Det Nye Nord - 02.07.1919, Blaðsíða 20

Side 390
DET NYE NORD
2. Juli 1919
KUNSTos li te ratur
V I ■■ ■—1 — — ■ —1 ■■■■ —1,n* ■
DEN SVENSKE BALLET.
Fokin contra Bournonville.
Det var godt, at vi fik det at se paaNærhaand, for at vi
kan skønne, hvad hver især af de lo Balletmestre,
den spillevende og den hedengangne, kan give os af
Skønhedsværdier — thi Skønhedsglæden er Ballettens
inderste Væsen, dens Existensberettigelse.
Man spillede under Fokins Instruktion hans to Bal-
letdivertissements: »Sylfiderne« og »Scheherazade«. Det
første var en Række meget yndefuldt arrangerede Op-
stillinger med Solodanse i gammel Stil skudt ind for at
bryde Grupperingerne — meget fint, meget luftigt og
med nok saa store Krav til de unge dansende Damers
Legeme, der ikke som i vor Ballet fik Lov at indtage
»Rør«-Stillinger, naar de ikke direkte medvirkede, men
stadig var i Funktion istedenfor at hvile i Hofterne.
I denne Sans for Gruppen er Fokins Øjne meget
skarpe, og han har et fuldt udviklet kunstnerisk Blik.
Hvad dansk Ballet paa dette Punkt kan lære af den
fremmede Mester vil kun være af det gode.
Saa kom den »orientalske Fantasi«, og Beundringen
for Fokins Evner som Arrangør og for hans Farvesans
voksede. Dette var virkelig et koreografisk-symfonisk
Partitur, hvor der baade var Klangfarve, kunstnerisk
Fordeling af Instrumentgrupperne og al Slags rythmisk
Forskydning. I sin Art kunde det ikke være bedre, og
kunde for den Sags Skyld heller ikke faa nogen bedre
Udførelse.
Men saa var da alt vel? Og det var Ballettens tip-
top, som nu var naaet? Nogle vil mene nej, andre vil
mene nej — det er inderst inde et Spørgsmaal om per-
sonlig Smag og om kunstneriske Idealer.
Der er næppe nogen Tvivl om, at en saa energisk og
skarptskuende Balletmester som Fokin altid vil virke
ildnende paa et Balletcorps og være til Fordel for et
Teater. Men det er ikke derom, Talen drejer sig. Det
er Spørgsmaalet, om den Fokinske Ballet bør have et
kunstnerisk Højsæde som den Bournonvilleske — eller
nøjere bestemt: Skal Aandløsheden have Lov at brede
sig paa Aandens Bekostning?
Hr. Fokin skal, da han overværede en Opførelse af
»Napoli«, blot have bemærket, at den Slags romantiske
Balletter kendte han nok, og at de kunde være gode nok
for deres Tid, men forlængst var antikverede. Nu maa
man visselig give Fokin Ret i, at »Romantik« er der
ikke i hans Balletter — thi der er overhovedet intet,
som har med at Aand at skaffe. Et Farveraffinement,
flot Akrobatik, et Bevægelsernes Orgie — kort sagt alt
det brutale, det som kan tilegnes af enhver Stud, fordi
det kun kræver Øjne og Sanser, men hverken Hjærne
eller Hjærte — det findes i Fokins orientalske Drømme-
spil. Teknisk er det naturligvis den Ballet, som bydes
i en Cirkus-Pantomime, langt overlegen; men det er
kun en Gradsforskel, ingen Artsforskel. Det er »Kunst«
af den Slags, som taler til handicappede menneskelige
Arbejdsmaskiner, derfor har den gjort Furore — men
ikke til Mennesker, der vil tænke og føle ved Kunsten —
det er Kunst til at glo paa, en overdaadig og farverig
Illustration til Mammon-Dyrkelsen. Hr. Fokin skulde
komponere et Divertissement »Dansen om Guldkalven«,
det vilde han nok kunne gøre udmærket og til sit Publi -
kums Tilfredshed.
Det maa dog indrømmes, at de orientalske Fanta-
sier klæder Fokin langt bedre, end naar han vil kopiere
de gamle Stilarter og den franske Ballet. Hvilket skønt
og vemodigt lille Eventyr fortæller ikke Bournonville
os i »Sylfiden«, fuld af Skovromantik, medens Fokin i
»Sylfiderne« ikke fortæller os det allermindste. Og i
»Fjærnt fra Danmark« Modsætningen mellem sydlandsk
Spil og stolt Vellyst og paa den andenSide nordisk Blond-
hed og lidt hjemmestrikket Bravhed — hvor er ikke denne
lille Historie henrivende og stemningsfuldt fortalt! Og
Bournonvilles Parafrase over Hr. Oluf i Elverdansen og
de gamle Folkesagn; eller den ynderige og skæmtefulde
Maade, hvorpaa han forstaar at knytte en lille Kærlig-
hedsintrige selv til en Enakts-Ballet som »Livjægerne
paa Amager«. — Til alt dette er jo ikke mindste Tilløb
hverken i Hr. Fokins ægyptiske eller persiske Fantasier,
som er kemisk frie for Poesi og kun indeholder meget
trivielle, pantomimiske Forviklinger af ganske banal
Art.
Hvori ligger da Forskellen mellem de to Ballet-
mestre og mellem de Udslag, deres Kunst giver sig?
Ganske simpelt deri, at Bournonville var Digter, medens
Fokins Ydelser ikke kommer ud over Kunsthaandvær-
kerens. Der er Folk, hvem en mægtig Støbejerns-Figur
med Favnen fuld at Frugter, der helst skal belyses elek-
trisk i alle mulige Farver, behager mere end en enkelt
lille Blomst, forfærdiget af Smedejern. Det ene er Kunst
paa Maskine, og det andet er personlig Kunst. Masserne
foretrækker det maskinsyede for det haandsyede, og det
er derfor nok muligt, at den Fokinske Ballet — hvis
Fortjenester som sagt ikke bør underkendes — for en
Tid vil stille den Bournonvilleske mindre straalende i
Skygge.
Men ingen Kunstelsker vil være i Tvivl om, at der
er ti Gange mere Poesi i »Festen i Albano« end i »Sche-
herazade«.
Julius Clausen.