Atuagagdliutit - 12.09.1995, Blaðsíða 8

8
ILINNIARFISSUAQ 1845 - 1995
Ilinmarfissuaqs historie
Henrik Vilhjelm har tegnet dette historiske portræt af Ilinniarfissuaq
I år kan Ilinniarfissuaq fejre
sit 150-års jubilæum - det har
kun to andre seminarier i
Danmark kunnet:Blågård og
Skårup seminarier. (En
egentlig læreruddannelse fik
man først i Blågård Semina-
rium i 1791, og allerede
omkring år 1800 var det
stærkt på tale at etablere en
form for »højere undervis-
ning«, inklusive læreruddan-
nelse, i Grønland, men Dan-
marks deltagelse i Napole-
onskrigene satte en stopper
for disse planer. Der blev
dog vedblivende både i Dan-
mark - og især fra Det Dan-
ske Missionsselskab og
Grønlandskommissionen af
1835 - og i Grønland presset
på for at få unge grønlænde-
re videreuddannet).
Omkring 1840 blev adskil-
lige unge grønlændere sendt
til Danmark på videreuddan-
nelse, og to af dem - Otto
Berthelsen og Jakob Lund -
kom (efter at have lært til-
strækkeligt dansk hos over-
lærer Andersen på Amager)
på Skårup Seminarium.
Ved nytårstid 1845 beslut-
tedes det imidlertid, at der
skulle etableres to seminarier
i Grønland, et i Godthåb og
et i Jakobshavn. Allerede
samme sommer udnævntes
den første seminarieforstan-
der - den tidligere missionær
i Holsteinsborg, Steenberg -
til tiltrædelse pr. 1. august -
uden elever, uden seminari-
um og uden bolig.
Sammen med missionær
C.E. Janssen i Holsteinsborg
udarbejdede han nu planerne
for den kommende undervis-
ning. Og i foråret 1846 ud-
sendte missionskollegiet en
»Foreløbig Instrux for semi-
narieforstandere i Grøn-
land«.
- Den skulle have gjaldt i
to år, men kom til at gælde
hele »Det gamle Seminari-
um«- indtil 1902.
De kommende kateketer
skulle især beskæftige sig
med bibel og katekisme, men
også skrivning og regning.
Fag som geografi, historie og
dansk skulle også være med
på skemaet og efterhånden
astronomi, biologi og fysik.
De grønlandske seminarier
skulle således ikke stå tilba-
ge for de danske!
Man havde endnu ingen
seminariebygninger, så indtil
videre skulle undervisningen
foregå i missionærboligerne.
Det første hold kom i gang
i Holsteinsborg d. 11. sep-
tember 1845, (og fra dette
hold fortsatte Eli Fontain
senere til Godthåb og blev
færdig med det første hold i
1851. Denne første grønland-
ske seminarieelev var siden
kateketformand på sin hje-
megn i en årrække, indtil han
omkom i kajak).
Også i Godthåb kom semi-
narieundervisningen i 1845.
Der var ingen missionærbo-
lig, men Steenberg blev ind-
kvarteret hos Hollbøll i
inspektørboligen, og i no-
vember begyndte han at un-
dervise Frederik Berthelsen
og Elias Platou. Også disse
blev færdige i 1851 - den ene
kom derefter til Kangaamiut
og den anden til Qassimiut.
I 1847 var seminariebyg-
ningen - den nuværende
bispebolig - færdig og den
blev taget i brug d. 1. okto-
ber. (Ovenpå boede forstan-
deren, og nedenunder var
den ene halvdel bolig for en
dansk seminarielærer. I den
anden halvdel fandt under-
visningen sted. Øverst i byg-
ningen blev Grønlands første
lånebibliotek indrettet.)
Blandt de nye elever i
1847 var (også Otto Berthel-
sen - han skulle lige et år ha-
ve genopfrisket sit grøn-
landsk - og) Rasmus Berthel-
sen, der efter fire år hos lærer
Andersen på Amager meget
hellere ville have været på
Skårup Seminarium som sin
fætter.
Men efter kun to års under-
visning blev han dimitteret
fra Godthåb Seminarium,
hvor han derefter blev lærer -
og virkede til sin død i 1901
(som underviser i mange for-
skellige fag, især skrivning,
musik, regning og dansk).
Eleverne
Eleverne var normalt ganske
unge - missionærerne ud-
valgte dem blandt konfir-
manderne og forberedte dem
så i et år eller to, inden de
blev sendt til Godthåb. (Så
de var normalt 15-17 år gam-
le, når de tog afsted).
Men ikke alle forældrene
ville lade deres sønner rejse
til Godthåb i de 6 år, uddan-
nelsen varede. Og derefter
kunne man ikke engang være
sikker på at få dem tilbage
igen, selv om der blev lagt
vægt på at vælge elever fra
de steder, hvor der var størst
behov for at få uddannede
kateketer. Det er grunden til,
at så forholdsvis få elever
kom fra Godthåb og omegn.
Det var dengang et af de
mindste distrikter.
Fra fangerfamilier kom der
i mange år ikke ret mange
elever. Der var dog en del
elever fra fangerfamilier,
hvor moderen var blevet en-
ke. De fleste elever var
»blandinger« (d.v.s. med
mere eller mindre dansk blod
i årene) fra familier, hvor
forsørgeren var kateket eller
KGH-ansat.
De første år kunne optages
elever hvert år - der måtte
blot ikke være mere end 8
elever i alt. (Alle gik i sam-
me klasse og blev undervist
på een gang - for det meste
uden bøger ud over hvad de
fik dikteret). Eleverne var
inkvarteret hos private i
Godthåb og fik lidt økono-
misk støtte - udbetalt med ca.
11 kr. om ugen - udover nyt
tøj til jul og påske og kajak-
redskaber.
Modstand mod det
nye seminariums linie
Steenberg var forstander ind-
til 1853 og blev da afløst af
sin svoger Janssen, der alle-
rede havde undervist adskil-
lige år ved seminariet.
Der blev lagt stor vægt på,
at seminarieeleverne blev
dygtige til fangst og kajakro-
ning, og seminariet havde
ansat en særlig kajaklærer til
at tage sig af undervisningen.
Han var så samtidig pedel
ved seminariet. (I en menne-
skealder bestred Carl Arnitz
denne post sidst i Attenhun-
dredetallet. Kateketlønnen
var ikke særlig høj, så det var
vigtigt, at kateketerne selv
kunne sørge for mad til fami-
lien. Men det var også vig-
tigt, at kateketerne ikke blev
fremmede for deres lands-
mænd, men tvært imod også
i fangererhvervet kunne være
foregangsmænd. Forstande-
ren sørgede for, at eleverne
det meste af sommeren kom
til at bo hos en dygtig fanger-
familie på en af Godthåbs
bopladser).
I begyndelsen var både
elever og forældre imod den-
ne undervisning, fordi de
netop havde valgt seminarie-
uddannelsen som et alterna-
tiv til en fremtid som fange-
re.
Det blev Janssens fortjene-
ste at overvinde denne mod-
stand, såvel som den mod-
stand, der fra mange sider
rejste sig mod den meget
grønlandske linie, som semi-
nariet i Godthåb fulgte.
Mange mente, at der burde
lægges meget mere vægt på
opdragelse i dansk kultur og
sprog - en linie som i højere
grad blev fulgt ved Jakobs-
havn Seminarium.
Danskundervisningen
Men undervisningen i dansk
var længe et smertens barn.
Selv om mange elever
havde dansk far, gjaldt det
også dem, at deres kundska-
ber i dansk var meget små,
og deres lyst til at lære dette
vanskelige sprog endnu min-
dre. Ministeriet ønskede fa-
get tildelt mange timer, og
allerede i 1860-erne var det
oppe på 5 timer ugentligt.
Forstanderne klagede alle -
også Balle - over, at der kom
så lidt ud af alle anstrengel-
serne - og Kleinschmidt
fandt, at det i bedste fald var
ren tidsspilde. Først i 1920-
eme fik eleverne mere lyst til
at lære dansk.
Kateketik
Det var også Janssens fortje-
neste at indføre kateketik
(undervisningspraktik) som
fag. Og når han tog afsted på
udstedstur i seminariets båd,
havde han ikke sjældent sine
elever med i kajak. Og så
deltog de også i undervisnin-
gen og overhøring i udsteds-
skolerne.
Over alt i Grønland var
»remsemetoden« den eneste
anvendte undervisningsme-
tode i børneskolen, og fra
seminariets oprettelse for-
søgte man at komme den til
Ilinniarfmuup eqaarsaartarfia, suli ullumikkut Nuummi illut kusanarnersaannut ilaasoq,
piffissap ingerlanerani kulturikkut suliniuterpassuarnut atorneqartarpoq. Soorlu isiginnaar-
titsinerit tusarnaartitstnerillu ingerlanneqartarput.
Seminariets gymnastiksal, som stadig fremtræder som en af Nuuks smukkeste sale, har gen-
nem tiden være anvendt til mange kulturaktiviteter. Der blev for eksempel spillet teater og
afholdet koncerter.
livs ved i stedet at lægge
vægt på, at eleverne virkelig
forstod; hvad de læste.
Samuel Kleinschmidt
flytter til
Ilinniarfissuaq
I 1850-erne var der også et
seminarium i Nyherrnhut,
hvor Kleinschmidt var for-
stander, og de to seminarier
udviklede efterhånden en del
samarbejde, idet eleverne
med deres forstandere af og
til deltog i hinandens under-
visning. Det samarbejde var
man mere glad for i Godthåb
end i Nyherrnhut, så da semi-
nariet dér blev lukket (p.g.a.
uenighed mellem Kleins-
chmidt og hans medarbejde-
re) flyttede Kleinschmidt til
Godthåb, hvor H.F. Jør-
gensen nu var forstander
(1857-68), og Kleinschmidt
var lærer ved Godthåb Semi-
narium fra 1860-84.
Trykkerivirksomhed
Allerede mens Janssen var
forstander, havde seminariet
fået sit - og Grønlands -
første trykkeri, hvor Rasmus
Berthelsen og seminarieele-
verne brugte megen tid på at
trykke meddelelser til deres
landsmænd - og da dette
trykkeri blev sammensmeltet
med et større trykkeri , som
Rink fik op, blev de også i
starten engageret i udgivel-
sen af de nyindsamlede
myter og sagn.
Men Kleinschmidt bragte
også et trykkeri med sig fra
Nyherrnhut til seminariet, og
Kleinschmidt forfattede og
trykte her en række lære-
bøger til seminariet.
Ny seminariestruktur
Kleinschmidts flytning til
Godthåb medførte også et
par andre nydannelser ved
seminariet her. Man begynd-
te nu - som på seminariet i
Nyherrnhut - kun at optage
elever hvert 3. år - fire ad
gangen. Man fik så to klas-
seride små og de store, som
undervistes sammen. Alle fik
altså i løbet af de 6 år, uddan-
nelsen varede, gennemgået
stoffet to gange. Denne
struktur bevaredes resten af
århundredet.
Kollegiebyggeri
Kleinschmidt havde i Nyher-
rnhut ønsket at bygge en
særskilt bygning som kolle-
gium og seminarium. Det fik
han ikke lov til dengang.
Men i Godthåb opførte man i
1861, bagved kirken, Grøn-
lands første kollegium, hvor
alle 8 elever blev inkvarteret.
(En ældre kone, Susanne,
blev ansat og indlogeret som
madmor. Hun blev den første
af en lang, lang række, som
frem for nogen ofrede deres
liv for Ilinniarfissuaq, som
reservemor for eleverne.)
Årsagen til dette første
kollegiebyggeri var bl.a., at
en af eleverne døde af tuber-
kulose, og man mente at kun-
ne give eleverne sundere og
roligere boligforhold i kolle-
giet.
Trængsel og trivsel
Men disse år blev den største
prøvelse i seminariets histo-
rie, både før og siden. På to
år - 1860-62 - døde 5 elever -
mere end halvdelen af det
normerede elevtal!
(En elev omkom i kajak,
mens resten døde af tuberku-
lose eller under epidemier.)
Men man kunne så glæde
sig over, at det næste hold
alle gennemførte, tilmed som
det måske dygtigste hold i
det gamle seminariums his-
torie: Johan Dahl og Anders
Petersen, samt fætrene Julius
Motzfeldt og Eli Sivertsen.
Da de to førstnævnte be-
gyndte at holde prøveprædi-
kener, måtte forstanderen
indrømme, at han ikke selv
kunne have gjort det bedre.
N.E. Balle
For at mindske modsætnin-
gen mellem de to seminarier
valgte man i 1870 N.E. Bal-
le, der i 5 år havde været
lærer ved Jakobshavn Semi-
narium, som ny forstander
ved Godthåb Seminarium.
Balle foretog ikke mange
ydre ændringer i seminariets
liv, men brugte megen energi
på at bibringe eleverne et le-
vende og engageret trosfor-
hold. (Samtidig blev elever-
ne næsten en del af familien
Balle. Balle genoptog Jans-
sens skik med at tage dem
med på sine tjenesterejser -
nu som roere i rejsebåden).
Kateketarbejdsløshed
og præsteuddannelse
Uddannede kateketer blev
normalt kun ansat i kolonier-
ne og på de lidt større udste-
der og bopladser, og i 1870-
erne oplevede man - efter at
20 uddannede kateketer var
ansat i Sydgrønland - at man
ikke kunne skaffe arbejde til
alle de nyuddannede kateke-
ter.
(Man lod de dygtigste føl-
ge det 3-årige seminariekur-
sus for 3. gang, samtidig med
at de fik ekstraundervisning i
dansk - med henblik på sene-
re videreuddannelse til præst
i Danmark. Det blev et langt
uddannelsesforløb for de to
første, Lars Berthelsen og
Jens Chemnitz. De måtte
gennemføre seminariets
grundkursus endnu en 4.
gang og dertil i alt 5 år i Dan-
mark, før de i 1885 blev ordi-
nerede).