Atuagagdliutit - 12.09.1995, Side 14

14
ILINNIARFISSUAQ 1845 - 1995
- Vi fik da lært, at det er
klokken, der bestemmer
Otto Steeenholdt og jeg kunne ikke enes om noget som helst i seminarieti-
den, heller ikke om, hvem der skulle holde jagtgeværet og skyde. - Men vi
slap da levende fra det begge to, fortæller forhenværende seminarieelev
Jonathan Motzfeldt
Som et naturbarn af Guds
nåde, var det noget helt, helt
nyt at skulle lære klokkeslet-
tets betydning at kende, for-
tæller fhv. landsstyrefor-
mand, medlem af Landstin-
get, præst, skolelærer og me-
get, meget mere, Jonathan
Motzfeldt, der nu blandt
andet bruger sin tid i KNI.
Men nok om det...
Denne gang handler det
om skolelæreren Jonathan
Motzfeldt eller mere præcis
tiden før, han blev skole-
lærer, og det bringer os helt
tilbage til seminariet i Nuuk,
da den landskendte og folke-
kære politiker startede sin
første uddannelse - en barsk
tid, men også en meget lyk-
kelig tid.
- Jeg har stort set altid
vidst, at jeg ville være præst.
I en venindebog har jeg vist
nok skrevet, at mit næsthøje-
ste ønske var at blive præst
og mit højeste at blive en god
politiker. Det første lykke-
des, det sidste må jeg nok
lade andre dømme om, for-
tæller Jonathan Motzfeldt.
- Præstevejen var blandt
andet brolagt med en nød-
vendig realeksamen og en
lærereksamen, før man nåede
det forjættede universitet.
Præst og underviser i
Qoornoq
Skolelærer Motzfeldt har
faktisk kun undervist i tre
måneder og tre uger.
- De første tre uger var i
Qoornoq, hvor min rektor
faktisk misbrugte mig. Kate-
keten i Qoornoq skulle til
behandling på hospitalet, så
jeg blev som førsteårsstude-
rende sendt til Qoornoq i tre
uger, hvor jeg både skulle
prædike i kirken og undervi-
se børnene.
- De sidste tre måneder
kom jeg til at undervise i
Sukkertoppen, inden jeg rej-
ste til Danmark. Siden har
jeg skånet børnene og kun
undervist som timelærer i
religion.
- Hvordan var det at kom-
me på seminariet?
- Det var efter det engelske
kostskolesystem. Da jeg kom
til Nuuk og skulle bo på kol-
legiet, var det i rektor
Binzers tid. Vi boede 20 ele-
ver i to små sovesale. Der var
intet privatliv, men masser af
fællesskab, en seng og et
skab eller et bord og en smal
gang uden om sengen. Her
levede vi, læste og arbejde-
de. Nogen spillede hele tiden
musik eller skændtes eller
forsøgte at læse lektier. Vi
havde opgaver udover de
boglige, idet skulle hente
vand, sørge for ovnen, rense
lokumstønden og holde rent.
Hjemme klokken ni
Bruseren var ikke opfundet,
da jeg kom på kollegium i
1950’erne. Vi vaskede os i
det vand, som blev hentet.
Mellem kl. 17 og 18 var det
tid til lektielæsning, og som
ung mand skulle vi være
hjemme på vore værelser kl.
ni. Skulle vi være senere ude,
skulle vi have rektors skrift-
lige tilladelse.
Der var et straffesystem,
hvorefter vi kunne få frataget
vores frihed ved i stedet at
gøre rent, rense kakkelovne,
hente vand eller tilsvarende,
men vi kunne også helt eller
delvist blive frataget vore
lommepenge, der så vidt jeg
husker, var to kroner om
ugen.
- Kom du nogen sinde for-
sent.
- Ja, jeg husker en nytårs-
aften, hvor jeg var for længe
ude, men det blev vist ikke
opdaget.
- Det var en meget lykke-
lig tid. Vi blev kammerater
for livet, og så lærte vi, hvad
klokken var slået - eller sagt
på en anden måde: Vi lærte
at tid var noget værdifuldt,
og at tidspunkter er noget,
som skal overholdes. Hjem-
mefra kendte man som fan-
gerbarn ellers udmærket til
diciplin. Vi skulle hjælpe til
med alt fra at hente kul til
mor til at flække torsk ved
fiskeriet. Og så skulle man
også passe sin skole. Men
klokken lærte vi først at ken-
de, da vi kom på seminariet
og kostskolen.
De vigtige baller
- Hvad fik du tiden til at gå
med i seminarietiden?
- Jeg var medlem af elev-
foreningen »Ikinngut«. Sene-
re blev jeg medlem af besty-
relsen, og her var der nok at
lave fra dilettant-komedier til
den årlige nytårsrevy, sports-
arrangementer, foredragsaf-
tener og sidst - men bestemt
ikke mindst - ballerne.
Det var en god klasse, som
jeg kom i, og mange af os
mødes fortsat. Jeg var med-
lem af skolens sangkor, som
jeg tror har eksisteret siden
seminariets begyndelse. Det
bliver et meget stort kor, der
nu skal dannes af gamle ele-
ver i forbindelse med jubi-
læet.
- Hvordan med maden på
seminariet i din tid?
- Vi fik naturligvis megen
grønlandsk proviant. Især var
det dejligt med alt det rens-
dyr, vi fik, og masser af fisk
og havfugle, men vi fik da
også dansk mad. Jeg husker
endnu, at pedellen - jeg tror,
at han hed Nielsen - holdt en
pattegris i et rum på semina-
riet. Den var vi med til at
fede op, og den blev meget
rund. Den blev slagtet ved
juletid, og så stod den på
flæskesteg - det var tider.
Men jeg husker også, at vi
kunne være med til at styrke
køkkenets formåen ved at gå
på jagt. Vi lånte jolle, gevær
og patroner, og udbyttet blev
anvendt af økonomaen i se-
ROYAL ARCTIC LINE-IP
/o {7-

/
ROYAL ARCTIC LINE
ROYAL
ARCTIC

LINEA/s
1950-ikkut naalerneranni atuaqatigiit amerlanerit assilisis-
simasut. Jonathan Motzfeldt qiterliuvoq isarualik.
Her ses det meste af klassen fra slutningen af 1950-erne.
Jonathan Motzfeldt ses i midten med briller.
minariets køkken.
- Vi slap da
levende fra det
Jeg husker, at jeg sammen
med Otto Steenholdt, der gik
en klasse over mig, var på
sådanne jagter. Vi kunne ik-
ke enes om noget som helst,
selv om vi begge var fanger-
børn. Vi kunne ikke finde ud
af, hvem der skulle ro eller
skyde. Alligevel er vi da beg-
ge kommet levende hjem fra
de jagtture.
Vi måtte sommetider træk-
ke lod om, hvem der skulle
skyde, og hvor mange gange.
Jonathan Motzfeldt pujor-
taatitortuaannartoq ilisar-
naqaaq, aatsaat oriartar-
magu sinileraangami.
Man kunne altid kende
Jonathan Motzfeldt på
piben, den forlod ham stort
set kun, når han sov.
Men mad kom der da ud af
det.
- Jeg har siddet og set på
gamle billeder, og jeg kan se,
at vi den gang spillede fod-
bold i en halv meter sne. Jeg
er også i den periode blevet
grøndlandsk mester i fod-
bold, så noget har jeg da dre-
vet det til som venstre inne-
rwing eller centreforward.
Det drejede sig den gang
meget om sport i den spar-
somme fritid.
- Var der nogen lærere, der
kom til at betyde noget
særligt for dig?
- Ja både i positiv og nega-
tiv retning. Hvis vi begynder
med det negative, så startede
det med min dansklærer helt
tilbage i realskolen. Det hav-
de nær betydet, at jeg aldrig
var kommet videre, for da
jeg kom til Nuuk fra Qaqor-
toq, kunne jeg faktisk ikke et
eneste dansk ord. Jeg var
langt bedre til engelsk. Men
jeg lagde den dansk/grøn-
landske ordliste under min
hovedpude, og så tvang jeg
mig til at lære nye 10 ord
hver aften. Det betød, at jeg
på et tidspunkt havde et
enormt ordforråd uden at
kunne anvende det til noget.
Jeg havde simpelthen brændt
ordnene ind i hjernen.
Til de positive sider hører
Mads Lidegaard og Bent
Lumholdt, der startede det
første herrekor i Nuuk. Det
har jeg haft megen glæde af.
Og så skal jeg heller ikke
glemme Carl Heilmann, fra
hvem jeg har arvet mange
bøger.
- Så sluttede seminarieti-
den i 1960.
- Ja. Så kom jeg til en helt
ny verden med højskoleop-
hold og senere universitets-
studium i København. Det
hører en anden historie til.
- Og så har jeg forresten
ikke mere tid nu. Jeg skal til
korprøve med alle de andre
gamle elever, så vi kan for-
berede os til det store jubi-
læum.