Norðlýsi - 14.02.1919, Blaðsíða 3

Presse.
2) Ret aldrig i a n o n V.m e Ar-
tikler personlige Ángi’eb ruod no-
gen navngiven Person. — Anonyme
Artikler om offentlige Porhold kan mu-
ligvis undert-iden have deres Berettigel-
se; men der er ingensomhelst Tyivl
om, at en af Hovedgrundeno til den
daarlige „Tone‘‘ i den færoske Presse
er den uđstpakte Brug, der her geres
hí anonyme Overfajd paa ofte g;mske
sagesloso Persotier, -d?n særlig Afart af
dette Uyæsen synes iøvrigt i deu sidste
Tid at lmve uđyiklet sig i Porm af ano-
nyme Beskyldninger mod og tilhorende
pgrsonlig Nedrakning af Personer, som
opgives som Forfattere til auonyme Ar-
tikler, som de ikke har liaft íniudste
Andel i eller Kendskab til, fer de saa
ctem paa Tryk.
Fuglefjord 31. Januar 1919
C. li. Ege.
*
Da der endntt ikke er givet J. J.
Lejlighed til Svar, skal vi knytte
følgende Bemærkning til Hr. Eges
Artikel.
Vi tvivler ikke om, at Hr. Ege
veđ sit Indlæg lmr haft til Hensigt, at
bidrage til Disknssionen om Porandring
i »Tonen«, hvilket jo ogsaa tyđeligt
fremgaár af, at »man bør ikke tie stille
til do værsto Gemenheder. blot fordi de
finđes i ens eget Partis Blađe, og sam-
tidig lade forarget over laugt uskyldige-
re Artikler i Modpartiets Blade«. Naar
Hr. Ege fi'ømsætter denne Formaning,
saa maa man for at se ham som det
gođe Eksempel fordre, at han var deu
ferste til at gore siu Indflydelse gæl-
dende til át forbedre Tonen i sit Partis.
Naar det hedder i' Artiklen: ,,Ret
alđrig i a u o n y m e Artikler p e r s o n-
lige Angreb mod nogen navngiven
Person", saa er vi her i den bedste
Overensstemmelse med Hr- Eges An-
skuelse. Samtiđig liermed skal vi betone,
at vi gennom J. J. ‘s Artikel ikke har
knnnet se noget personligt Angreb
mod ,,Dimraalættings“ Redaktør; „An-
grebet“ gjaldt udelukkende lians jour-
n a 1 i s t i s k e Virksomhed som Redaktor
af „Dimmalætting“
Selv om ,,der i et Blad fretnkom-
mer anonyme Artikler, saa er det ind-
lysende, at det er Redaktoren, der er
Unsvarlig overfor deres Tono og Indhold.
Her gives der iugen Undtagelser.
Red.
Folkets Ledere.
— 9—
Inđtil for -nogle faa Aar siden
mangledo vi fuldstænđig faglig Orga-
nisation, og. Grnnden er egentlig den,
at vore forshellige Erhverv ikke er
skarpt afgrænsede, idot Fiskeren ofto
driver Jordbrug eller Haandværk sóm
Bibeskæftigelse, ligesom en Haandvjbr-
ker eller Kebmaud ofte maa være Íidt
inde i Fiskeriets Mysterier og tago et
Tag i med, naar Lejlighed gives devtil.
Dette er egentlig- en Folge af de fatti-
ge Levekaar hos os: ikke Overflod i
nogen Henseende og en fuldstændig Man-
gel paa Raamaterialer til Industrien,
Eu simpel Folge heraf er at baa-
de Fiskei'øn, Haandværkeren o. s. v.
ikke er saa udprægede Fagfolk soiu
man sov andve Stedev đ. v. s. ikke saa
gođt uddannede og gaa saaledes ikke
helt op i deves Beskæftigelse som Fag.
En arnlen Folge ev, at Fiskereu, Haand-
værkeven, Læveren og Kobmanden ikke
som andve Steder staa fremmede ovey
for hinanden, men ligesom de alle er
med til at dræbe Grinden, fange Sej
og Fugl, gøre Sørejser, bjærge Baađe-
ne, fange og tilberede Fisken, er der
i Gviinden et mere forstaaenđe Forhold
tilstede blandt voro Samfundslag end vi
keiidev ude fva de moderne Vevdensara-
fund.
Naar vi taler om andre Steder,
mener vi gerue Byerne, med deres skarpt
afgæruseđe Ai-bedsfordeling, og det er
i Byerne at vi finder Modsætninger,
nemlig de grunđet paa Generationers
Oplysning og faglig Uddannelse skarpt
adskilte og til Fuldkommenhed uđvikle-
de Arbejdsfag. Paa Landet nede i Dan-
mark vil vi i nogen Grad finde lignenđe
Forhold som her.
Vov halvthunđređeaavige Kultur,
kan med den afsiđes Beliggenhed ikke
bringe os langt frem i Udviklingen og
dette spores overalt i vore daarlige
Forretnings - og Bankforhold, dev sam-
men med den đaarlige Uđdannelse er
Skyld i at vore forskellige Virksomlie-
der óg vor Sofart staar saa langt
tilbage. I denne Forbindelse maa na-
turligvis ogsaa nævnes den Mangel paa
Kapital, der er en nødvendig Følge af
yorø Øers Lidenhed og den faatallige
Befolkuing, der bebor dem.
Den mest primitive Form, hvorun-
der vi driver Fiskeri er Driften med
Robaađ. Denne er ved aarhundređlang
Erfaring bygget saa let og smækker
sora muligt for at den kan være let at
trække paa Land og let at ro, ’raen den
kan til Gengæld med Maudskab og Li-
neređskaber ikke bære ret megeu Fisk,
naar det ihukommes, at Farvandene om-
kring vore Øer er meget vanskeligt at
befare.
Ser vi hen til Nordmændene, saa
er vi sejlet langt agterud af disse,
skønt vi har en neđarvet Ret til at
bære deres hæderlige Navn: « Mændene
fra Nord «. De kan med deres smaa
Darapskibe altid fange mere Fisk end
vi —og fange Fisk paa dybere Vaud,
Vj kober gamle Skilie, medens de
modevne Trawlore tager den største
Part af vor Fiskerigdoiu, som endda
ikke er særlig stor.
Hvad vi mangler, er Oplysning,
som er I'dlosning' af Trældom og Voj-
en til Selvstændighed. Saaiidt vi har
lært og er gaaet frem har vi nu faaet
lært at goro Arbejdskonfiikt. Det lyđer
næsten utroligt at der skal findes Klas-
sekamp i vore smaalige. Erhværv. Men
Eksemplet smittei' jo, siger man, og de
moderne Anskuelser ojn ílejdcr korí-
tra Arbejdsgiver har allerede for længe
siden vundot Indpas hos os.
Blandt de Mæncl, der har været
med til at modeniisere Færøernes Ar-
bejdere, kan nævnes en Bager, der
kom til Thorshavn. Han nævnes ikke
her for hans fremtræđeuđe Egenskab
som Bager, inen forđi lian lærto.Thors-
havnerne, at de ikke var Fiskero, Sned-,
kere, Tømrere, Skomagere, Lossemænd,
men Arbejđere og íit Arbejderen
som Middel til at geunemføre ,Lonfor-
bedringer skal strejke. Resultafef ■ har
hidtil været et Par meget umotivarede
og uheldige Arbejdsstandsninger, nær-
mest beregnet paa at se hvorledes en
Strejko tager sig ud. Paa Suderø har
der ogsaa været tydelige Spor af deune
Arbejdsbevægelse fremme.
Den færoske A r b e j d e r k&n
sti-ejke uđen Risiko, for Søon staar
ham aahen; han beliøver ikke at sulte.
De dor ikko gaar paa Fiskeri,. kau saa
være beskæftigeđe paa deres .Toivllod.
Som Forholdene er tør man sige.
at en Fagforening af Arbejdere paa
Færøerne ikke liar Bótingelser for'
Trivsel; deu tilhører Storbyen og kan
ikke anvendes lier. En Arbejder fra
Storbyen viido betragte Eæreerne som
et Parađis. Eik han for lidt Lon, saa
han ikke kunde føre cn menneskelig
Tilværelse, vilde han ved at fremstille
Forholdeue for Arbejdsgiveren i de fles-
te Tilfælđe uaa sine Ønskers Maal.
»Kapitalisten« vilde vist heller end ger-
ne beliolde den đygtige, velvante og
villige Arbejder og betale liam det
nødvendige.
En helt andon Sag er det, naar
Kutterfiskerne slntter sig sammen. Det
er eu Fagorganisation, som kárí ni'ode"
op med et stort Aptal ^letllemmor,
hvoraf dog en Del kurí ’gaar til Ses i
Ny og Næ, og hvoraf 'maugo fisker li-
ge meget med Robaad of Motorbaađ
som m ed Kuttere. Foreningerí ðmfatter
Baaledes ikke- rídelnkkende Skibsfiskere.
Saaledes omspæuder Foreningen alle
Færøeriier
Fagforeniugec har ikke som e n e s-
te Formaal at underhandle om liojere
Leu. Hovedsagen skuldo tvier.tiinod væ-
re gennem. Bihlicitekei’v Foredrag, Fag-
skoler at- højne Med!enimei;nea Oplys-
ning og Uđđannelse teoretisk og pralc-