Atuagagdliutit - 24.07.1992, Síða 7

NR. 84 1992
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
7
Borger i menneskenes land
Krise eller ej - entrepenør Karl Bejder Christensens hjem hedder Grønland.
NUUK(Susanne More) -
Karl Bejder Christensen har
boet så længe i Grønland, at
forår for ham er, når sne-
spurvene fløjter, og sneen
forvandles til små rislende
bække overalt.
Men da han var 26 år
gammel, da forår endnu var
noget med bøgetræer og den
første stork, der ankommer,
sad han netop sådan en mor-
gen og bladrede avisens job-
sektion igennem til kaffen.
Specielt én annonce fast-
holdt hans blik: »Chistiani
& Nielsen« søgte håndvær-
kere til at bygge veje og stø-
be til et pakhus ved havnen
i Ammas salik på Grønlands
østkyst. Karl Bejder havde
allerede hørt en del om at
arbejde i Grønland fra sin
søster, som allerede på det
tidspunkt var taget op for at
arbejde. Selv havde han fak-
tisk arbejde for et entrepe-
nørflrma i København, men
eventyrlysten og spændin-
gen trak.
Kort tid efter var også han
på vej. Først til Ammassalik,
så Maniitsoq, og til sidst
Nuuk.
Arbejdede 100 timer
om ugen
Her blev han indlogeret i
GTOs - Grønlands Tekniske
Organisation - barakker
sammen med et par hund-
rede andre mænd, 19 på
hver gang, i værelser på 3 Vi
kvadratmeter med tynde
skillevægge mellem.
- Vinden peb ind ad
sprækker og revner, og om
natten frøs ens ånde til is på
dynerne. Jeg husker det nu
ikke som hårdt, mere som
spændende, mindes Karl
Bejder.
Specielt var mødet med
den grønlandske natur en
oplevelse, han aldrig vil
glemme.
- Her er så smukt og beta-
gende, siger han stille, og
kan ikke skjule, at han trods
alt er jyde af sind og skind.
Et temperament, der synes
at passe godt ind i den natur,
han holder så meget af, og
får en til at tænke på de sto-
re isbjerge, der altid har ni
gange så meget under over-
fladen, som det øjet umid-
delbart ser.
- Desuden var vi jo ikke i
barakkerne hele tiden. Ar-
bejdstiden var nok 100 timer
om ugen. Det skulle gå
stærkt, for når efterårsstor-
mene og sneen holdt sit ind-
tog, betød det praktisk talt
byggestop indtil næste for-
år.
- Der var mange, der tjen-
te rigtigt meget på ganske
kort tid, og den væsentligste
årsag var ikke timelønnen
men de mange arbejdstimer,
og så det at vi ikke skulle
betale skat, fortæller Karl
Bejder.
Han husker de mange
venner, der kunne tage hjem
med pengene til et hus; også
søsteren rejste. Selv tog
Karl Bejder kun hjem for
vinteren.
Krisen kradser
- Jeg havde lyst til at se mere
af Grønland. Jeg tog ingen
store beslutninger om at
emigrere, først ville jeg blot
arbejde otte måneder her i
Nuuk, derefter skrev jeg un-
der på at blive her et par år.
Og så begyndte jeg efterhån-
- Aningaasakilliorneq an-
nernaraluarluni Kalallit
Nunaanni ineriartomerup
eqqissisimasumik patajaat-
sumillu ingerlalernissaa qu-
lakkeerKTigeqataafligisin-
naavaa, entreprenør Karl
Bejder Christensen oqar-
poq. (Ass.: Knud Josef sen).
- Selv om krisen gør ondt,
kan den være med til at sik-
re en rolig og stabil udvik-
ling i Grønland, siger entre-
prenør Karl Bejder Chri-
stensen. (Foto: Knud Josef-
sen).
den at føle mig mere hjem-
me her end i Danmark.
Meget er sket for Karl Bej-
der siden barak-dagene, og
man møder ham nu ved er-
hverslivets store receptio-
ner, hvor han går rundt og
nikker til byens andre ping-
’er, alt imedens han med
stort velbehag gnasker på et
stykke tørret torsk. Efter fi-
re år som »udsendt« hånd-
værker besluttede han sig
for at blive selvstændig og
startede sit eget entrepenør-
firma. Senere købte han
Godthåb Betonvarefabrik -
»landets ældste landbaserde
industri-virksomhed« - og
restaurant »Marina«, som
han dog solgte igen senere.
Håndværkeren blev til
stor-entrepenøren, han blev
medlem af bestyrelsen for
avisen Sermitsiaq og i en pe-
riode også formand for
Grønlands Arbejdsgiverfo-
rening.
Men selv en stor-entrepe-
nør kan mærke krisen krad-
se.
- I 1989 havde jeg nogle
gevaldige tab, fordi efter-
spørgslen indenfor bygge- og
anlægsektoren faldt. Det er
gået op og ned i mange år,
men nu var det alvor. Vi har
skåret ned på personalet og
skilt os af med nogle bygnin-
ger... det skal nok lykkes.
Men den nemme løsning vil-
le have været at lukke det
hele - og så havde jeg været
betydeligt rigere, end jeg er i
dag, siger Karl Bejder.
For lidt respekt
Karl Bejder har stor for-
ståelse for mange af dem,
der valgte at lukke. Men der
var også dem iblandt, der vi-
ste for lidt respekt for »kun-
der og kreditorer«, som han
siger. Dem, der sådan lidt ef-
ter humlebis-princippet
havde projekter, der ifølge al
logik ikke burde kunne fly-
ve, men som lettede allige-
vel.
- De ville gerne, da alt var
gevaldigt godt. Men ikke når
det blev svært, og det har jeg
meget lidt respekt for. Jeg
synes, man skal føle en an-
svarlighed over for det grøn-
landske samfund, siger han.
Derfor oprettede han, da
det gik lidt bedre end det gør
nu, firmaet »NUNA Invest-
og industri-leasing ApS«.
Formålet er at investere i
grønlandsk industri og virk-
somheder, og det er der da
også blevet råd til.
Når Karl Bejder parkerer
landroveren foran sit firma-
kontor i Nuuks industri-
kvarter, kan han nemt over-
skue det meste af byen un-
der sig. Han peger rundt på
forskellige bygninger og
kommenterer synet af de
fleste med et: »Den dér lå
der ikke dengang«. Han ud-
peger sygehuse, skoler og
boligblokke.
Blok P
Selv var Karl Bejder med til
at bygge »Blok P«, et gigan-
tisk bur af en hvid boligblok
lige midt i Nuuk, og indisku-
tabelt en af de grimmeste
bygninger i Grønland. Lej-
lighederne er små, der bor
ofte flere generationer af
grønlændere i dem, og på de
små altaner hænger vaske-
tøjet side om side med store
rensdyrgevirer - engang
symbolet på mandens ære.
- Blok P er jeg ikke stolt
af, men dengang gjaldt det jo
bare om at få bygget nogle
boliger, siger han.
- Der er stadig bolignød,
men ellers er det hele ved at
være veludbygget. Nu er der
faktisk en overkapacitet af
bygge- og anlægsvirksomhe-
der og håndværkere. Det
skal reguleres, så det bliver
som i et normalt samfund.
- Jeg vil også godt sige, at
selv om krisen gør ondt, så
er jeg ikke sikker på andet
end, at denne udvikling kan
være god for Grønland på
langt sigt. Det bliver en me-
re rolig udvikling, end den
man havde i 60’erne, 70’er-
ne og til dels også 80’erne,
hvor alt gik så stærkt og
havde store omkostninger
for familierne. Børnene vok-
sede op i et helt andet sam-
fund, og med et andet sprog,
end deres forældre. Nu in-
volverer udviklingen mere
grønlænderne selv, siger
Karl Bejder.
Den grønlandske
kurve
Når han ikke står på ski i
skiklubben, løber tur med
løbeklubben eller tager på fi-
sketur, passer han sin post
som præsident i den lokale
Rotary-klub.
Foreningen indsamler
penge til forskellige formål,
og her går 80 procent af ind-
tægterne til at hjælpe børn
og unge grønlændere, der
har vanskelige sociale for-
hold.
Også menneskene i Grøn-
land har vundet Karl Bej-
ders hjerte.
- Grønlænderne er da lige
så forskellige som andre,
men generelt er de alligevel
mere ægte og umiddelbare
en vesteuropæere. Jeg plejer
at sige, at hvis man skulle
vise en vesteuropæer som
kurve, ville den være van-
dret, en grønlænders ville
have store udsving, siger
Karl Bejder.
- Jeg har rejst en hel del
forskellige stedet: USA, Asi-
en, Afrika - men hver gang
jeg flyver ind over Grønland,
bliver jeg glad og meget im-
poneret, smiler han.
Danskeren, entrepenø-
ren, naturelskeren Karl Bej-
der har ingen planer om at
takke af mod Danmark. For
han er også blevet borger i
Kalaallit Nunaat, »menne-
skenes land«.
NUUKt SUSANNE
MORE) * Kalaallit Nu-
naat 85.558-it mis-
saanniinoqarpoq.
8.201-it Kalaallit
Nunaat a avataani
inunngorsimasuup-
put - qallunaaginnan-
Qallunaanit 3,.200-t
missaat illoqarfiit
pin gaarnersaanni
Nuummi najugaqar
put, taamaalillutik
Nuup inuisn 12.000-it
missaanniittut sisa«
marortcrutaat sinni«
laarsimallugit.
ANGUTIT/ARNAT:
Qullunaat 70 procen«
tii angutaapput.
UKIUT: Agguaqati-
giisaitsinikkut ukiut
34-iupput amerliar-
torlutillu: 1977-imi
ukiut 29-ullutik.
AAPPARIINNEQ:
Kalaallit Nunaanni
anppariit tamaasa
ataatsimut isigalugit
anppaariit 15 procen«
tii akuleriiupput «
taakkunanngalu 80
1NUU S SUT! S SAR*
SIUT1T; 1987-imi qal-
lunaat innuttaasunit
20 procentiupput, su«
linikkulli akissarsia-
linnit 28 procentiullu-
Qallunaat 69 pro-
centii suliamik ilinni-
agaqarfiusussamik
atorfeqarput; tassun-
ga assersuutitut taa-
neqarsinnaavoq ka-
laallit sulinikkut akia-
sarsiallit 82 procentii
ilinniagaqarsimann-
gitautut imaluunniit
ilinniartutut ikior-
tiinnnrtuliuunniit
ntorfeqnrmata.
Kiisalu qallunaat
sanaartomermik,
aatsitassarsiorner-
jnik aningaasaqar-
nermulluunniit tunn«
gasunut inuussutis-
sarsiutini amerlane-
ruasuteqarput.
KALAALLIT NU«
NAANNIITTARNE*
RUP SIVISUSSUSIA:
Qallunaanit 1980-ixni
uuuttunit 21 procentii
qaammatitt arfinillit
qaangiunncrini Dan«
markimut utersimap«
put, Ukiut marluk
qaangiunncrini af«
faat Danmarkimut
uerefmapput, ukiullu
quiit qaangiunncrini
20 procentii auli Ka-
laallit Nunaanniillu-
NUUK( Susanne Mo-
re) « Der bor cirka
55.558 personer i
Grønland.
8.201 er født uden-
for Grønland - i prak-
sis næsten udelukken-
de danskere.
Cirka 3.200 nf dan-
skerne bor i Grøn-
lands hovedstad
Nuuk, hvor de altså
udgør lidt over en
fjerdedel af befolk-
ningen på i alt cirka
12.000.
KØN; 70 procent af
danskerne er mænd,
ALDER: Gennem-
snitsalderen er 34 år
ÆGTESKAB: 15
procent af alle ægte-
skaber i Grønland er
blandede • i cirka 80
procent af tilfældene
er manden dansker.
ERHVERV: I 1987
udgjorde danskerne
cirka 20 procent af be-
folkningen, men om-
kring 28 procent af
lønmodtagerne.
69 procent af dan-
skerne har en stilling,
der forudsætter fag-
uddannelse; til sam-
menligning er 82 pro-
cent af de grønlands-
ke lønmodtagere an-
sat som ufaglærte el-
ler lærlinge/ungarbej-
dere.
Danskerne er desu-
den overrepræsente-
rede indenfor erhverv
som bygge- og anlægs-
virksomhed, råsto-
fudvinding. _
cl virksomhed.
OPHOLDETS VA-
RIGHED; Af de dan-
Skere, der flyttede til
Grønland i 1980, rej-
ste 21 procent hjem ef♦
ter 6 måneder. Efter 2
år var halvdelen rejst
hjem, og efter 10 år
var 20 procent stadig i
Grønland.