Atuagagdliutit - 06.02.1997, Blaðsíða 12

12
Barselaj Ezekiassen var i sine unge dage »Sputnik« hos landshøvding
H.P Lundsteen
BARSELAJ
EZEKIASSEN
MENNESKER
- SAS har overtaget mors
patent, smiler maritimkonsu-
lent Barselaj Ezekiassen, som
er igang med at fortælle om
sin barndom i Saarloq ved
Nuuk i 1940-erne og i begyn-
delsen af 50-erne. Journali-
sten smiler lidt usikkert, for er
det noget man burde forstå?
Og det er netop den reaktion
Barselaj ønsker, før han går
videre.
- Hver sommer tog vi til
Nuuk, når vejret var til det.
Når vi kom til Maalutu, drak
de voksne deres sidste kaffe,
og vi unger kravlede op på det
højeste sted og råbte ud over
havet »napparussuiit - nap-
parussuiit« (høje master red.).
Det var fordi vi kunne se de
høje radioantenner på det, der
i dag er Radioijeldet.
- Mor havde givet os børn
vores pæneste tøj på, og vi har
nok været lidt beskidte i
ansigterne, for lige før vi nåe-
de Nuuk, tog hun et klæde og
vaskede os i ansigtet. Det var
sikkert i saltvand, men jeg
mener nu alligevel, at SAS
har overtaget mors patent,
fortæller Barselaj Ezekiassen,
som er ud af en børneflok på
12, hvoraf ni endnu er i live.
Barndom
Barselaj Ezekiassen så
dagens lys 23. december 1940
i Saarloq. Men allerede
nytårsaften måtte han en tur
til Nuuk, fordi der var proble-
mer med betændelse i hans
navle. Barselaj Ezekiassen er
overbevist om, at det er derfor
han er så god til at holde
nytårsaften i Nuuk.
- Jeg var allerede som barn
meget glad for Nuuk. Min
mor fortalte mig, hvordan jeg
altid forsvandt fra båden, når
vi kom i land i Nuuk. Jeg var
hurtigt ude af båden, hjalp
ikke spor til. Når jeg kom til-
bage om aftenen var jeg møg-
beskidt, fordi jeg hele dagen
havde styrtet rundt efter biler-
Barselaj Ezekiassen, nasalik, qatanngutini Amos, Thomas aamma Therkild illumi Nuummi nappaqqinneqartup saani.
Barselaj Ezekiassen, med hat, står sammen med sine brødre Amos, Thomas og Therkild foran det genopbyggede hus i Nuuk.
Nr. 10 • 1997
ne og forsøgt at komme op på
dem. Min glæde ved at køre
bil er endnu ikke forsvundet.
- Det var også dengang vi
løb rundt efter soldaterne og
råbte »gi mig tyggegum«,
erindrer han.
Når familien var i Nuuk på
besøg boede de i telt, men
blev vejret alt for dårligt, flyt-
tede de ind i et nærliggende
værksted.
- Selvom det dryppede ind
af taget, så føltes det som om
vi flyttede på Hotel Hans
Egede, når først primussen
blev tændt.
Da Barselaj var 12 år flytte-
de familien til Nuuk med alt,
hvad den ejede.
- Med små både sejlede
mine forældre vores hus til
Nuuk. Dengang var der jo
ikke noget, der hed Aqqaluk
Ittuk. I Nuuk opførte far vores
hus i Myggedalen.
Sputnik
Barselaj fortæller, samtidig
med at han viser billeder fra
sin barndom. Han tager fat i et
billede, hvor han og nogle af
hans brødre står foran huset,
som blev genopført i Nuuk.
Han kommer til at smile over
den hat, han har på.
- Jeg ved ikke, hvor den
stammer fra. Den kan ikke
være købt. Men jeg har altid
godt kunnet lide hatte.
I Nuuk kom Barselaj Eze-
kiassen i 6. klasse og klarede
sig godt, og senere i livet viste
det sig også, at han var bog-
ligt begavet. Alligevel stop-
pede han sin skolegang efter
7. klasse og blev medhjælp
forskellige steder, indtil en
dag han fik tilbudt jobbet som
»Sputnik« eller kiffaq hos
landshøvding H.P Lundsteen.
I seks måneder hjalp han til
med at hente brænde og vand,
fodre høns og duer, hvis han
da ikke lige skulle skifte ble
på landshøvdingens søn på to
år.
- Han ville ganske enkelt
ikke skiftes af andre.
En dag kom Lundsteen til
Barselaj og sagde, at han bur-
de have en uddannelse. Bar-
selaj fik valget mellem at gå i
lære i administrationen eller
på trykkeriet.
- Jeg valgte at gå i lære som
bogtrykker.
Havet trak
Barselaj blev bogtrykker og
var gået igang som håndsæt-
ter, da han kort før færdig-
gørelsen af uddannelsen fik
tilbud om at komme ud at sej-
le som dæksdreng.
- Den 8. august 1957 tog
jeg på ferie, og jeg har ferie
endnu. Jeg var og er meget
glad for at sejle, men det var
lønnen, der dengang fik mig
til at træffe valget mellem
bogtrykkerjobbet og sø-
mandsskabet. På bare fire
dage tjente jeg 96 kroner, og
det var en utrolig sum den-
gang, hvor jeg tjente 215 kro-
ner om måneden på trykkeri-
et.
- Min chef på trykkeriet,
Rasmussen, var ikke særlig
begejstret for min beslutning
og sagde, at jeg ikke måtte
sætte mine ben på trykkeriet
igen, mens han sad som chef
der. På den måde kom jeg ud
at sejle.
Som tiden gik uddannede
Barselaj Ezekiassen sig først
til motorpasser, hvorefter han
fik kystskippereksamen, og
sætteskippereksamen af 2.
grad og af 1. grad. Hans flair
for det boglige bragte ham i
1968 til Danmark, hvor han