Norðlýsi - 05.11.1915, Síða 1

Ferstc Aargang. ívr. 1). Klaksyig. Frcđag den 5. Noveinber 1915. Firo Sider. - Syv Ore
ivt'i ir*w 9
En TaicB
Jeg vil herved takke Skolebørneno
i Fug'lefjord for den smukke Gave,
en Kniv med Skede, som de har yđet
inig, i Anleduing af at jeg- saa Grin-
den, der dode i Klaksvig don 10. Au-
gust d. A.
Fug-lefjord den 28 Okt. 1915.
Joen Jacob Eliasen (y.)
Fra ældgammcl Tid har Faare-
hold været en af vore vigtigste lnd-
teg'tfilcilder. Det ser vi f. Eks. af
Færingasaga, da Trond i Goto siger
til Sigurd TorlakBon: »Meg-et oniskif-
los i en Mands Lovetid«, og bebrejder
ham hans Dovenskab. Gemmestederne
var nemlig lillo fyldte mod Uld, men
Sigurd og hans Mænđ kan ikke en-
Pfang' saa moget som føro den ud áf
Landet og sælge den. Dct velkendto
Ordsprog: »Faareuld er Færø Guld«,
er sandsynligvis af gammel Oprindelse
og taler ligeledes i samme Eetning.
Flere af voro bedst bevarede
Folkeeagn omtaler Stridigheđer mel-
lem Benđerne om Grænseskel i Hau-
gsn, og- vi liar enđnu den Dag i Dag
som Føige af disse Tvistigheder, hvis
Afgorelse næsten altid faldt til den
stærkes Gunst, paa forskelligo ^teder
rnndt omkring paa Færøerne et liojst
niærkværdigt og i flere Tilfielde næ-
stcn uafgjort Grænseforhoid møllem
Haugpparterne. Alt dette viser jo, at
cfter Datiđens OpfatteLo har hityde-
,,Nordlysi“ uilkoinmcr hvcr-
anden Frodug og koster 1,80 Kr.
om Aaret cller 90 Oro Iialvaarlig.
Annoneepris er 10 Oro pr.
Peíitlinie
lige Værdier værot repræsenterede i
vore Hauger; thi hvor der er Strid, der
antages Værdier at være til Stede.
Vore .Tordforhold er som sagt
blevot meget indviklet ned gennem
Tiđerne, men det er et Sporg'smaai,
jeg lier skal lado ude af Betragtning.
Jeg vil se lidt paa Forholdene, saa-
iedes' som de nu er, og forst omtale
Faarenes Behandling.
Faaret er et meget taalmodigt
Dyr, der ovorstaar de sterste Lidelser,
uden at der kommer en Lyd over dets
Læber; men dette vil langtfra sigo det
fðinmo som, at dets Nerver iklce er
følsomme nok. Jo, Faarets Nervesystem
er lige saa modtageligt for Indtryk,
hvad Folesansen angaar, som Menne-
ekets; men naar Faaret alligevel ikke
knyr, naar det ínishandles, 6aa kom-
mei' det deraf, at det af Naturen er
blevet hærdet til Modstand og Taal-
æodighcd. Denno Faarets Egenskab
har bevirket, at Mennesket ofte er
kornmot til at behandle det umenneske-
ligt, og her maa vi Færinger ligefrem
skamme os, her maa vi nok komme
med i første Eække — der er vist in-'
gcn, der gør os vor Rang striđig.
Efter at være drevet i et Inđe-
lukke (rætt) og derefter bundet om al-
le Beneno med et Ulđbaand, der ikke
nltiđ har sin bestemte Tykkelse, niaa
Faaret døje den Tort at blive flyttet
eller kastet omkring paa nogle Jord-
Tajer og ofte knebet i Ryggen eller
Siderne af begærlige Menneskeliænder,
medons Deiingen af Faaroflokken
fovegaar. Faareue maa ofte finđo
sig i at blive baaret paa Ryg-
gen lange Strækniuger. Naar hver
Striđsraand har faaet sin Part, begyn-
der man med Slagtningen. Faarene
aflives ved, at man stikkor en Kniv
tværs gennem Halsen lige unđer Ryg-
raden bag ved den bngeste Ende af
Kæbebenet, og man soger derefter
(saa lmrtigt som muligt) at trække
Kniven en Smule tilbage og đreje den
mod Rygraden, for at Spidsen kau
stikko ind i Rygmarven mellem Nak-
keledknuden og den forreste Hvirvcl
— dette sidste sker desværre ikke al-
tid. Det er vistnok ældgammel Slagt-
ning'tmetodo, som endnu auvendos o-
veralt paa Færøerne. Man kan sige
om den, hvad man vil, men lmrnan er
den ikke, for det første, man vil, er
ikke at give Dvrct Dødsstødet, men
at faa Hul paa Ilalsen for at Blødnin-
gen kan foregaa.
Som -Falge af, at Odelsjorden
næston altid arves in natura, har mau
flere Steder det Misforhold, at en be-
dre stillet Bygd ejer største Parten
af Jorđon i en anden mindre volstillet.
Og maii kan iklio undgaa at lægge
Mærke til, at de Bygder, som ikke
selv ejer đeres Jord, staar langt til-
bage for de andre Bj’gder i alle Maa-
der (ogsaa paa Fiskeriets Omraade).
Det ligger naturligvis i Ejerens Inte-
resso at faa sine Faar til sig i leven-
do Llve, og man kan đerfor være
Vidne til, at Flokko af Faar om Ef-
teraarot efter at. have gennemgaaet
den for omtalte Mishandling ved De-
lingen og staa indelukket i et snævert
Rum i et eller flcre Dogn hliver
transporteret over Land og So og faar
en ikke altid hlid Medfart. Dyrenes
instinktmressige Trods gor Sagen enanu
værre. Disse lemlæstede Staklei' bliver
saa endelig befriet for deres Liv; men
Faarets Krop taler nu sit Sprog ty-
đelig nok: den er ofto spættet med
Blodunderløb.
Er det ikke strafværdigt? Jog
vod ikke, hvad Loven sigor om den
Slags Ting, mon jeg ved kun, at efter
moralsko Bogreber er dot more eud
strafvrerdigt, for Livet skal rcspekteres.
FAARENES P,EIIAKDLING
OG
OIíELSJOEITEN.