Norðlýsi - 14.01.1916, Page 1

Fsrste AargaEg. íír. 14.
TakS
For dou r.iig' af Menighedsnipdlem-
hier paa Vidorejde skænkide smukko
jMiiuJogave, og for al den Elskv ærdig-
lied, som jeg i 10 Anr har modt i
ttordoroernea Præstegæld, bedes alle
, Vedkommende modtage min dybt følte
Tak.
M. Faulenborg
MIK2ÍKNM I5ETYI>JíINGr.
af Elicscr Olsen. .
Yed Ordet Kirke trenkes her pA
hele det praktiske Forhold, der begyn-
der med Dáben og fortsættes gennein
jKirkegang, Konfirmationen, Altergar.g
j og Vielse, indtil det endelig opheror
j'ned, at man bíiver anbragt ]>á Kirke-
i R'áiden og i dcn Anlednintr modtager en
siđste kirkelig Afskedshilsen. Det har
Uin Interesse at kommo til Forstáelse
af dette Forhold, der i sin sammensatte
sg uensartedo P.eskaffenhed báde er óg
hiá vrero forskelligt for de forskollige
'lennesker.
Derimod tænkes hey ikke pá Kir-
hen i den mere abstrnkte Betydning
V Samfnndsfaktor, Samfuudsmagt med
dens forskelligo Kirkeforfatninger, livor
dou spillør sin store Holle i Verdens-
historien, og hvor politiske, økonomi-
“ko, i det liele taget de forskelligo om-
hitterule kulturelle Synspuukter gor sig
fireldendo.
Kirkens Betydning i don Forstand,
altsá her tager den, sos undor tre
U’tispunkter, nemlig det religiøse, det
Uonlig kirkelige og det sociale
J'Uspunkt.
. I.
Det religiøso Synspunkt.
Nár Talen er om et Monnoskos
^.^igløse Forhold, vil man sta-
medo en Vaujkelighel, sem vel
ElakBTÍg. Fredag den 14. [Jiuiuar 1916. { fire Sider.- Syv Øro
endnu ikke er almindeligt forstáet og
anorkenđt, men som ikke desto niindre
er tilstede, ncmlig denne: hvad enten
et Menneske er personlig indevligt, er
vanemressig ovevfladisk religiøst, eller
dots Religiositet er et tilbagelagt Sta-
dium, vil dor være et bestemt Tids-
pnnkt, da vedkommonde Menneskø fra
forst af er bragt i Forhold til Keligio-
nen. Dette vil sige, at et Menneskes
Religiøsitet ikke er noget oprindaligt,
ikke noget der hører med til og har sin
Grund i selve Menneskets Væsen, men
er et Produkt, et Resultat af andres
Pávirkning. Vi kender i vore Dage in*
tet til Religionsstiftere, men đor loveíj
jiá en Overlevering, der stadig gøres
til Genstand for en skarpere og skar-
pero Kritik og bliver stedse mere om-
tvistot. Nár man da søgei at trængø ind
i, hvad Roligiøsiteten virkelig or og
stiller Kpørgsmálet om Religionens en-
delige Sandhed, dens Gyldighed, dens
Virkelighod, da vil man uvægerlig
komme til det Punkt, hvor det má or-
kendos, at ethvert Menneske3 Religiø-
sitet slnttelig hidrøror fra andre Men-
nesker. Ligesom den eno Generationa
Religiøsitet er foranlediget af don fore-
gáonđe, er dennos igen af den næst
forogáenđe og sáledes videre tilbage.
Et Barn fodes uden al Religion,
og dot beror paa Tilfældet, livilken
Religion det bliver oplrert i, og som det
i Almindeligihed senere kommer til atbe-
kondo sig til; Børn pá Færøerue bli-
ver Kristne og Børn I Konstantinopel bli-
vor Muhammødanere. Hvorvidt imidlertid
dette er, som det bnrde være, or en
anilen Sag. Sin Religion fár Barnet
fra først af i Hjemmet allerede fra
den spæde Alder gonnem Forældres og
andres Pávlrkning, sonere træder Sko-
len til med siu systematiske Indoveu
af Religionens Lærdommo, og efter
Skolegangens Opbør, da det unge Men-
neske først egenlig træier ud i Livet som
et selvstændigt Individ, kommør endelig
Klrken og- tilbyder sin Tjenestø.
Kirkens veligiosø Bøtydniug er
da først og fremmdst den at yde et,
Tilhold for hver enkelt især, være“ et
Fristed og et fredhelligt Sted for enhver.
đer føler Trang sil at nøge den. Reli-
giøsitet er en andagtsfuld Hengivelse til
Guddommen og til dennes Styrelse nn-
der a!le Livets Forhold. Og
den er i viđere Forstanđ en
.personlig inderlig 'l’ilegnelse af de lu-
restillinger, hvori det religiøse Sinds
Rørelser or indklæđt. Gennem disse
Forestillinger søger da det religiøse
Monneske Styrke og Mod til at, leve
Livet her i đenne Vorden, og findcr i
(U-m et hestandigt Háb oih et bedr
Liv efter đette.Menneskers Religiøsitc-t
er ret forskellig, nog’o—vel nok do
færreste—er inđorligt í'eligiose, andre
mero vanemæssigt og ndvortes, atter
a idre er mor og rninđre ligegyldige i
religiøs Henseenđe. Denne person.ige
Religiositet, hvprledøs don sá end iu-
dørst inde forliolder sig, kommeV altsá
Kirken imøde med de Midlei’, hvonned
og de Former hvorundor den vÍrkeT, og
for enhver, dor vil søge den lil Opbyg-
gølso og til Stetto for sit religiosa
Liv, stár den áben. Der er imidlertid
stor Forskel pá den Grad af Aktivitet,
der lregges for Dagen i det religiose
Liv, at dømme ialtfald efter det Ud-
tryk, som denne Aktivitet formár at
give sig. Her faar Kirken Lov til at vise,
livad den kan magte. Spørgsmálet er,
om den pá sin Side formár at opmun-
tre til et levende og virksomt religiøst Liv
og nære det eller ikko. Dersom man
ellers tør udtale en Moning eller Dom
om det religiøse Liv, sáledes som det i
det liele ábenbaror sig indenfor helo
Samfundslivet, má man da ikko undres
o ,'er, ,sá lidet detta Samfmvl div synøs
præget af Religiouens gode og mildø
Lærdomme og biide Følelser! Synes det
egenlig ikko sá, at Roligionen og Kir-
ken nok kan passe sanimen med Stads-
klæderne pá on nvirksom Sendag, ma-
dens der ikke er Brug for đom og dt
nærmest er til Bøsvær de andro Dage,
hvor det grelder Livots virkol igc Int 'r