besked fra en tysk turist
på hotellet. Han havde for-
talt historien til en af de
smukke thailandske barpi-
ger, forklaret hende hvor
højt mod nord Thule lå, og
hun havde fortalt historien
hjemme, og hendes bror
kunne pludselig huske ordet
»Thule«.
Næste dag fandt vi Chau
Mau, der var elefantfører
sammen med sin onkel.
- For nogle måneder siden
bragte vi en ladning øl til en
restaurant, hvor der stod et
stort skilt med »Thule«, for-
klarede han. Han havde
spurgt, hvad »Thule« betød,
men »fallangen« - thaiernes
ord for hvide - havde ikke
kunnet tale thai.
- Det var en fed mand, og
han svedte hele tiden, sagde
Chau Mau med et stort grin.
Bjarne og Ernst fik forkla-
ret, hvor han havde afleve-
ret øllene, og snart var vi på
vej i en landrover mod græn-
sen til junglen.
Hilsen til Qaanaaq
Restaurant og restaurant.
For enden af en smal vej, li-
ge ved siden af en lille lands-
by og i kanten af junglen op
mod Kamputchea, lå der
pludselig en lille sivhytte, en
åben bar omgivet af bænke
under skyggefulde træer. På
siden stod der med store
bogstaver: »THULE BAR
Thai & Eskimo Food« (thai-
landsk og eskimoisk mad),
og på en af stolper var der et
grønlandskort, hvor »Jes«
tydeligt havde fået malet,
hvor han havde hentet ba-
rens startkapital.
- Her i varmen kan jeg
godt savne kulden i Thule,
fortalte han med et forsagt
smil.
- Jeg savner også tit mine
mange venner i Qaanaaq, og
det er jo ikke deres penge,
jeg har taget. I må love mig
at hilse dem allesammen i
Qaanaaq mange gange fra
mig. Jeg håber ikke, de er
sure på mig.
Tuborg karsi, Jens »Jes« Jensenip Kambucheamit nagguaatsumut ilaalluni ingerlaarnermi
nassataasa ilagaat. Immiaaqqat taakku qallunaat nunanut siuarsagassanut, pingaartumik
Kampuchianut ikiiutaasa ilagaat, immiaaqqalli tamakku Thailandimi ilunaarniapiluutiga-
lugit t uniniarn eqartarlu tik.
En kasse Tuborg, som Jens »Jes« Jensen lår bragt med elefant gennem junglen fra nabolan-
det Kambuchea. Øllet indgår i den danske ulandshjælp til Kampuchea, men den sælges
videre på det sorte marked i Thailand.
Da AG’s udsendte lovede
ham, at vi ikke ville afsløre
præcis hvor, hans nye bar
ligger, og at vi ikke ville foto-
grafere hans ansigt, slappe-
de han helt af og gik med til
at blive fotograferet med
den KNI-pose over hovedet,
som han havde haft million-
en i.
- Den har jeg ikke nænnet
at smide væk.
Nøje planlagt
AG: - Har du aldrig for-
trudt? - Jeg længes tit tilba-
ge til Qaanaaq, men jeg ved
jo, jeg aldrig kan vende tilba-
ge. Jeg var simpelt hen så
træt af polarmørket, den la-
ve løn, de stigende skatter,
det dyre øl og bureaukratiet
i Nuuk, at jeg planlagde mit
»kup« koldt og roligt. Jeg
vidste jo, at vi ville få en mil-
lion fra Nationalbanken til
KNI’s kontor, fordi vi ikke
havde bank i Qaanaaq. Jeg
vidste, jeg ville få pengene
først, og at ingen præcis vid-
ste, hvilken post, de kom
med. Så i virkeligheden var
det meget nemt at planlæg-
ge min ferie, så det passede.
Det var først, da piloten
fandt pengesedler flyvende
rundt i helikopteren, og jeg
opdagede, at de var blæst ud
af plastikposen, at jeg blev
nervøs. Men da piloten
spurgte, om det var vores
penge, sagde jeg bare nej og
gik over til Danmarks-ma-
skinen. Jeg troede, politiet
stod i Kastrup, men der ske-
te ikke spor.
AG: - Og alligevel holdt du
din mors fødseldag i Ran-
ders? - Ja, det havde jeg lo-
vet hende, og jeg vidste jo
ikke, om jeg fik hende at se
igen.
Tuborg bedst
»Jes« indrømmer dog
blankt, at det har taget på
nerverne at måtte isolere sig
fra de andre danskere i
Thailand.
- Jeg vidste ikke, da jeg
kom med millionen, at dan-
ske narkobetjente lusker
rundt i Pattaya, så jeg har
ikke turdet besøge mine
mange venner hernede. Men
det kommer vel engang. Så
er alting glemt.
Endnu et par Tuborg-då-
ser kom på disken ved siden
af Pepsi-køleskabet.
AG: - Hvorfor er det kun
her, man kan få Tuborg i
Thailand?
- Det er en mærkelig hi-
storie. Der er masser af
dansk ulandshjælp til
Kampuchia nord herfor, og
de danske ulandseksperter
får dansk øl. Det meste af
øllet havner imidlertid på et
sort marked på grænsen
mellem Kampuchea og
Thailand. Det fandt jeg ud af
for flere år siden, og nu får
jeg det så fragtet hertil gen-
nem junglen med nogle ele-
fanter, der går i fast rutefart
mellem markedet og Pat-
taya. De har udmærket øl i
Thailand, men jeg har nu al-
tid bedst kunnet li’ Tuborg,
og så regner jeg med, at det
kan trække nogle gæster.
AG: Og hvad er »eski-
moisk mad« her?
- Det selvfølgelig for sjov,
men jeg serverer for eksem-
pel vilde høns, som jeg tilbe-
reder fuldstændig som sø-
konger.
Det var midt på dagen.
Bagende varmt. Ingen gæ-
ster endnu. Efter en time
kørte vi retur og efterlod
»Jes« med hans nye liv i
Thule Bar og hans adresse
på Sugar Inn i Pattaya.