Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.12.1928, Side 9

Dansk-islandsk Kivkesag.
79
sagt, siden jeg var Barn, og lært dem først af mine
kæres Læber. Nu og da hørte jeg dog Vers, som jeg
ikke kendte. Saaledes gik det denne Gang. Et Barn
i et af Hjemmene sagde et Vers for mig, som jeg
ikke før havde hørt. Det kan godt være, at en og
anden af eder kender det. Det var dette lille Vers:
»Naar Verdens Rose visner bort,
og Hjertet taaredugg'es,
tænd for mig, Jesus, evigt Lys,
som aldrig, aldrig slukkes.«1)
Dette lille Vers har ikke stor digterisk Værdi, men
Tanken deri rørte mig alligevel. Det er saadan en
sund Trostanke. Naar Verdens Rose visner og Hjer-
tet smelter i Graad. Dette maa næsten alle de erfare,
som kommer op i de ældre Aar, at Livets Roser,
som vi nævner dem, visner, falder hen, — enten det
nu er Ungdommens Rose, eller Glædens og Sund-
hedens, eller Samlivet med vore kære. Og da gaar
det ogsaa for de fleste saadan, at Hjertet taaredugges.
Glædeslysene, som syntes saa mange og klare i Ung-
dommen, at mangen en mente, de vilde holde ved
at skinne for ham vel og længe, de formørkedes, før
man kunde hindre det; og forskellige Prøvelsers og
Skuffelsers Skumring kom til Mennesket. Han maatte
da sande, hvor afmægtig han er i sig selv. Derved
vaktes Kvide og Klagesind. Han lærte nu af egen
Erfaring den Sandhed at kende, at naar Verdens
Rose visner, da gaar det ofte saaledes, at Hjertet
dugges af Graad. Dette lille Vers’ Forfatter var ikke
i Tvivl om, hvad han da skulde gøre, hvorhen han
skulde vende sig, naar saadant var kommet. Han
ft »Heimsins Jegar hjaSnar ros
og hjartaS kloknar,
Jesus! gef mér eilfft Ijos,
sem aldrei sloknar!«