Atuagagdliutit - 20.07.1992, Side 8

Sanasut naalagaat Ole Kjærgaard aqutttarfimmi innermit putsumillu aseruatiterneqarsi-
maqisumiittoq. (Ass.: Louise-Inger Lyberth)
Tømrermester Ole Kjærgaard i styrehuset, som er slemt tilredt af flammer og røg. (Foto:
Louise-Inger Lyberth)
Private bedst
i konkurrence
Værftet i Nuuk var dyrest ved licitation på en reperation
NUUK(KR) - De private fir-
maer kan klare sig i konkur-
rencen med offentligt ejede
og støttede virksomheder.
Det viser en licitation på re-
perationen af en udbrændt
trawler, som skal sættes i
stand.
For fem uger siden, ons-
dag den 17. juni, brændte
trawleren »Fenja Siegstad«
af Ilulissat, da den lå ved kaj
i Aasiaat havn. Et medlem
af besætningen havde sat
pommes frites over i en fri-
turegryde, men han faldt i
søvn. Klokken 06.44 lød
brandalarmen hos politiet i
Aasiaat. Ved branden om-
kom en 36-årig maskinist,
og et andet besætningsmed-
lem ligger svært forbrændt
på Hvidovre Hospitals
brandsårsafdeling.
Branden raserede hele
mandskabsafdelingen, sty-
rehuset og skipperens lukaf
er røgskadede. Ejerne af
»Fenja Siegstad« er tre
brødre fra Ilulissat. Trawle-
ren er forsikret hos Kalaallit
Forsikring, som hyrede fir-
maet Dwinger Marinecon-
sult A/S til at vurdere ska-
den og lave et udbudsmate-
riale til en licitation på repe-
rationen af »Fenja Sieg-
stad«.
Tre gav bud
Tre firmaer blev bedt om til-
bud på opgaven: De grøn-
landske værfter Amutsiviit,
Aasiaat Trawlerservice ved
Jan Novak og tømrermester
Ole Kjærgaard fra Nuuk.
Værftet skulle have 2,6
millioner kroner for opga-
ven, Jan Novak 2,1 millioner
kroner og Ole Kjærgaard 2
millioner kroner.
Tømrermester Ole Kjær-
gaard fik opgaven, og »Fenja
Siegstad« blev bugseret til
Nuuk af Viking Naja. Repe-
rationen af trawleren kom-
mer til at tage tre måneder,
og seks medarbejdere skal
arbejde på reperationen.
Hvorfor var du billigere
end de to andre?
- Mine medarbejdere er
privat ansatte og arbejder
betydeligt mere effektivt.
Folkene er på akkord, de får
en fast pris for at udføre op-
gaven, siger Ole Kjærgaard
til »Privat Erhverv«.
Har du sat prisen så lavt,
at du reelt ikke kommer til
at tjene på opgaven?
- Jeg har kalkuleret med
en helt normal avance. Det
er en god og sund entreprise,
jeg har fået, siger Ole Kjær-
gaard.
Selv om Ole Kjærgaards
firma er en tømrerforret-
ning, så har han alligevel er-
faring med at reparere skibe
og trawlere. Gennem de se-
neste år har han lavet man-
ge opgaver for værftet i
Nuuk.
»Privat Erhverv« ville
gerne have haft en kommen-
tar fra værftet i Nuuk, men
lederen her, Poul Frank, si-
ger:
Udtaler sig Ikke
- Vi udtaler os ikke til pres-
sen.
Hvorfor ikke?
- Hvis vi udtaler os, skal vi
bruge lige så lang tid på bag-
efter at dementere, hvad der
er skrevet, siger Poul Frank
Hvad tænker du specielt
på?
- Men jeg kan henvise dig
til direktøren for Grønlands
Værfter, Søren T. Petersen.
Så har jeg ikke været helt
afvisende, siger Poul Frank.
Så prøver jeg det.
- Farvel.
Søren T. Petersen, direk-
tør for Grønlands Værfter,
vil gerne forklare, hvorfor
værftet var dyrest med op-
gaven.
- Vi mener, at vi mistede
opgaven, fordi vore konkur-
renter har haft et større be-
hov for beskæftigelse. Jeg
mener også, at de andre har
kalkuleret med en pris, der
svarer til værfternes kost-
pris, siger Søren T. Petersen
til »Privat Erhverv«.
- For ikke at underbyde de
private firmaer, må vi også
beregne os et normalt dæk-
ningsbidrag på en opgave,
siger Søren T. Petersen.
I glas og ramme
Glarmesterens lidenskab er malerier
Ir
NUUK(KR) - På arbejdsbor-
det ligger et stort sekskantet
perlebroderi i alle regnbu-
ens farver. Skal baggrunden
for indramningen være sort
eller hvid? Hvilken farve
skal rammen have? Glarme-
ster Roar Christiansen an-
befaler den hvide baggrund
med en gylden ramme om,
og kunden spørger om pri-
sen for indramningen.
- Det er langt fra kedeligt,
for der er ikke to opgaver,
der er helt ens, siger Roar
Christiansen, da han efter
fyraften sidder og nyder det
gode vejr på terrassen bag
huset på Tuapannguit i
Nuuk med udsigt over Kolo-
nihavnen, hvor speedbåde
fiser forbi, og kajakker for-
søger at undgå de værste
dønninger.
Snart 20 år
Til næste år kan Roar Chri-
stiansen fejre sit 20 års jubi-
læum som glarmester i
Nuuk. Forretningen be-
gyndte hjemme i kælderen,
men i 1987 overtog han leje-
målet på Tuapannguit og
har senere købt huset. Selv
om huset er stort, har Roar
stadig alle sine trærammer
hjemme i kælderen, og vare-
lagre er spredt rundt i byen.
- Jeg kom hertil som mari-
nesoldat i 1961, hvor jeg sej-
lede med de små SKA-både
to somre. Bagefter blev jeg
hængende, fortæller Roar
Christiansen.
- I dag er kunderne alle
slags mennesker, private og
institutioner. Så kommer
der enkelte turister og køber
en plakat med grønlandsk
motiv, siger Roar Christian-
sen.
Men når det gælder vin-
duer og isætning af glas,
står Roar Christiansen af.
- Der sætter jeg grænsen.
Jeg har oplevet, at folk rin-
gede klokken to om natten
og spurgte, om jeg kunne
sætte et stykke glas i. Så
skulle jeg ud og tage mål, til-
bage til forretningen og
skære glas til og tilbage og
sætte det i. Når jeg så sagde,
at det blev 550 kroner, så
sagde de, at de ikke havde
nogen penge før næste fre-
dag. Det blev jeg træt af, si-
ger Roar Christiansen.
Fornyligt har Roar fået
skåret et stort hul i loftet i
butikken, og en flot fyrre-
træstrappe fører ovenpå,
hvor han har indrettet et
galleri. Her hænger indram-
mede reproduktioner og ma-
lerier mellem de sorte bjæl-
ker.
Den store lidenskab
Glarmesteren har en stor li-
denskab: Malerier af den
danske maler Emanuel A.
Petersen, som levede fra
1894 til 1948, og som rejste i
Grønland og malede mange
malerier. Det er både en
hobby og en forretning for
Roar Christiansen. Han rej-
ser rundt i Europa og køber
gamle malerier op og får
dem sendt hjem, hvor han så
restaurerer dem.
- Emanuel A. Petersen var
et fantastisk menneske, og
han har lavet i tusindvis af
malerier. Han var den grøn-
landske van Gogh, og jeg er
sikker på, at hans billeder vil
stige i pris. Det er i hvert
fald bedre end frimærker.
Og så vil jeg gerne have den
grønlandske kunst tilbage
til Grønland, siger Roar
Christiansen.
Nogen af malerierne er i
så miserabel stand, at de må
indrammes igen. Andre kan
nøjes med en rensning.
- Det gør ondt, hver gang
jeg sælger et maleri. Hvis jeg
havde råd, beholdt jeg dem
allesammen, men man skal
jo leve, siger Roar Christian-
sen.
Roar Christiansen ople-
ver tit, at unge grønlandske
kunstnere kommer og spør-
ger, om han vil købe nogle
billeder.
- Men jeg har så meget lig-
gende, og jeg kan ikke bare
blive ved med at købe nyt.
Derfor siger jeg nej lige nu.
Men nogle enkelte og helt
specielle kunstneres ting kø-
ber jeg. Det skal helst være
noget med masser af farve
på, for sort-hvide ting sæl-
ger ikke, siger Roar Christi-
ansen.
Her går det godt
- Jeg har det godt, og jeg pi-
ver ikke. Jeg har frygteligt
travlt. Men selvfølgelig kan
jeg godt mærke, at folk ikke
har så mange penge som tid-
ligere. Førhen var der kun
én ud af ti, der spurgte, hvad
tingene kostede. I dag er det
omvendt, og når den tiende
ikke spørger, hvad prisen er,
så er det fordi han eller hun
kommer fra en institution,
siger Roar Christiansen.
- Qalipakkamik tunisigaangama qjuusaartarpunga, Akissaqaraluaruma tamaasa uanga
nammineqpigiinnassagaluarpakka, kisianniinuussutissaqartariaqarpugut, Roar Christen-
sen oqarpoq. (Ass.: Louise-Ingger Lyberth)
- Det gør ondt, hver gang jeg sælger et maleri. Hvis jeg havde råd, beholdt jeg dem
allesammen, men man skal jo leve, siger Roar Christiansen. (Foto: Louise-Inger Lyberth)