Det Nye Nord - 01.10.1925, Blaðsíða 6

Side 72
DET NYE NORD
Oktober 1925
mæssige Pengeenhed, der imidlertid nu mister sin Be-
tydning. Heraf følger nødvendigvis, at i alle valuta-
svage Lande vil ingen forvandle sin Formue eller
Dele af sin Indkomst til Kredit i normal Betydning,
men foretrækker at sætte Pengene ind i Banken paa
kortest mulige Opsigelse, dersom han ikke kan finde
en passende Anvendeisse for dem i Konsumtionen.
Under normale Forhold vilde dette betyde en glæde-
lig Forøgelse af Pengenes Omløbshastighed. Men de
Omstændigheder, hvorunder Pengene i et valutasygt
Land skifter Ejere, er af en saa sørgelig Beskaffenhed,
at selve Foreteelsen har de mest skæbnesvangre Følger.
Thi Pengene cirkulerer ikke, saaledes som Regelen el-
lers er, i Produktionsprocessens, men i en Katastrofe-
konsumtions Tjeneste. Netop denne Proces skylder vi
først og fremmest det klassiske Inflationsbillede: Sult
og dyb Elendighed paa den ene Side, Fraadseri og
Luksus paa den anden. Situationen minder i mangt og
meget om Foreteelserne i Europa omkring 1000 e. K.,
da Forvisningen om Verdens Undergang gjorde Spare-
tanken forrykt og Konsumtionstanken naturlig.
Inflationen giver Produktionen af sig selv Mulig-
heder for en stadig Række af Konjunkturfortjenester,
idet Løn og Raastoffer stadig holder sig indenfor et
lavere Prisniveau end den færdige Vare. Tilsyne-
ladende kan her da noteres en stadig stigende reel For-
tjeneste. Selvom denne selvsagt maa reduceres betyde-
ligt ved Pengeenhedernes stadige Fald, kan der i Re-
aliteten tales om en Forskydning af Værdierne og ikke
alene om en Forarmelse.
Men man forstaar først Foreteelsen, naar man gør
sig det klart, at alt dette til syvende og sidst kun beror
paa et himmelraabende Misbrug af Kredit en.
Vi behøver ikke her at trætte Læserne med Eksempler,
men kan indskrænke os til at fremføre, at ved hvert
Laan til produktivt eller distributivt Brug snydes Laan-
giveren konstant, uden at Laantageren herved kan no-
tere en reel Gevinst, omend Foreteelsen egentlig bedst
kan betegnes som Rov. Endnu skarpere kommer
selvfølgelig dette Forhold frem, naar der er Tale om
gammel Kredit. Og den Devise, hvorunder denne »Om-
bytning af Værdierne har fundet Sted, har været:
Mark lig Mark«. Hvorfor nu ikke sige det lige
ud: »Vaer eder! Inflation er Tyveri! Et Land uden
værdibestandige Penge er et Land uden Ret, og en In-
flationsstat er en Røverstat.«
Det kan i denne Forbindelse forresten være interes-
sant at pege paa, at det kapitalistiske Samfunds værste
Fjender, Anarkisterne og Kommunisterne, anser In-
flationen og Pengetilintetgørelsen som deres stærkeste
Vaaben og tror ved deres Hjælp at kunne tilintetgøre
Kapitalens Magt. Men i deres Naivitet har disse Men-
nesker baade i Rusland og Tyskland forvekslet Begre-
berne »Kapital« og »Kreditorer«. De tror at kunne
ekspropriere den kapitalistiske Udbytter ved Hjælp af
Seddelpressen til Gunst for Masserne, og har i Stedet
for dette netop omvendt eksproprieret det erhvervende
og opsparende Folk til Gunst for Kapitalen.
Under Inflationstider lyder Raabet paa retfærdige
Priser. Kun herved kan man efter Folks Mening
dæmme op for de allerværste Røverier. Men i Virkelig-
heden er en Avancélovgivning umulig under Inflations-
tider. Det er praktisk taget en Selvmodsigelse. Begre-
bet Aager en sandelig ikke let at definere i saadanne
Tider. Ihvertfald kan man ikke uden videre benytte
den gamle Terminologi. Og dog trives Aageren kraf-
tigt. Enhver kartelleret Industri driver Åager, naar den
gennem bindende Aftaler lader Priserne stige til en
Højde, der fuldtud er tilpasset efter Pengenes Værdi-
forringelse, tiltrods for at paa samme Tidspunkt hver-
ken Arbejdslønnen og de andre Omkostninger paa
langt nær indebærer en tilsvarende Pris. Og ethvert
Samfund bedriver Aager, der afpresser enkelte værge-
løse Dele af Befolkningen Ydelser uden at yde dem til-
svarende Erstatning, saaledes som det f. Eks. sker over-
for Byernes Husejere, som man giver en Smule værdi-
løse Penge for mange værdifulde Beboelsesrum. Men
fremfor alt bedriver Staten Aagér, naar den lader sig
sine Tjenester betale med det mangedobbelte af, hvad
de er værd, og som driver en ganske overflødig Luksus
med de Penge, den direkte eller indirekte (gennem Sed-
delpressen) har frataget Befolkningen, idet den under-
holder kæmpemæssige Hære af Embeds- og Bestillings-
mænd, der alle kunde afskediges, hvis den ikke selv
ved sin forkastelige Valutapolitik havde fremkaldt For-
styrrelser paa snartsagt alle af Omsætningslivets Om-
raader, og som den nu tror at kunne borteliminere ved
Hjælp af disse Hære. Men det, hvad Folk i Al-
mindelighed anser for Aager, og som man mener
bedst at kunne studere gennem Priserne i Butiks-
vinduerne, er det yderst sjældent, men de erhvervs-
drivendes berettigede Nødværge imod Forringelsen
af den i Pengene iboende Købekraft. En retfær-
dig Pris! Det er i Virkeligheden den, der tillader Im-
portøren af Raavarerne, Fabrikanten og den handlende
at holde deres Virksomheder i Gang i normalt Omfang.
Døm saa selv.
Valutafattigdommen kommer inde fra og paa Va-
lutaens (eller Pengenes) eget Gebet. Det er Vanvid at
tro, at Elendigheden virkelig skyldes en tabt Krig,
social Revolution eller Krigsskadeserstatninger. Histo-
rien viser Gang paa Gang, at saadan Modgang forholds-
vis hurtig overvindes. Men en systematisk gennemført
Pengeforringelse kan intet Samfund modstaa.
Valutafattigdommen staar i Indskrænkningernes
Tegn. Overalt maa man — og kan man — nøjes med
en Brøkdel af den normale Tids Goder. Der synes saa-
ledes at kunne nøjes med betydeligt mindre af snart-
sagt alle Slags Goder end under normale Forhold. Det
er ligesom Førkrigstidens hele økonomiske Skelet er
blevet for stort — med Undtagelse af Beboelses-
rum. Enhver kender Inflationstidens uhyggelige »Bo-