Atuagagdliutit - 12.09.1995, Blaðsíða 9

ILINNIARFISSUAQ 1845 - 1995
9
Jakobshavn
Seminarium lukkes
1875
Da der også var problemer
med at skaffe missionærer og
seminarielærere, lukkede
man i 1875 Jakobshavn Se-
minarium og flyttede alle
elever til Godthåb, hvor ka-
paciteten til gengæld udvide-
des først til 12 og i 1890-erne
til 16.
(Så mange var der ikke
kollegieplads til, men de ny-
gifte Chr. og Karoline (?)
Rosing fik så fem seminarie-
elever som plejebørn. Samti-
dig var det besluttet at starte
en almen højere »grundsko-
le«, men der kom til at gå
endnu 50 år, før den blev en
realitet.
I slutningen af århundredet
- efter Kleinschmidts død -
var flere tidligere elever,
f.eks. Andreas Hansen, Elias
Petersen og - længst - Chr.
Rosing, lærere ved Ilinniar-
fissuaq).
Katastrofeåret 1900-01
Året 1900-01 blev et kata-
strofeår for Ilinniarfissuaq.
Først døde N.E. Balle, og
få måneder senere Rasmus
Berthelsen. Tilbage var Chr.
Rosing og den nydimitterede
Niels Lynge, sammen med
en lige så nydimitteret dansk
cand.teol., (en ikke, som alle
ellers havde ønsket, Frederik
Balle).
Det blev H.V. Kristensen,
der endnu intet grønlandsk
kunne, men var kommet til
Godthåb for at lære det. Iste-
det blev han forstander, og
det var et umuligt job for
ham. Da året lakkede mod
enden, anmodede samtlige
elever og medarbejdere om
at få ham fjernet og udskiftet
med en anden.
Det ny Ilinniarfissuaq
afløser det gamle
Fjernet blev han ikke, men
udskiftet. Schultz Lorentzen,
som tidligere havde været et
år i Godthåb som seminarie-
lærer, blev hentet tilbage her-
til fra Egedesminde.
Med hans forstandertid -
1901-10 - indledtes »Det nye
Ilinniarfissuaq« med et nyt
symbokDen vækkede hane,
og et nyt valgsprog :»Opad -
fremad«, og indvielse af det
nuværende Ilinniarfissuaqs
hovedbygning, d. 18. sep-
tember 1907. Ilinniarfissuaq
fik igen sit eget trykkeri -
Kleinschmidts gamle - og
herfra strømmede nu lære-
bøger og meddelelser til
medarbejdere og menighed.
Elevtallet næsten
tredobles
Nyordning af skole og kirke
1905 medførte et øget behov
for uddannede kateketer.
Målet blev at få uddannede
kateketer så mange steder
som muligt. Ilinniarfissuaqs
kapacitet blev derfor vold-
somt udvidet.
Hvor der før blev optaget
6-8 elever ad gangen, kunne
der nu optages 20 elever i
hver klasse. Og hvor det
gamle seminarium på 60 år
havde optaget 100 elever,
optog man nu i løbet af de
næste blot 30 år 170 elever.
Stadig 2 klasser i 6 år -
men nye fag og nye
aktiviteter
Uddannelsens længde var
Aage Bugge aamma Augu Lynge atuartitsisut. Nunatta katersugaasivianit assip oqaasertaa-
ni assiliseqataasut kikkuuneri allassimanngilaq
Aage Bugge og Augo Lynge underviser. Af landsmuseets billedtekst fremgår ikke, hvem der i
øvrigt er med på fotografiet (Ass./foto: John Møller).
fortsat 6 år, og der optoges
kun elever hvert 3. år, men
de to klasser undervistes ikke
længere sammen og fik ikke
længere samme pensum gen-
nemgået to gange.
Fagrækken blev væsentligt
udvidet. Undervisningen i
pædagogik bestod ikke læn-
gere kun i katekisation, men
fagene psykologi og opdra-
gelseslære kom på skemaet.
Det gjorde f.eks. sundheds-
lære, husflid og gymnastik
også. Og der blev derfor også
bygget en gymnastiksal, der i
en meget lang årrække blev
hele byens kulturcenter.
Her holdtes folkelige mø-
der, spilledes komedier,
holdtes koncerter og danse-
des. Ikke mindst musikken
spillede en stor rolle efter
den tidligere elev Jonathan
Petersen var blevet seminari-
elærer (1905-52). Med Fre-
derik Balle fik Ilinniarfissu-
aq sin første forstander
(1910-25), der havde talt
grønlandsk fra barnsben.
Balle havde også fortjene-
sten af, at gøre fodboldspillet
til en central del af fritidsli-
vet ved Ilinniarfissuaq. Han
var selv næsten altid med,
når der blev spillet fodbold.
Elendig kost
Frisk luft og åndelig næring
blev der således sørget for,
men kosten klagede både
elever og udenforstående
over. Bygvandgrød fik ele-
verne til middag, mens en
humpel tørt rugbrød og nog-
le stykker hugget sukker
skulle strække til både af-
tens- og morgenmad. Kød og
fisk fik eleverne kun i det
omfang, de selv skaffede det
på den ugentlige fangst- og
kajakdag.
Kajakroningen havde rin-
ge tilslutning og blev afskaf-
fet som fag i 1928.
Efterskole + højskole +
seminarium = Kateket
Endelig med styresesloven af
1925 indførtes den almene
højere grunduddannelse, der
havde været på tale lige siden
begyndelsen af 1800-tallet,
og besluttede både i 1875 og
1905. Der kom to-årige efter-
skoler ved Ilinniarfissuaq, i
Julianehåb og Egedesminde,
hvor der kom både en dren-
ge- og en pigeefterskole.
Ville man læse videre,
kom man på en to-årig »høj-
skole« ved Ilinniarfissuaq,
hvor man kunne vælge mel-
lem realklassen, der fortrins-
vis sigtede mod en ansættel-
se i KGH, og seminarieklas-
sen, der var forberedelseklas-
se til optagelse på det nu to-
årige seminarium.
Der ansattes nu to danske
seminarielærere mod hidtil
kun een.
Bedre kost og
danskundervisning
Aage Bugge var nu forstan-
der (1925-34) og i hans tid
opførtes »økonomien« (nu
GU-administrationsbygning)
med køkken og spisesal og
dermed en væsentlig bedre
forplejning af eleverne.
I disse år besluttedes det
også at gøre en ekstra indsats
for danskundervisningen, der
nu fik dobbelt timetal. Ele-
verne skulle også lære at
undervise i dansk i børnesko-
len.
Elevråd, elevforeninger
- og elektrisk lys
Som forstander blev Bugge
afløst af Fuglsang-Damgaard
(1934-45). Avgu Lynge var
blevet seminarielærer (1924-
59) og bidrog meget til frem-
komsten af en samfundsde-
bat i og udenfor seminariet,
bl.a. ved stiftelsen af forenin-
gen »Grønlands børn«.
Overhovedet blev krigen
foreningernes tid i Grønland.
På seminariet kom også to:
En sportsforening (G.S.S.)
og en elevforening (Ikinn-
gut), især fordi ledelsen ikke
var så tryg ved, at eleverne
blandede sig i foreningslivet
udenfor seminariet.
Til gengæld skabtes der
også et elevråd, bestående af
elevhusenes husherre og en
oldermand. Dets fornemme-
ste opgave var at opdrage
eleverne til selvdiciplin og
det fik ret vidtgående straffe-
beføjelser. Men krigen betød
også på Ilinniarfissuaq en
øget interesse for og vilje til
selvbestemmelse og ansvar-
lighed.
Så afløste det elektriske
lys tranlamperne, hvad ingen
beklagede.
Pigernes indtog
Allerede i 1930-erne blev der
optaget enkelte kvindelige
seminarieelver, men først i
Elmkjærs forstandertid
(1945-52) blev de så mange,
at der måtte skaffes dem et
særligt elevhus.
Nu var danskindlæringen
kommet så vidt, at man
begyndte at anvende danske
lærebøger i undervisningen.
Nyordningen - man
skeler til Danmark
Nyordningen i 1950 fik også
stor betydning for Ilinniarfis-
suaq i Binzers forstandertid
, (1952-). Der indføres realek-
samen efter danske retnings-
linier. Det tør man ikke for
læreruddannelsens vedkom-
mende, på grund af den store
mangel på grønlandske lære-
re
Men man skeler alligevel
til Danmark. 1957-uddannel-
sen er tre-årig og det sidste år
skal tilbringes i praktik ved
en dansk landsbyskole. En
anden nyskabelse: Uddan-
nelsen bliver en egentlig læ-
reruddannelse.
Det er første gang i Ilinni-
arfissuaqs historie, at man
kan blive lærer uden samti-
dig at skulle blive kateket.
Kun ganske få vælger kate-
ketlinien, men heller ikke
læreuddannelsen har stor
søgning, og mange af de ud-
dannede forsætter på dansk
seminarium. Konklusion:
Ilinniarfissuaq er ikke så til-
trækkende for grønlandske
unge, hvis læreruddannelse
lå på et lavere niveau end den
danske.
Danske tilstande
Man overvejede derfor fak-
tisk helt at afskaffe en særlig
grønlandsk læreruddannelse,
men besluttede sig så i stedet
for, mens Chr. Stærmose var
seminarielektor, i 1964 i
Grønland at kopiere mest
muligt fra den danske lærer-
uddannelse og indføre en 4-
årig grøånlandsk lærerud-
dannelse, hvor det sidste år -
liniefagsåret - skulle tilbrin-
ges ved et dansk seminarium.
Dansk liniefagsår
erstattes med
grønlandsk praktikår
I 1970-erne - hjemmestyreår-
tiet - var der stigende util-
fredshed med ombyttet af
studieåret i Danmark, der
ønskedes udskiftet med et
praktikår i Grønland. Det
blev realiseret i Ingmar Ege-
des rektorperiode (1976-88),
da der i 1979 indførtes en 4-
årig læreruddannelse.
Adgangskravet var nu stu-
denter- eller HF-eksamen, og
i 1977 var Grønlands første
HF-kursus blevet placeret
ved Ilinniarfissuaq, der i
1970-erne også havde huset
en 2-årig faglæreruddannel-
se.
Nye uddannelser ind
- og ud
Da tilgangen til læreruddan-
nelsen fortsat ikke forminds-
kede mangelen på grønland-
ske lærere, forsøgte man sig i
1989 med to nye uddannel-
ser:Man oprettede en decen-
tral læreruddannelse, hvor de
studerende i tre år bliver,
hvor de bor og underviser i
den lokale folkeskole, samti-
dig med at de deltager i bre-
vkurser og internatskurser
for så at tilbringe et fjerde år
på Ilinniarfissuaq.
Denne uddannelse synes at
være en succes. Men den
centrale læreruddannelse
blev gjort tre-årig (især prak-
tikperioden forkortedes),
samtidig med at man skærpe-
de adgangskravene. Denne
uddannelses levetid blev
imidlertid rekordkort. Nu gø-
res læreruddannelsen igen
fire-årig.
Rekordkort blev også en
anden ændring: I 1989 ud-
skiltes HF-kurset igen fra
Ilinniarfissuaq, som stedet
blev hjemsted for social-
pædagog- og socialrådgiver-