Atuagagdliutit - 09.12.1993, Blaðsíða 12

Nr. 114- 1993
72

GRØNLANDSPOSTEN
Historien om Kathrine
»Historien om Kathrine« er en lærerig roman om en
grønlandsk kvindeskæbne i Danmark. Romanen er
skrevet af Maliaraq Vebæk, som selv bor i Dan-
mark i dag. Følg med i AG’s roman hver torsdag.
Kapitel 4
55--SS-"*«-
Jeg drømte at jeg sad i en
flyvemaskine på vej mod
Danmark. Ved vinduet på
min venstre side sad en
dansk dame og på min højre
side en ældre grønlænder.
Det var så dejligt vejjr, og
maskinen fløj så stille, at
man skulle tro, vi kørte på
en meget fin landevej. Sol-
skinnet skar i øjnene, når
man kikkede ud. Den dan-
ske dame talte meget venligt
til mig, fortalte, at hun hav-
de været i Grønland for at
besøge sin søn, som var gift
med en grønlandsk pige. Det
havde været sådan et dejligt
besøg. Dejligt land, dejlige
mennesker. »Hvad skal du i
Danmark? Skal du have en
uddannelse?« spurgte hun
mig.
»Jeg skal giftes,« svarede
jeg. »Så vil jeg ønske dig og
din mand, at I vil blive lige
så lykkelige som min søn og
hans søde grønlandske ko-
ne,« sagde hun og smilede.
Jeg svarede hende ikke,
men nøjedes med at nikke.
Hun prøvede på at tale mere
med mig, men jeg svarede
kun med enstavelseord, så
hun holdt snart op. Jeg ville
ikke tale om min rejse, slet
ikke om mine gifteplaner.
Jeg var ikke glad. Den gamle
grønlænder ved min højre
side sad helt stille og sagde
ingenting. Jeg spurgte, hvad
han skulle i Danmark. Han
fortalte, at han skulle på ho-
spitalet for at blive behand-
let for sine dårlige øjne. Lidt
senere kom en ung grøn-
landsk kvinde og sagde no-
get til den ældre mand. Det
viste sig, at hun var sygeple-
jerske, og jeg tilbød hende
min plads og rejste mig. Jeg
ville hen og snakke med nog-
le unge grønlandske kvin-
der, der sad et andet sted -
blandt andet for at slippe
væk fra den danske kvinde,
som var så interesseret i mit
forestående bryllup.
Jeg blev i bedre humør, da
jeg var kommet over til de
unge kvinder. De var heldig-
vis ligeglade med, hvad jeg
skulle i Danmark, og jeg var
heller ikke interesseret i,
hvad de skulle. Vi købte nog-
le drinks, drak, snakkede og
lo.
Men da jeg vendte tilbage
til min plads, blev jeg trist
igen. Jeg vidste jo ikke, hvad
Erik ville sige tU, at jeg kom
nu. Jeg vidste ikke engang,
om han havde fået mit tele-
gram. Hvis han havde fået
det, hvorfor havde han så ik-
ke svaret? Nej, han havde
nok ikke fået det. Men så
kom han jo heller ikke til
lufthavnen og tog imod
mig... Hvad skulle jeg så gø-
re? Jeg kendte ingen menne-
sker i København, kendte
slet ikke byen. Jeg skulle al-
drig være rejst uden at have
hørt fra ham. Hvad skulle
jeg gøre, hvis... Jo nærmere
vi kom til Danmark, desto
mere nervøs blev jeg.
Erik var maskinarbejder
og havde arbejdet i Grøn-
land i de sidste to somre. Jeg
var kæreste med ham, mens
jeg var i huset hos ham. Han
boede i et lillebitte hus sam-
men med en anden dansker,
som de kaldte Gamle Han-
sen, fordi han var ældre end
de andre danske arbejdere.
Erik havde en kone i Dan-
mark, men han fortalte mig,
at deres ægteskab ikke var
så godt. Han ville gerne skil-
les. Men de havde et barn, og
han var bange for, at moren
ville få barnet ved skilsmis-
sen. Derfor blev han ved
med at udsætte skilsmissen.
Men da han rejste fra Grøn-
land for nogle måneder si-
den, sagde han, at han ville
indlede skilsmissefirhand-
lingerne, så snart han kom
til Danmark. Når det var i
orden, skulle vi giftes og ha-
ve børn. Han ville ikke tilba-
ge til sin kone. Han ville bo
hos sin mor, og han gav mig
morens adresse.
Da Erik rejste, gav han
mig mange penge, nok til en
flyvebillet tU Danmark. Han
lovede straks at give mig be-
sked, når han havde truffet
aftale med sin kone om
skilsmissen. Han regnede
med, at det ville gå hurtigt.
Jeg havde fortalt min fa-
milie og mine venner, at jeg
skulle til Danmark og giftes,
lige så snart jeg fik besked
fra min forlovede, så jeg blev
noget utålmodig, da der gik
en måned, uden at jeg hørte
noget fra Erik. Der gik end-
nu en måned, og jeg hørte
stadig væk ikke noget fra
Erik. Så gik jeg ned og bestil-
te en billet til et fly, som
skulle afgå to uger senere.
Derfefter sendte jeg et tele-
gram til Erik, hvor der stod,
at jeg kom til København
den og den dag. De to gik.
Jeg ventede på telegram fra
Erik hver dag, men der kom
intet. Så landede vi i Ka-
strup og gik ud af flyet.
Det varede længe, før vo-
res bagage kom. Da jeg hav-
de fået min kuffert, begynd-
te jeg at gå ud. Damen, som
havde siddet ved siden af
mig i flyet, kom hen til mig
for at sige farvel og ønske
mig alt godt i framtiden. Jeg
skyndte mig væk fra hende.
Tolderen ville ikke undersø-
ge min bagage, så jeg kom
hurtigt ud.
Da jeg kom ud af døren til
den store modtagelseshal,
stod jeg over for en masse
mennesker, som åbenbart
ventede på familie og ven-
ner, der kom fra Grønland.
Alle med glade og forvent-
ningsfulde ansigter. Jeg
kendte ingen. Jeg spejdede
efter Erik, men jeg kunne
ikke få øje på mig. Jeg gik
langsomt forbi de mange
mennesker. Jeg spejdede til
alle sider, men jeg kunne
stadig ikke finde Erik. Hver
gang jeg så en mand med
parcacoat på, troede jeg, det
var Erik, og standsede. Men
hver gang tog jeg fejl. Der
blev færre og færre menne-
sker i hallen. Folk hilste på
hinanden og gik ud sam-
men. Pludselig kom jeg til at
ryste voldsomt. Der skulle
vel ikke være sket det, jeg
frygtede: at Erik ikke kom?
Nej, det kunne ikke være
sandt, tænkte jeg. Han må
have taget fejl af flyets an-
komsttid! Men det troede jeg
nu ikke rigtig på. I min for-
tvivlelse kikkede jeg efter de
to unge kvinder, jeg talte
med i flyvemaskinen, men
også de var væk. Hvad kun-
ne der være sket? Måske
havde han aldrig fået mit te-
legram, måske havde jeg
skrevet adressen forkert, så
han aldrig fik telegrammet.
Hvorfor skulle han ellers
blive væk? Han havde jo lo-
vet mig, at vi skulle få det så
godt i Danmark. Det kunne
også være, at han var ude at
rejse. Jeg havde hørt, at
mange håndværkere holdt
ferie i varme lande, når de
kom hjem til Grønland. Må-
ske var han syg. Åh, det var
forfærdeligt, hvis han slet
ikke kom. Nu var der ikke
ret mange mennesker i luft-
havnshallen ud over dem,
som tilsyneladende arbejde-
de der. Jeg opdagede et stort
ur højt oppe og så, at jeg hav-
de vandret rundt næsten en
hel time med bagagevognen
med min kuffert og en pose
med toldfri varer. Pludselig
kunne jeg ikke mere. Jeg
satte mig på en stol og be-
gyndte at græde højt. »Kan
jeg hjælpe dig med noget?«
spurgte en uniformeret
mand mig. Jeg rystede på
hovedet.
»Venter du på nogen?«
spurgte han igen. Tudende
svarede jeg: »Ja!« og han
gik. Jeg hørte ham bande for
sig selv over grønlandske pi-
ger. Jeg blev så vred, at jeg
holdt op med at græde. Men
jeg rystede stadig.
Jeg kom til at tænke på
dengang, jeg som barn var i
Danmark. Jeg boede hos
nogle meget rare mennesker
på Fyn. Hvordan mon de
havde det? Det var længe si-
den. Jeg havde glemt, hvor
på Fyn det var. Vi skulle
skrive sammen. Det gjorde
vi også lidt til at begynde
med. Men da jeg holdt op
med at svare på deres breve,
holdt de også op med at skri-
ve. Hvis jeg havde holdt for-
bindelsen vedlige, kunne jeg
måske være kommet dero-
ver nu, hvis Erik ikke kom.
Men alligevel, jeg kunne ik-
ke tænke mig at tage til Fyn.
Jeg måtte gøre noget. Jeg
ville ikke blive siddende her.
Jeg ville ikke risikere, at
ham med uniformen kom
igen! Jeg måtte udenfor.
Måske kom der en grønlæn-
der, som kunne hjælpe mig.
Da jeg havde rejst mig og var
ved at gribe fat i bagagevog-
nen for at gå ud, kom jeg til
at se op og så en masse men-
nesker gå på gangbroen.
»Der er nok kommet en ny
flyvemaskine,« tænkte jeg
og fattede et nyt håb om, at
Erik sikkert havde taget fejl
af tiden og snart ville kom-
me ind ad døren. Jeg blev
stående og stirrede på dø-
ren.
Jeg blev meget forskræk-
ket, da der pludselig stod en
mand ved siden af mig.
Først kunne jeg ikke kende
ham. Så gik det op for mig,
at det var Erik. Han så ikke
spor glad ud. Et øjeblik stir-
rede vi bare på hinanden. Så
sagde han: »Hvorfor fanden
kommer du nu?«
Jeg ville sige: Fik du mit
telegram? men kunne ikke
få det sagt. Hviskede bare
noget om »Telegram«. Erik
forstod det åbenbart, for
han sagde: »Ja, jeg fik dit
telegram. Men vi havde jo
den aftale, at du først skulle
komme, når jeg sendte bud
efter dig! Så jeg ventede ik-
ke, at du ville komme.«
Det var skrækkeligt, at
min stemme ligesom svigte-
de, og jeg kun kunne hviske.
Men Erik kendte mit dårlige
dansk, så han forstod, da jeg
mumlede: »Hvorfor kom du
så, når du ikke ventede
mig?»
Han svarede: »Det rager
sådan set ikke dig, men jeg
hørte altså fra nogen, der
havde været med i flyet, at
du var med.« Og nærmest til
sig selv fortsatte han: »Jeg
måtte tage en taxa, det var
sgu en dyr historie.« Til mig
sagde han: »Du ved, at jeg
bor hos min mor. Jeg kan
godt fortælle dig, min mor
ikke blev spor glad, da jeg
ringede til hende og sagde,
at du var kommet. Hun har
ikke megen plads.«
Pludselig havde jeg fået
stemmen igen. Jeg sagde
meget bestemt: »Jeg skal ik-
ke hen til din mor!« »Hvor
fanden vil du så hen?« sagde
han. »Er der ingen hotel-
ler?« spurgte jeg.
«Du er sgu ikke rigtig
klog. Ved du, hvad et hotel-
værelse koster i Køben-
havn? Nej, hvor skulle du vi-
de det fra. Hvem siger også,
man kan få et værelse på
denne tid. Kom, det er snart
midnat, vi må skynde os,«
sagde han og tog min kuf-
fert.
Jeg havde ikke spor lyst til
at tage hen til hans mor.
’Min mor blev ikke glad, da
hun hørte, du kom. Hun har
jo ikke megen plads,’ lød det
i mit hovede! Hvor skulle jeg
vide det fra, at moren ikke
havde ret megen plads? ’Du
har jo aldrig fortalt, hvordan
din mor boede!’ tænkte jeg,
men jeg sagde ikke noget.
Nu var jeg jo nødt til at følge
med ham. Hvad skulle jeg el-
lers gøre? Men jeg gruede for
mødet med Eriks mor.
Uden at sige noget til hin-
anden, kørte vi mod byen
med en lufthavnsbus. sikke
en modtagelse. I mine
»drømme« havde jeg tit fore-
stillet mig min ankomst til
Danmark: Erik ville stå der
med blomster, han ville om-
favne mig og byde mig vel-
kommen. Måske ville hans
mor også være med. Men
nu: han sagde vist ikke en-
gang «Go’ da«.
Da vi kom til deres lejlig-
hed, lukkede moren op. Hun
hilste uden at smile. Så sag-
de hun, at det var sent, og at
nu gik hun i seng. Hun så
ikke min hånd, som jeg rak-
te frem. Jeg fik stærk hjerte-
banken, og jeg tænkte: ’Jeg
må se at komme væk herfra,
så snart jeg kan.’
Erik havde drukket, kun-
ne jeg se. Da vi var kommet
ind i den stue, hvor han
åbenbart plejede at sove,
blev han endelig venlig, han
var glad for den flaske Whi-
sky, jeg havde købt til ham i
flyet. Han spurgte, om jeg
var sulten, men det var jeg
ikke. Om han skulle lave
kaffe til mig? Nej, tak, jeg
skulle ikke have noget. Han
skænkede sig en Whisky og
spurgte, om jeg ville have
noget. Uden at vente på mit
svar, skænkede han et glas
op til mig, og da han rakte
begge vores glas ud, og hver
gang de blev tomme, skæn-
kede han igen. Vi tømte næ-
sten hele flasken og blev me-
get fulde. Jeg syntes lige, jeg
var faldet i søvn, da jeg våg-
nede ved, at Erik var ifærd
med at stå op. »Hvorfor skal
du allerede op?« spurgte jeg.
»Jeg skal være på arbejde
klokken 6. Jeg skal op klok-
ken 5 hver dag. Min arbejds-
plads ligger ret langt væk.
Og jeg må passe mit arbejde,
hvis jeg vil beholde det. Ved
du, at der er hundredetu-
sindvis af mennesker i Dan-
mark, der er arbejdsløse?«
Jeg mumlede et »ja«, selv
om jeg ikke rigtig vidste no-
get om det.
»Jeg skal bruge mange
penge,« fortsatte Erik, »jeg
skal sørge for min kone og
min søn. Og nu er du også
kommet.«
»Du skal ikke tænke på
mig. Jeg kan godt klare mig
selv. Jeg skal nok finde no-
get arbejde.« Jeg prøvede på
at sige det meget bestemt,
men det kiksede for mig.
Hans ord var som dolkestød.
For det var første gang, han
nævnede sin kone og sin
søn. Flere gange i løbet af
natten havde jeg tænkt på at
spørge om, hvordan det gik
med hans skilsmisse, men
jeg kunne ikke få det sagt.
»Hvad sagde du? skal du
arbejde? Det var fandens!
Hvad tror du, du kan få at
lave, hva’?«
»Du skal ikke være bange!
Jeg skal nok klare mig selv.«
Så kunne jeg ikke mere. Jeg
fik lige sagt med grådkvalt
stemme: »sørg du for din ko-
ne...« så lagde jeg hovedet på
puden og begyndte at græde.
»Det går nok,« sagde Erik
pludselig venligt. Han fort-
satte: »Nå, jeg må skynde
mig. Jeg plejer at drikke kaf-
fe sammen med min mor om
morgenen. Hun venter nok
allerede.« Jeg tørrede øjne-
ne, satte mig halvt op og sag-
de forbavset: »Er din mor al-
lerede oppe?«
»Min mor har noget ren-
gøringsarbejde om morge-
nen på et stort kontor fra
klokken halvseks til halvot-
te. Hun er sikkert tilbage
ved ottetiden. Så kan I drik-
ke kaffe sammen. Jeg skal
sige til hende, at I skal drik-
ke kaffe sammen.«
Han kunne åbenbart se,
at jeg var forbavset, for efter
en lille pause sagde han
igen: »Du skal være klar
over, at det ikke er noget vel-
haverhjem, du er kommet
til.« Jeg svarede ikke. Han
så på den store æske fyldt
chokolade, der lå på bordet.
Jeg havde fortalt ham i nat,
at jeg havde købt den til
hans mor. »Den bli’r hun
glad for,« havde han sagt.
Jeg kunne ikke sove mere.
Hjemme i Grønland troede
jeg, at Eriks mor var en vel-
havende dame. De fleste af
os grønlændere tror, at alle
danske er rige. Men sådan
var det nok ikke i virkelighe-
den. Jeg kunne se, at det var
en gammel lejlighed, Erik og
hans mor boede i, to små
værelser og et lille køkken.
Jeg havde endnu ikke set
mindre end det her. Lejlig-
heden var vel stor nok for en
person, men nu var vi tre.
Jeg kunne ikke holde ud
at tænke på fremtiden. Jeg
kunne også godt mærke, at
jeg havde fået meget at drik-
ke i nat. Jeg stod op. Jeg ville
rydde op i værelset, inden
Eriks mor kom hjem fra sit
arbejde. Jeg puttede senge-
tøjet i en skuffe under sofa-
en, hvorfra jeg havde set
Erik tage det om natten. Jeg
vidste ikke, hvor jeg skullle
gøre af mit tøj, så jeg lod det
blive i kufferten og stillede
kufferten i et hjørne. Så sat-
te jeg mig på en stol og kik-
kede mig rundt i stuen. Jeg
kunne se en del fotografier
på væggene og rejste mig for
at kigge nærmere på dem.
Det er nok familiebilledder,
tænkte jeg. Jeg så billeder af
Erik som barn, som konfir-
mand og som voksen, og nu
fik jeg øje på flere barnebille-
der, der så helt nye ud. ’Det
er nok Eriks søn, ’ tænkte jeg
og satte mig på stolen igen.
Jeg ville ikke se flere foto-
grafier.
Jeg kom igen til at tænke
på Eriks mor. Tænk at hun
havde rengøringsarbejde.
Var de virkelige så fattige?
Jeg fik pludselig ondt af
hende og gik ud i køkkenet
for at se, om køkkengulvet
trængte til at blive vasket.
Efter at have ledt lidt, fandt
jeg en gulvspand og ville fyl-
de den med varmt vand.
Over køkkenvasket var der
to vandhaner. Jeg drejede på
den ene. Det var koldt vand,
så drejede jeg på den anden.
I det øjeblik jeg drejede, kom
der en underlig lyd, som om
noget gik i stykker inde i
den. Jeg blev meget for-
skrækket og skyndte mig at
lukke igen. Tænk, hvis den
var gået i stykker! Jeg gik
over til komfuret, fyldte
kedlen og satte den over for
at varme vand i den. Så dre-
jede jeg en knap på komfu-
ret. Der kom en susende lyd
fra komfuret. Det var mær-
keligt. Sådan lød det ikke,
når vi tændte for det elektri-
ske komfur, som Erik og
Gamle Hansen satte op i vo-
res lille hus i Grønland.
Mon det her skulle være
det, man kalder et gaskom-
fur? Jeg skyndte mig at
slukke. Så holdt den susen-
de lyd op. Der skete forhå-
bentlig heller ikke noget
med det, tænkte jeg og op-
gav min tanke om at vaske
gulvet. Det kan også være
det samme, så sur hun så
ud, da jeg kom i nat! tænkte
jeg videre, tømte kedlen for
vand og satte den på plads.
Jeg stillede alting omhygge-
ligt på plads igen. Ingen
skulle kunne se, at jeg havde
rumsteret i køkkenet.
Jeg gik ind i stuen igen.
Klokken var kun halvsyv.
Jeg lagde mig ned på sofaen
og prøvede på at sove lidt