Norðlýsi - 14.02.1919, Síða 2

har arbejđet ligesom i en helfc andeii'
Verden, under Vilkaar,. der er grur,-
digt forskellige fra de, der gjaldt
i normale Tider. Der ktiude đtr synes
at yære al Auledning til at tage- Hen-
syn hertil. Ligesom der i dissø Tiđer
overalt i Verden er ved at arbejtle sig
nye Maađer og Former frem, saaledes
var det kun rimeligt, om ogssa vi her
kunđe faa tilvejebragt en mere natur-
lig, hensigtsmæssig' og retfærdig Ord-
ning af Forholđet mellem Fiskere og
Iledere.
Ifjor fik Fiskerne 27 pCt., mon
da đer forefaldt en hel DcF nsædvanligt.
rige Fangster, livorved de paagældeiiđe
Kedere incasserede uforholdsmæssig stovt
Udbytte, har dette beyirket, at Fisker-
ne liar strammet deres Fordringer; —
de forlanger nu de gamle ,33 pCt. Det
er kun uaturligt at Fiskerne forlauger
andre og bedre Vilkaar, men don Maa-
de, hvorpaa dette sker, er næppe den
rigtige:
Med de ganske uhørte Priser paa
Salt og andro Skibsfornodenheder bliver
đet for ltver Gang et højst spændende
Spørgsmaal for den enkelte Ređer,
hvorvidt ltans Skib eller Skibe vil knn-
rie give noget Uđbytte, eller de vil gi-
ve Tab. Uđgifterne er sikre nok, Ind-
tægterne doiimod ikke. Oveifor dette
Sporgsmaal burde dot iigge baađe i
Redernes og i Fiskerues velforstaaede
Interesse at komme til god gensidig
Forstaaelse heller end at stille sig stejlt
overfor hverandre. Sikkert nok er det
heller ikke Fiskernes Mening at ville
stille og kæmpe for saadánne Krav,
der er ubillige mod Hedernø, saa lidt
sotn disse paa deres Side vil skambyde
Fiskevne for đeres Avbejde. Det synes
da saaleđes som deu mangler en fælles
Maalestok for de to Parters Forplig-
telser overfor hinanden, et almindeligt
Grundlag, ud ffa Kvilket Keđernes og
Fiskernes særlige Iiidsats i đern fælles1
Foretagsomhed knnde sammenligne og
niaalo sig med hinanđen. En saadan
Maalestok eller Grundlag var dot af
Sterste Vigtigheđ at faa tilvojebragt,
og đet skete kun ved en omfattenđe og
gfundig Úndersøgelse af samtlige de
Forhold, der vedroi-er vort Kutterfi-
skeri. — Omend vel Rentabilitets-
s p o r g;'s m a a 1 e t paa en Maade blev
det store Maal for Overvejelserne, saa
er dette Spørgsmaal afhængigt af en
Fíerheđ af Faktofer og liviler rettelig
paa en Mængde Hensyn, der ikke ene
og aiene gælder det størst mulige Ud-
bytto for Skibsejeren, men — i et til-
borligt Forhold hertil — ogsaa det
itorst ntulige Udbytte for Fiskeren,
hvis í iiøjeste Grad personlige Ar-
bejde ikke maa óverses. Et ihærdigt,
dygtigt og paalideiigt Manđsiíab er vel
yærd at tages alt skyldigt Iíenayn til.
— Vi skal iøvvigt ikke komme
viđere i'nd' paa Enkeltheder, men yil
tillade os at pege paa et Par Ting,
som formentlig er af Betyđning i denne
Sag.
Uđen Tviyl vilde đet, og særlig i
disse Tiđer, yære paa sin Plads, om
Manđskabet. var interesseret i Skibets
Forbrug af Proviant og Salt m. m.
Det var onskeligt, om der i det hele
taget ombord i vore Skibe fandtes en
fast Disciplin og god Orderi, men naar
dette ikke i Almindelighød siges at væ-
re Tilfældet, ligger det deri, at vore
Skibsfiskere, lige iidt som nogen an-
den Stand, kan siges at besidde virke-
lig faglig Uddannelse med đeraf folgen-
de Standsbevidsthed, Kærliglieđ til Fa-
get og Respekt for det.
Som før bomærket, synes đet en
meget ensidig og ufuidkommen Betvagt-
ning af Sporgsmaalet om Fangstens
Fordeling blot at lægge Vægten paa
det procentvise. Udbytte i Forhold
til denne. Det er ganske urigtigt, at
Mandskabet ikke i nogen Maade skal
være interesseret i Driften i đet hele
taget ndover et vist Antal pCt., enten
det er saa eller saa. Dersom dot paa
den eue Side var lagt i Mandskabets
Interes.se ved en opmærksoin og paapas-
selig Omgang med al Uđrustningen at
søgo at holde ITdgifterne indenfor de
riineligst mnlige Grænser, og det paa
đen anđen Sido ligeledes var lagt i
dets Interesse, ved en efter stigende
Skala voksende Andel i det rene Over-
skud, at bringe Fangsten op til det
mest mnlige, •— da niaatte det ogsaa
ligge Fiskerne paa Hjærte først og
fremst at opnaa en i det heie taget;
betalenđe Fangst og derefter et saa
stort Overskud som mnligt, livori
ikke blot Rederen var sæiligt interes-
seret, men ogsaa d e s e 1 v.
Dette er Spørgsinaal, som kommer
til at ligge for, og som det er i Alles
Interesso at faa løst paa en god Maade.
„ T o n e n . “
Under foranstaaende Overskrift
findes i sidste Nr. af »Nordlysi« en
Artikkel, unđerskrevet ,,J. J.“. Artik-
len bestaar af to Dele:
1) Et yderliggaaende, anonymt,
personligt Angreb paa en imvngiven
Mand (»Dimmalættings< ny Redaktor),
der kaldes „en ynkelig Plebejernatrir“,
der ,,benytter sig af Nedrighedcns og.
Plnmphedens Vaaben“ og ,,ikke gene-
rer sig ved at sidde i den mest lyssky
Sladderkrog i Selskab med nogle ndsøg-
tO' Siaddorhaitke". Dosuden fiudes i
Artiklen blandt andet fblgenđe Udtryk,
som LæsereH.'efter Samrncithængeh:it;bp•
pe kan undgaa at henfore til »Dimma-
lættings Redaktør: ,,forloren Tone“,
„Runddan* i Smudset", „sole sig i
Mndderet11, ,,kaste med Snavs“, „Sinaa-
lighedens og Dumhedens Kævl“, „det
niddingsagtigo og smaatskaarue“, ,-íper-
sonlige og smaalige Hensyn“.
2) Et stærkt uđtalt Ønske .o.mv
at Tonen i den færøske Presse uKta
blive bedre, saa at Pressen skal blivo
i Stand 'til at svare til sit Formaal,
nemlig ,,at briiige Tidens Spøi’gsmaal
og Bevægelser ud: over vore Øer uden
Indblanđing af personlige Og smaalige
Hensyn". —
Det soin 2 anførte er vel nok
tænkt som Artíklens. Hovedindhold og
bnrde maaske derfor haye været nævnt
først. Men uaar jeg har sat Angrebet
paa »Dimmalættings« Redaktor forrest,
er det for at betegne, at den med fær-
øske Presseforhold kendto Læser i ‘J9
af 100 Tilfælde ikke vil faa stort aridet
nd af Artiklen end dette, at denue —
for at bruge den anonyme Forfatters
egne Ord — er „en i forloren Tone
skrevet Artikel om at holđo sig paa Af-
stand af S ni u d s p r e s s e s t a n đ p u u k te t‘ \
Dette er for saa vidt beklageligt, som
Opforđringen i dette Tilfælde er ærlig
nok ment; men ,,Indblauding af ' imaa-
lige Hensyn“, i dette Tilfælđe Ønsket
om i førsto Række at komme Sara-
baudspartiets Blad til Liys, har
bevirket, at Artiklen kun i meget rin
ge Grad egner sig til at udgøre et Leđ
i en saglig Diskussion.
Saafremt der af ,,J. J.“ eller an-
dre næres et virkelig alvovligt ØnskO
om en Forbedring af „Tonen“ i den'
færøske Presse, maa de paagældende,
livi* de virkelig onsker at opnaa noget
i saa Henseende, først og fremmest
selv optræde ,,paa en ærlig og ridderlig
Maađe“. Om der benyttes flere eller
færre stærke Ord og drastiske Vendin-
ger, er i đenne Henseende uden Betyd-
ning; en nayngiyen Forfatter, der klart
og tyđeligt sigor sin Memng, kan kun
bidrage til en mere sund Tone i Piessen
end đen nuyærende; đerimod er der en-,
kelte simple Grundsætninger, som ináriv
aldrig burde overtnede. Jeg skal hev
nojes med at nævne to, som „.T. J.“
bør overveje nøjo, inden han fortsætter
sit Arbejde for Forbeđring at' Tonen.
1 ) Man bør ikke tie stille til de
værste Gemenlieđer, blot fcrđi de findes
i Ens eget Partis Blade, og samtidigt
lado forarget over langt nskyldigore
Artikler i Modpartens Bladø. I det
hele hjælper det næpjie synđerligt at
nngribe Modpartcns Blade; skai der væ-
re Alvor i Sagen, bør enliver direkte
eilcr indirekte uđøve sin Indflydelse
der, hvor han fortrinsvis kan gore deir
gældende, og Jetto vil i de fieste Til—*
•f»lde sige: overfor eit eget Partifr