Norðlýsi - 14.01.1916, Side 2

ífFf-r! Julifeioiifr. ] r.n \ære ged r.ok
Fritiden, nár man har Tid og Lejlig-
hed, men nár Arbejđet og Forret-
ftiugerne kalder, nár Interesserne stár
pá Spil, da gælder ikke det reli-
giese, men det »borgerlige« Livs Or-
den, da gælder Loven, Eetten og
Lommen,—og megct muligt maa det
sá være.
Hvađ Samfnnđet turdo forlange og
vente af Kirken var Sandhed og Al-
vor, Iver og Dygtighed, en Aand og
en Kraft, der mátte meddele sig til det
.Samfunđ, Kirken henvender sig til, og
skabe ikke et đødt, mon et levende reli-
giøst Liv, der ikke blot bestod i Ord
men ogsá i Gerniug. Men sikkert er
det, at Ivirken i det store og liele
stár ikko lidet under de Krav, der med
Eette kan stiiles til den, og i uđstrakt
Grnd kommer dcn sáledes til netop at
bcforđre Uvirksomhcden, Passiviteten i
det religiøse Liv. Kirkens Myndighed
cg »Magt over Sjælene* er i liej Grad
tt tveægget. Svard, der let kommer til
at virke drabeiide netop pá det, som
den skulde give Yækst og Trivsel.
Der er et Ord i Sproget, dor lieđder
»KulBviert.ro*, og som anver.de om Folk,
đer \e'- sigcr, at do tror, men ikke i
biot fá og simpte Ord er istaiíd ti! at
,"øre líede for,, hvad de tror, kun det
et de lior *8om de andre tror«, og
disse FoUi or der flere af, end mangen
vildo mene. De.tto ’er Undiagel.-e)', men
(’i) er meget betegnende. llvad der deri-
moil ikke er nogen Undtagelse, det er
deu gennemgáeade Mangel }á F.vne til
en klar og levendo GpfaUelse af de
religiøse Forestillinger og dermed til
pá Bainme Máde at give Udtryk for
egno reiigiøse Sindsrørelser. Monnesker
kan læse, og de kan høre, men klart
r.t opfatte og Jiolde saminen pá det læ-
ste og hørte or noget lielt andet. Man
skal báde være gpdt vágen og opbyde
en vis Fuergi for t. Eks. at kunne føl-
ge med i en Tale eiler Prædiken og ho.l-
('e fast, hvad man hører, og derpá má
dog Yærđien af det hele bero. Hvad
đer øvrigt, og fortrinsvis i en Kirke,
gor det vanskeligt sáledes at gribe det
hørte Oid, er at đer ddr ikke gives
Lojiighed til at høre cm igen\ det er ik-
ke Skik og Iirug under Gudstjeneste
at rette Spørgsmál tii Præđikanten, en-
ten nu man solv Jiar hørt forkert, eller
denrie pá en ellor anden Máde har væ-
ret uklar; men dette Forhold stiller
rigtignok ogsá do aller storste F'ordrin-
ger til Prædikanten om Klarhed
og Tyđelighed sável i Indhold som i
Udtryksmáde. Der er da virkelig 'ogsá
Yanskelighoder nok, og intet Under
næsten, at det er Skik nu og da at
apørge en og anden Iíirkegænger om
»Dagens Tekst«. Men den enfoldige
og den uopmærksonime er vel alligevel
ikke værre end den, der sover sig bort
fra det hele! •—.Ált i alt má det
imidleitid siges, at Kirken istedenfor
at befordre personlig, levende Eeligiø-
sitet uvilkárligt og i aldeles overvejen-
de Grad gør Mennesker roligiøst vane-
mæssige og udvortes, sløve og uselv-
stændige.
— Dels pá Grund af det utilfredsstil-
lende vod Forholdene overhoveđet, Bom
ovenfor antydet, men đels ogsá ad
Tænkningens og Studiernes Vej er der
mange Mennesker, der efterhánden gli-
der bort fra Kirken og Eeligionen.
Spørger man do siđste, hvad de sá fár
eller tager i Stedet, svares der: Intet.
Men pá samme Tid ábnes Øjnene for
sá meget, der var ueót før. Synskredsen
udvides, Udsigterne bliver friere, mer
og mer omfattende. F’ordomnie taber sig,
Menneskenes Liv træder raer og mer
klart frem i sin sanđe Natur, og Besku-
eren gribes af en altomfattendo Følelse
af Sympati, hvori ligger en Trang til
at forstá og forsone, til at ná ud over
og jævne alle forstyrrende Mođsætnin-
ger. Men hvorlodes dette? Jo, det er
iklte for ingenting, Eeligionens Goder
fás. Hvem kan ellers tænke sig, at
Mennesker skuldo kunne love sig ind
i de rdigiøse Forestillinger og sá sam-
tidig ná til đen størst mulige Forstá-
ebe af đct virkelige, naturlige Liv!
Detto er en Umulighed. Sagen er, nt
den megen Terpen af religiøst Stof
allerede fra Barudommen af binder en
Masse Energi, der ellers kunde gøres
frugtbar for den naturlige Erfaring og
Viden. Selve Trangen til Forstáolse
dræbes đe’.vis af den roligiøse Tro, og
som bekendt kastor Eeligionen endog
Vrag pá verdslig Knndskab og Lær-
dom. Det forstás nu let, at ved Opgi-
velse af de religiøso Forestillinger fri-
gores atter tilđels deDne Eliergi og
virker med til at give et videre Livs-
syn. Men det sker som sagt kun lildels,
thi til livilken Grad et Menneske end
formár at frigore sig for religiøs
Pávirkning, bliver dor dog alt.id noget
ígen. Særlig gælder detto Eølelsenie,
der sá vanskeligt lader sig udryđđe.
Skønt et Menneske f. Eks. fuldt vel
indser clot raoningsløse i Kirkegárds-
frygt, Spøgelsefiygt, Mørkerædhed o.
lgn., kan lian dog ved given Lejlighed
pávirkes sasrdeles ubehagoligt, blot ved
at đe i Barneárene modtager Forestillin-
ger om disse Ting trænger sig frem i
Hukommelsen, og dog er han i det
samme Øjeblik lige sá klar som nogen-
sinde over det meningsløse i sin Frygt.
Ganske det samme er Tiifældet med
en anđen ikke usædvanlig Erfaring, nem-
lig hvor et Menneske, der ikke holder
sig til nogen Eeligion, kommor i
Livsfare og sá pludselig begynder at
pálcalđe og bede til Gnd. Dette benyt-
tes gærne som et særlig godt Bevis
for Eeligionens Sandhed og Uundvær-
lighed, men i Virkelighoden er denne
Gudpákalđelse blot et uvilkárligt Ud-
slag af gamle Folelsesrester, dor i đeii
øjeblikkelige Overspændthed kaldes
sá kraftigt til Live, men som nødven-
digvis má vige igen for den senerfl
Eftertanke.
f s
FÆltOSK POLITÍK 1915.
v t !
—o—
Riđen 1906 er der vist næppe no-
get Aar, der har været raere bevæget i po-
litisk Henseende end 1915. Trođs
Krigen, som føres mellem Europas
Stormagter, den Krlg, hvia Dønninger
vi knnde spore her hos os, særlig paa
det ølconomiske Oinraade, var den Agi-
tation, der blov udfolđet forud for Fol-
ketingsvalget i Fjor, temmelig kraftig.
Man havde til at begynde raed
ventet, at Folketingsmand Samuelsen
vildo blive ene om Kandidaturen til
Folketingsvalget forleden Sommer, men
disse Forhaabninger slog Fejl. Edw.
Mortensen optraadto som Hr. Saniuel-
sens Konkurrent og sejrcde med Glans.
Pluđsolig cverrasket stod Sam-
bandspartiets Blad »Diinma« ret vak-
lende overfor don nye Kandiđat, men
dristeđo sig tilsidst at ndtale, nt.
Hr. Mortensons Program var som et
nskrevot Blad, til Trods for, at Hr.
Mortonsen liavde fremsat sit Program
baade i Pressen og ved offentligt
Møda.
At Selv8tyrepartiets Blad, >Tin-
gakr.«, tog Hr. Mortensens Parti,
skont han erklæređo, at han stođ uden- ,
for Partierno, havđe sin Grund i, Rt
Edw. Mortensens polit.isko Anskuelser
i do vigtigstø Sporgsmaal gik sammen
med Selvstyrets, livilket hans Arbejde
i den danske Eigsdag ogsaa har gođt-
gjort. Held for nationalo Færinger at
Hr. Edw. Mortensen — og ikko Sa-
muolsen—sad i Foiketingot, da IJr. II.
P. Hansou fremsatte sine skvalderagtigo
Udtalelser om Færøernn og fierøsk Po-
litik. Hvad Eesultatet af de H. P. Hansen-
ske sambandsocialistisko |Forsog paa at
Bværte nationaio Færinger og deres Ar
bejde er, kendes endnu ikke. Men man'
turdo regno saa meget med dansk In-
tolligens og Forstaaelse af færøsko
Forhold, at don II. P. Hansenske Agi-
tation ikko vil bære Frugt i mange
Fold. Kaar der skuldo udkaaros cn Mis-
sionær til det dausko Folketing i
Stedet for den haardt savnode Sam-
bandsrepræsentant, saa var dot Held, at
Lođdet traf Ilr. H. P. ITansen; tbi et
mero dinlnrmonisk og skrattende In-
strument knndo man næppe have tænkt
sig være fremstillet for et Pnblikum,
der har en vis Dømmokraft hvad Vo-
kalmusik angaar.
Intot Under da at Folketingots
Formand gav Ordre til at H. P. Iívmu