Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.12.1925, Blaðsíða 2

48
Dansk-islandsk Kirkesag.
Indhold er grænseløs. Det er kun Mennesker, som
nu og da prøver på at afstikke Grænserne for Guds
Virksomhed, fordi de forsøger på at gøre ham Kun-
sten efter i at skabe. De vil skabe ham om i deres
begrænsede Billede. Og så når de kun at se sig selv.
Men ikke Ham.
Med denne Undren er det, vi begynder.
Ud af vor Forundring stiger Tilbedelsen — den,
der er stum. I den bliver vi ét med Hyrderne på
Marken og tillige i Anden samtidig med Barnet i
Krybben. Men fra Tilbedelsen løfter Takken sig i Ord.
Den Tak, der i Ordets Form også hos os skal blive
Kød — nemlig Virkelighed og Virksomhed i Kærlig-
hedens Tjeneste for Brødrene.
Gennem Barnet viser Guds ubegrænsede Frelses-
vilje sig. Thi hvor findes der et Menneske, som ikke
har Hjerte til at kunne bevæges af Barnet, enten det
pludselig er inden for vor Dør eller vi møder det på
vor Vej? Barnet er os selv forfra. Dermed begyndte
vor egen Eksistens. Dermed begynder også Gud. Og
er vi overhovedet noget andet, end Guds egne, hjælpe-
løse Børn?
Men Begyndelsen er kun Anslaget — nemlig til
Fortsættelsen.
Hånden, der er rakt ud, vil gribes. Tilbudet, der
er udtalt, kalder på vort Svar. Begyndelsen forud-
sætter en Videreførelse. Det er den, vi er indbudt til
at følge. Eftertrykket ligger just derpå, at vi indbydes
til at følge med fra Begyndelsen og dermed til ikke
at springe noget Mellemled over. Gud er den, der
under os det Hele.
Julens Fare består i kun at ville holde fast i det
livløse Svøb, i hele den ydre, glimrende Indfatning,
Julen har fået. 1 denne Henseende truer Verden med
at begrave Guds Juletanke som et Barn, der kvæles
i sit Svøb.
Julens Glæde består i, at der bag Svøbet er et le-
vende Barn, som forfremmes i Visdom og Alder, og
som vokser i Yndest hos Gud og Mennesker. For
den, der tror på Væksten, vokser Guds Juletanke ud
af Svøbet og bliver nu selv en Virkelighedens Trusel
overfor Verden.