Atuagagdliutit - 21.08.1997, Síða 17

Nr. 64 • 1997
17
QatanngUtigiit tamarmik, qulaanit ammut.Astrid.
Severin, Hendrik-Kristian, Laasi aainma Ole.
Hele søskendeflokken fru oven og nedefter.Astrid,
Severin, Hendrik-Kristian. Laasi og Ole.
MENNESKER
Fra vore læsere ved vi, at artikler om mennesker er godt
stof. Derfor har yt bestemt os for hver torsdag at bringe
en historie om et menneske eller en familie, der har ople-
vet noget, de synes er værd at fortælle om. Og der er hel-
digvis mange sådanne emner i Grønland. Det ligger i om-
stændighederne - i den kompakte historie i nyere tid, i de
store afstande, i befolkningssammensætningen og i mod-
sætningerne. ;
Send os geme en god ide om, hvem vi kan præsentere
på disse sider i de kommende torsdagsudgaver.
Mærk kuverten »Mennesker«, og køb avisen også
næste torsdag. Det kunne jo være, jeres lavorit er med.
LARS EMIL JOHANSEN
MENNESKER
Borgere i Illorsuit. Det er Far Kristian og to af sønnerne til
højre.
aldrig blevet Nuummioq.
Fortsæt mit liv
- Når jeg blev en stræber, tror
jeg, det hænger sammen med,
at min far engang sagde til
mig:- Når jeg dør en dag, så
skal du fortsætte mit liv.
- Det stod af gode grunde
klart for mig, at jeg ikke kun-
ne fortsætte den del af min
fars liv, der havde med fangst
at gøre. Men jeg tillod mig at
opfatte hans bøn sådan, at jeg
skulle arve den præcision,
omhyggelighed og professio-
nalisme, som omgærdede
ham i alt, hvad hån foretog
sig.
- Da jeg gik i skole, arbej-
dede jeg på at blive bedst, og
alt, hvad jeg siden har foreta-
get mig, har jeg prøvet at gøre
så godt som overhovedet
muligt. Sådan har jeg define-
ret Fars ord, og det har hjulpet
mig i min færd gennem livet.
Læs i næste nummer resten af
Lars Emil Joliansens fortæl-
ling. Her undgår vi ikke at
komme ind på politik, men det
bliver fra en anden " vinkel,
end vi plejer.

GRØNLANDSPOSTEN

var ikke vand nok til at sejle.
- Det var et alvorligt slag
for mig. Jeg var nok den, der
var tættest knyttet til min far.
Jeg var jo Laasi, opkaldt efter
hans far, og havde derfor en
særlig status, et fortrin kan
man vel kalde det.
- Fra min tidligste barndom
har jeg drømt meget. Det
handlede ikke om trolde, men
om Qivittut, og jeg kunne
drømme, at jeg for eksempel
var på vej hjem fra Aajooq i
mørke. Der var ingen udebe-
lysning, og det var bælg ra-
vende mørkt. Da blev jeg for-
fulgt af qivittut og var tæt på
at blive fanget. Når jeg vågne-
de, var jeg glad for, at det var
en drøm.
- Min fars død var som en
ond drøm. Det var helt uvir-
keligt, og jeg kunne ikke ac-
ceptere det. Først på kirke-
gården, da kateketen skovlede
den frosne jord på kisten, for-
stod jeg, at dette var sandt.
- Det er den eneste gang,
jeg virkelig er blevet svigtet,
og det var så forfærdeligt for
mig, at jeg nok har opbygget
en angst for at blive svigtet
igen. Den uro er en del af sor-
gen.
- Fars død betød desuden,
at vi måtte flytte fra Illorsuit.
Vi boede jo i tjenestebolig og
var nødt til at rejse, både efter
hus og eksistensgrundlag.
- Det var hele min kendte
verden, vi her forlod, og jeg
husker det som en forfærdelig
oplevelse. Jeg føler stadig, at
Illorsuit er mit hjem. Ingen
andre steder har jeg følt mig
rigtigt hjemme, og jeg vil for-
færdelig gerne hjem igen.
Men jeg vil ikke vende tilba-
ge som pensionist. Jeg vil ha-
ve et legaliseret forhold til
stedet, enten som lærer eller
noget andet, der gør mig til en
fuldgyldig del af samfundet.
Og hvem ved... Her vil jeg
måske skrive mine erindrin-
ger.
Flygtede fra fly
Der er ikke rigtigt noget, der
har fæstnet sig til livets min-
der som barndommen i Illo-
orsuit. Derfor vender Lars
Emil også gang på gang tilba-
ge til oplevelserne fra den-
gang.
Han fortæller blandt om det
chok, det var at se den første
flyvemaskine, en larmende
tingest, der fløj højt oppe i
luften, og som fyldte ham
med rædsel.
- Jeg legede et sted udenfor
og sprang rundt på klipperne i
mine nye lærredssko. De var
meget fine, og jeg følte mig
fri om fødderne under leg i
det fri. I min angst for flyet
tabte jeg under flugten hjemo-
ver den ene sko, men tog den
i hånden og skyndte mig ind i
husets trygge omgivelser.
- Det var dengang Thule
Airbase var under opbygning,
og der kom herefter mange
fly henover Illorsuit. Jeg blev
aldrig rigtig tryg ved dem, og
det er morsomt at tænke på, at
jeg nu har tilbragt en stor del
af mit voksne liv i luften.
Nunaqarfimmioq
- Alt det, der har gjort mig til
det menneske og den person,
jeg er i dag, stammer fra Illor-
suit. Sådan føler jeg det virke-
lig. Min glæde over musik,
harmonikaspillet, folkelighe-
den og den uformelle optræ-
den, som jeg foretrækker - alt
det stammer fra Illorsuit.
- Derfor harmer det mig,
når jeg undertiden får stukket
i næsen, at man ikke kan være
nunaqarfimmioq (bygdebo -
red.), når man bor i byen. De
11 år, jeg tilbragte i Illorsuit,
har været af uvurderlig betyd-
ning for min personlige ud-
vikling.
-1 den forbindelse kan jeg
da også sige, at i det første
landsstyre var fire af de fem
medlemmer fra bygder. Kun
Moses (Olsen - red.) var by-
bo. Både Jonathan, Thue
(Christiansen - red.), Anders
(Andreassen - red.) og jeg
selv havde alle trådt vore bar-
nekamikker i en bygd.
- Det handler jo om, om
følelsen af at have hjem og
rod i en bygd er intakt. Nu har
jeg boet i Nuuk i 35 år, men er
Illorsuarmiut. Ataata Kristian
talerpilliusut.
ernermilu ilaat marluk
Anaana Elisabeth ernermilu ilaat pingasut.
Mor Elisabeth med tre af sine sønner.
ASS-/FOTO: NAMMINEO PIGlSAQ / PRIVAT___________________