Atuagagdliutit - 01.04.1999, Page 11

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 1. APRIL 1999-11
Poorskip
qupaloraarsua
Otto Sandgreen qimusseqatigalugu
Atuakkiortoq palasilu Otto
Sandgreen AG-p ikinnguti-
viisa ilagaat, ileqquliussima-
vaalu ikinngutini tamaasa i-
nuulluaqqussuteqarfigisarlu-
git - pingaartumik sapaassuit
nallilemerini - maannattaarlu
aamma »eqqaasitsissutin-
nguamik«, uatsinnik unikaal-
latsitsillunilu eqqarsaatigi-
neq ajukkatsinnik eqqarsa-
lersitsisumik nassippaatigut.
Otto Sandgreen oqaasiin-
nakkut palasiunanilu atuak-
kiortuunngilaq, taamaam-
mallu naatsumik oqariartuu-
teqarusuttarusuttamera kille-
qartarpoq. Poorskimut atatil-
lugu oqaluttuamini matuma-
ni atuakkiortutut pisimasuni
avatangiisaasut annertuumik
oqaluttuarai, palasitullu inuk,
inuuneq annaassisorlu pillu-
git eqqarsaatersuutini pi-
ngaartittorujussuullugit.
Aaqqissuisoqarfimmili tu-
sagassiortuusugut ileqqo-
raarput, pineqartup pingaar-
nersaata qulaajapallannissaa
siunertaralugu ilanngartui-
sarluta. Oqaluttuarli manna
taamaliornianngilarput, kisi-
annili pineqartoq pallittupal-
lanniarlugu naalisartariaqar-
simavarput. Taamaanngippat
inissaqartinnginnatsigu:
Qiimaalluni
qimusserpoq
Otto Sandgreen Tunup avan-
naaniinnerminik (1953-
1958) oqaluttuarami oqaati-
gaa taamani Ittoqqortoormii-
ni aperujussuarsimasoq. Taa-
maattamera inunnut sungius-
sisimanngitsunut nikallunga-
narsisinnaasarpoq. Otto-lu
mattusimasutut nikallortutul-
lu misigisimavoq.
Aputeqangaarmat piniartut
aallarsinnaajunnaarsimap-
put, iluatsitsillatuaraanga-
millu qimusserlutilluunniit
aallaraangamik ajomartorsi-
ungaatsiartarlutik.
Ullut ilaanni atuareemerup
kingorna Otto Sandgreen
aallarpoq, qiimassuseqanngi-
larli. Qilaap nunallu akor-
nanni pissutsit pillugit apeq-
qutit akiuminaatsut imminut
apersuutigai - ulluinnami i-
nuunermut, inuunermi atu-
gassanut nalinginnaalluin-
nartunut, upperisamut inuu-
nermullu tunngasut.
- Tamakku eqqarsaatillu
allarpassuit ima tiguartigi-
vaannga qimmikka immi-
neerluinnarlugit allaat. Qa-
mutit allat illernisigut inger-
laannarput, ingerlaneralu
sukkatsikkiartuinnaraluaq
eqqarsaatikka taakkuujuartut
tiguartiffigaakka:
- Avannarparteriartorninni
aputikinnerulerpoq, sukka-
nerulerpungalu. Qimmikka
illinernit saqippakka, puisip
alluanik ujarlemiarlunga.
- Sunaaffali sumi tamani a-
taasiakkaanik illineqartuar-
poq, maannali illinerpassuit
uumitsaatigiartuinnarpakka.
- Kiisami illineqanngitsu-
mut pivunga, qimmikkalu e-
qeeriataarput. Pangalluser-
put, silaannarmut narajortuu-
tigalutik, aajunalu - ilumor-
luinnaq - puisip allua naasi-
mavaat. Nutaamik neqitugas-
saqassaagut, Guutimit tunis-
sutaasutut. Allu ammatitaq.
- Eqqarsaatikka tujormi-
nartut qimalertorpakka.
Qupaloraarsuk mippoq
- Qimmima siutaat tusaaniu-
titut suli tikkorluarsimapput.
Ilumut sunaanersumik tusaa-
saqarput pissangarpaseqalu-
tillu.
- Qanoq pisoqartoq siuner-
sinngilara. Sumik tusaanngi-
langa, taamaallaat sikorsuaq
uumaatsoq taamatut uumaat-
sigisunik ilulialik isigaara.
- Allup imartaa aalasoriga-
luarpara, kisianni naamik i-
maq uninngavoq.
- Sapinngisannik tusaani-
arsuarpunga, aarillumi, ilu-
mut qarlorpalaaq, soorlumi
timmiaaqqap nipaa, qineralu-
aramali takunngilara.
- Puisip alluminut tikiuluni
anerterilemissaanik kissaati-
gisara pikkunarsiartorpoq.
Taamaanninnilu qarlorpalaa-
mik tusaaqqilerpunga. Maan-
na ersarinnerusunngorlugu
tusaalerpara, taamalu nalu-
junnaariataarpara qarlortoq
sunaanersoq. Aajunalu qas-
suma qilaanut naleqqiulluni
toominnguatut qemertoq, ta-
kulerpara nunasiffissaanngit-
sup tungaaniit timmiaarami-
nitsiaq tungaannavinnut ag-
gersoq, unalu qarlorami qar-
lorami.
Arraa. Allup imartaa ki-
ngumut aalalerpoq. Puisi qa-
ngali utaqqisaq alluminut ti-
kiuteqqissimavoq.
Aallaasiga tigoruluppara
siullermeerluni anersaariar-
pat aallaassallugu piareerlu-
nga. Takuulli! PUisi allumi-
nut tikiuttorlu aamma qupal-
oraarsuk qanilliartorpoq. Ni-
pituumik qarlortuinnaviullu-
ni sikumut mippoq, meterit
qulit inorlugit ungasitsigalu-
nga qarlornini kipiimisinna-
gu-
- Nipangerniarit qupalo-
raarsupalaaq! oqarpunga.
Qarlorninili kipiimisinngi-
laa, silalu nipaaqimmat asulu
nipitoqaluni.
- Nipangerniarit!
- Nalunngilara puisip atin-
niittup qulaporaarsuup qar-
lomera aamma tusaagaa, qu-
lamanngitsumillu anersaari-
arnavianngitsoq allumi qu-
lerpiannguani taama »pisor-
paluttoqartigitillugu«.
Puisi qimaavoq
Kissaatigisara soqutiginngil-
luaasarlugu qupaloraarsuk
qarlortuarpoq. Aammami
paasisinnaanngilaanga. Ila u-
korsii. Puisi atinniittoq nipa-
tanngueruppoq. Qularnaatsu-
mik »pisorpaluk« sumit ar-
laannit uumassusilimmit qu-
larnanngitsumillu akeeqqa-
meersoq naalarnivaa.
Aallaasiga allumut toraar-
luarpoq, puisili nuinngilaq a-
nersaarumalluni. Qupalo-
raarsuup qarlornipalaava tu-
saagamiuk alluminut allamu-
karpoq, qimaguppoq. Qarlor-
palunnersuarmik.
Puisi qimagutiinnavissoq
suli qarlorluni qupaloraarsuk
tingivoq, nunap tungaanut
timmilluni, upemalemera o-
qariartuutigalugu imarsuaq
qulaallugu angalanini naajar-
torlugu.
Kamappunga. Neriuutigi-
galuarakkumi nuannarissal-
lugulu pisaqarlunga anger-
lamissara, tamannali qupalo-
raarsupajummit maangaan-
nartitaavoq.
Sunaaffali qarlorpalummik
tusaaqqilerpunga, ilumut qu-
paloraarsummik tikiuttoqaq-
qilernerluni. Naamik, alla-
mik qupaloraarsoqanngilaq,
qamanngaana ilunnit qitivip-
paluttoq. Ilumut, taamaap-
poq. Tamatumanilu qupalo-
raarsuup qarlomera paasinar-
poq: »Ajorinagu! Nikallor-
nak! Qasuummemak! Kiser-
liomermik misiginak!«.
Qupaloraarsuk qarlorpoq:
- Qiviannga! Uanga nuan-
naarpunga. Taamatut nuan-
naarit, pinngortitaq pinngor-
titsisorlu unnersiutigaakka,
illittaaq taamaaliorit! Taku-
at, ungaseqisumit aggerpu-
nga. Ulluni arlaqartuni im-
map sikullu qulaatigut tim-
misimavunga, ullunilu taak-
kunani naanermik pilutan-
nguamik ataatsimilluunniit
tamussinngilanga. Katsor-
nakkut nunamut tingissaa-
nga, pilunnguillu qiunikut to-
qunikullu mamarissaqaakka.
Qujagit, takuat upernaaq i-
linnut nunarnullu asasamut
pajugutigaara!
- Takorluuinerinnaq? Ua-
nga taamatut misiginngila-
nga. Inuunerup ilorlikkut na-
leqarneranik paasinnilluar-
nissamut qupaloraarsuup iki-
orpaanga.
Kiisami silattuaqivunga. I-
peraatara seqquallatsippara
qimussersuit allat assigalu-
git, tamannalu qimmima paa-
sivaat, angerlamut isigiumi-
naqisumik ujakkaalerput.
Piniagassamik pisaqanngi-
langa, kisianni iluarusoqaa-
nga, qamuunalu pisuunngu-
ngaarlunga qilammut aarlor-
punga.
Ullumininnguit qaangiut-
tut seqinnarimmi poorskisi-
orpugut, isertornagulu nassu-
erutigaara poorskip oqariar-
tuutaa imarisaalu, taaman-
ngamit ullumimullu aatsaat
taama uannut pisuussuteqar-
tualersimavoq.
Otto Sandgreen-ip Danmark-imi ilisarisimasaasa ilaata Klaus Knudsen-ip, palasip inuusuttup
puisittassaraluata qupaloraarsummit qimaatinneqameranik titartagaq una titartarsimavaa.
En af Otto Sandgreens bekendte i Danmark, Klaus Knudsen, har tegnet denne skitse af den
yngre præst, hvis sæl blev jaget bort afen snespurv.
Om en påske-snespurv
På slædetur med Otto Sandgreen
Forfatteren og præsten Otto
Sandgreen er en af AG’s san-
de venner, og da han har
gjort det til en vane i ny og
næ at sende en hilsen til alle
vennerne - især ved højtider-
ne - modtager også vi en lille
»tankevækker«, som får os
til at stoppe op og lade tan-
kerne beskæftige sig med
noget, de ikke plejer.
Nu er Otto Sandgreen
hverken præst eller forfatter
af ord alene, så der er grænser
for, hvor kort han finder det
umagen værd at udtrykke sig.
I denne påskehistorie opbyg-
ger han som forfatter et væl-
digt miljø omkring begiven-
hederne, og som præst
lægger han stor vægt på tan-
kerne omkring mennesket,
tilværelsen og frelseren.
Her på redaktionen er vi
imidlertid journalister, og de
har den vane, at de altid
prøver at skære ind til benet
for at få sagens kerne blotlagt
så hurtigt som muligt. Det er
ikke det, vi gør med denne
fortælling, men vi er nødt at
forkorte den og ret hurtigt
tage hul på pointen. Ellers
har vi ikke plads:
Humørforladt slædetur
Otto Sandgreen fortæller fra
sin tid i Nordøstgrønland
(1953-1958), at der falder
ubeskivelig meget sne i
Ittoqqotoormiit. Det kan vir-
ke deprimerende folk, der
ikke er vant til det. På Otto
virkede det indelukket og
forstemmende.
Det var så meget sne, at
fangerne ikke kunne tage på
fangst, og når det endelig
lykkedes var for eksempel
slædekørsel forbundet med
de største vanskeligheder.
En dag var Otto Sandgreen
taget ud efter skoletid, men
humøret var ikke med ham.
Han stillede sig selv en ræk-
ke vanskelige spørgsmål om
alt mellem himmel og jord .-
om hverdagsting og om de
virkeligt store linier i til-
værelse, tro og liv.
- Jeg var så påvirket af disse
tanker, skriver Otto Sandgre-
en, at jeg lod hunde være hun-
de. De løb uundgåeligt afsted i
sporet fra de andre fangere, og
selvom det efterhånden gik
rask fremad, blev jeg plaget af
enerverende tanker:
- Efterhånden som jeg kom
længere ud, blev der mindre
sne, og vi kørte hurtigt. Her
kørte jeg væk fra sporet for at
lede efter et åndehul.
- Men der var masser af
slædespor, og jeg blev irriteret
og gal over, at jeg ikke kunne
finde et sted for mig selv.
- Endelig fandt jeg et områ-
de uden spor, og med ét kom
der liv i hundene. De be-
gyndte at galopere, mens de
snusede op i luften, og dér -
minsandten - fik de færten af
en sæls åndehuld. Vi ville få
friskt kød, en gave fra Gud.
Et åndehul, der var i brug.
- Endelig fik jeg viftet de
dystre tanker bort.
Snespurven lander
- Hundenes ører var stadig
strakt ud som antenner. De
kunne høre noget og opførte
sig mærkeligt.
- Men hvad der skete, vid-
ste jeg intet om. jeg kunne
ikke høre noget, og jeg så
intet andet end den døde
ismark.
- Jeg troede et øjeblik, det
var vandet i åndehullet, der
klukkede, men overfladen
her var fuldstændig stille.
- Nu anstrengte jeg mig for
at lytte, og så endelig hørte
jeg en kvidren som af en lille
fugl, men jeg kunne ikke få
øje på nogen.
Lyden af en lille fugls kvi-
dren trådte noget i baggrun-
den på grund af mit brænden-
de ønske om, at der skulle
komme en sæl til syne i
åndehullet. Alligevel hørte
jeg igen, de spinkle kvidren
fra før, denne gang tydelige-
re, og jeg kunne med ét ken-
de dens sang. Og dér kom
den, som en lille sort prik
mod den sydlige himmel, fra
en retning intet land var at se
kom den lille, sølle fugl -
med kurs direkte mod mig -
mens den kvidrede og kvi-
drede.
Så-da-da! Vandet i åndehul-
let var begyndt at blive uroligt.
Den længe ventede sæl var til-
bage ved sit åndehul.
Jeg to hårdt fat om riflen
og var parat til at skyde først
gang, den pustede luft ud.
Men nej! Samtidig med, at
sælen nærmede sig sit ånde-
hul, gjorde snespurven sin
entre. Kvidrende af fuld hals
satte den sig på isen knap 10
meter fra mig.
- Ti stille, din dumme sne-
spurv! sagde jeg. Men den
fortsatte sin kvidren, der var
meget kraftig i det stille vejr.
- Ti nu stille, stille!
- Jeg vidste, sælen under
os også kunne høre snespur-
ven og derfor næppe komme
op for at ånde. Sådan et
»spektakel« lavede den.
Sælen stak af
Snespurven kvidrede og kvi-
drede uden at reagere på min
»tyssen«. Den kunne jo heller
ikke forstå mig! Sikke noget
rod. Og under isen lå sælen
helt stille. Den lyttede ganske
givet til den sjældne lyd, den
ikke kunne blive klog på.
Efter lang tids venten, hvor
jeg hele tiden pegede på
åndehullet med riflen, og
hvor snespurven sang i vil-
den sky, fortrak sælen til et
andet åndehul. Fuglesang var
ikke dens yndlingsmusik.
Og aldrig så snart sælen var
svømmet bort, fløj snespurven
mod land for at afslutte sin
rejse over havet og bebude
foråret, der var på vej.
Jeg blev godt gal på sne-
spurven. Jeg havde været
sikker på at komme hjem
med fangst, og det gjorde
mig glad og lettet, så længe
det varede. Og så blev det
hele ødelagt af en lille ussel
snespurv.
Med ét hørte jeg igen en
kvidren, og jeg kiggede mig
om for at se, om der kom
endnu en snespurv. Det gjor-
de der ikke, og jeg blev klar
over, at den nye kvidren kom
fra mit eget indre. Jo det
gjorde den. Og denne gang
kunne jeg forstå sangen:
»Vær ikke ked af det! Fort-
vivl ikke! Ikke føle dig træt,
ikke ensom.
- Fuglen sang:
- Se på mig, jeg er glad.
Jeg lovpriser Gud, gør du det
samme! Jeg kommer langs-
vejs fra. Jeg har fløjet over is
og vand i dagevis, og jeg har
ikke smagt å meget som vis-
sent løv. Nu flyver jeg ind til
land, og lidt frossent eller
vissens løv vil smage mig.
Sig tak, for jeg bringer
foråret til dit elskede land.
- Jeg blev glad og taknem-
melig. »Lidelsernes tid« var
ved at være forbi, og påsken
»forbigangen« stod for dø-
ren. Dette og meget andet
sang snespurven!
- Drømmeri? Næ, sådan
følte jeg det ikke. Snespur-
ven hjalp mig til bedre at for-
stå livets indre værdi.
Da jeg vågnede af trancen,
slog jeg knald med pisken om
en stor slædekører, og hun-
dende forstod, at nu skulle
det gå i rask trav hjemover.
Jeg havde ingen fangst, men
var opstemt og glad og løftede
mit hoved mod himlen.
Nogle dage efter fejrede vi
påsken i strålende solskin og
jeg indrømmer åbent, at
påskens budskab og indhold
aldig har været mig rigere.