Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.12.1922, Blaðsíða 29

Dansk-islandsk Kirkesag.
135
gaarde. Endog i forholdsvis befolkede Egne møder
man næsten ingen Mennesker. Nej, Tiltrækningen
ligger ikke i Landskabets mange Detailler; thi der er
kun faa, og Forgrunden frembyder kun af og til Af-
veksling. Man rider over de grønne sumpede Moser
og Enge, op over Fjældene, gennem dybe Dale og
stenede Sletter, uden at Øjet fængsles af det, som er
en nærmest. Medens Hesten slaar sine Hove mod Ste-
nene, og medens Brokfuglens eller Regnspovens Fløjt
Bondegaard. (Fot. af Lektor L. Sørensen).
lyder i ens Øre, stirrer man uden Afbrydelse i Time-
vis ud i det fjerne. Indtrykket forstyrres og sammen-
blandes kun sjældent ved Betragtning al interessante
og skønne Billeder paa ens Vej som i rigere og mere
begunstigede Lande, hvor Civilisationen er skreden
fremad. I Timevis nyder man det ene store, skønne
ijærne Billede. Indtrykkene fæstner sig og former sig
til et befriende, mægtigt betagende Hele, som aldrig
glemmes. Man husker de Jølcelkupler, de Fjælde, de
Linier, de Farver, man ser. Men der maa Sol og Lys
til, for at Landskabet kan komme til sin Ret! I Taage,