Det Nye Nord - 01.10.1925, Blaðsíða 7

Oktober 1925
DET NYE NORD
Side 73
lignød« med dens skarpe Restriktioner, der dog aldrig
rækker til. Man er tilbøjelig til at tale om en naturlig
Bolignød, først og fremmest opstaaet ved den simple
Kendsgerning, at under Inflationstider hverken vil eller
kan de almindelige »Bygherrer« bygge Beboelseshuse,
fordi Risikoen bliver altfor stor. Man synes saaledes,
at Bolignøden er selvindlysende.
Men som ved saa mange offentlige Selvfølgeligheder
foreligger der her en skrigende Misforstaaelse. »Bolig-
nøden« er nøjagtig lige saa lidt naturlig, som det vilde
være naturligt, om de nuværende Jernbaneanlæg, Lys-
kilderne, Pressen o. s. v. ikke kunde tilfredsstille den
øjeblikkelige Efterspørgsel og derfor maatte udbygges
betydeligt. Naar det økonomiske Liv ikke engang er i
Stand til at opretholde de sidstnævnte uundværlige
Kuiturnødvendigheder i deres gamle Omfang, saa kan
det ganske sikkert heller ikke være i Stand til at for-
rente den i Byernes Grundbesiddelse stikkende enorme
Kapital paa sædvanlig Maade, ejheller amortisere den,
for ikke at tale om at gøre den større. Thi i Modsæt-
ning til Samfærdselsmidlerne, der er en af Økono-
miens Grundlag og som saadant maa holdes intakte,
selvom de giver Tab, kan Boligvæsenet i det mindste
midlertidig gøres til Genstand for en vidtgaaende Ind-
skrænkning uden Skade for Samfundsøkonomien. Be-
boelsesrum hører nu engang ikke til Goder af aller-
første Rang, hvori der ikke taales Indskrænkninger.
Man kan være lykeklig i et enkelt Værelse, men ikke
med tomme Maver eller med utilstrækkelig Beklæd-
ning. Og naar man tiltrods herfor i mangfoldige Til-
fælde ser Folk bevare deres gamle, store Lejligheder,
er dette ikke noget Modbevis, men kun et Bevis for, at
Beboelsesrum under Inflationstider med Huslejelov-
givning faktisk er det eneste, hvad man saa at sige faar
til Skænks. Hvor en Arbejder i Normaltider maatte
betale en Femtedel af sin Løn for eet Værelse med
Køkken, og medens han dengang absolut ikke havde
Raad til at faa det haardt tiltrængte andet Værelse,
fordi han umuligt kunde afse endnu en Femtedel her-
til, koster det ene Værelse nu maaske V200 af hans Ind-
komst, og nu er der i og for sig god Raad til baade det
andet og det tredje Værelse. Og saaledes opefter gen-
nem Middelstanden til Bourgeoisiet. Her er den virke-
lige Aarsag til Bolignøden. Den moralske Begrundelse
af et saadant System er jo denne, at Husejeren efter-
haanden som Pengenes Værdi falder, beriges paa Be-
kostning af sine Hypotekindehavere. Og dette er selv-
sagt rigtigt. Men Staten forstaar blot ikke, at medens
den saaledes kontrollerer en bestemt Stands Inflations-
gevinst, foraarsager den et af Inflationstidens værste
Onder uden i og for sig at gavne de truede Hypotek-
interesser.
Vender vi os nu til et af Inflationstidens mest karak-
teristiske Træk: Statens Kamp mod Infla-
tionssymptomerne, staar vi overfor en Tra-
gedie af overvældende Virkning. Det er vist ikke over-
drevet at sige, at denne Kamp er langt værre end
selve Symptomerne, hvadenten disse hedder Sult, Ar-
bejdsløshed, Tyveri, Aager eller Fremmedinvasion af
Kapital. Der sker nemlig under denne Kamp, der altid
ledes mere udfra juridiske end fra nationaløkonomiske
Principper, helt enkelt et Brud paa Samfundsøkono-
miens Kraftmaskiner. Det økonomiske Liv har nu
engang sine egne Love og sine egne Midler til —
hurtigere eller langsommere — at komme udover Syg-
domme, selv om disse Sygdomme er foraarsaget ved
brutale Indgreb fra udenforstaaendes Side. Det er
Staten, der altid bærer Skylden for enhver Inflations-
sygdom, som af slet og ret Uforstand paaføres Sam-
fundslegemet. Dette maa dens Repræsentanter forstaa,
ligesom de maa forstaa, at den ved selv at kurere paa
Patienten gør sig skyldig i et strafbart Kvaksalveri.
Hvad ikke selve Systemet afstedkommer af økono-
miske Ulykker, det besørger Udgifterne til dets
Opretholdelse. Det Skattetryk, der saaledes direkte
overvæltes paa Erhvervslivet, vilde i sig selv saa at sige
være tilstrækkeligt til at lamme det.
De Farer, der lurer bag ethvert ødelagt Pengesystem
med tilhørende Inflationsøkonomi, er uden Tvivl min-
dre af økonomisk end af politisk Art.
I hvert Fald er det fortrinsvis Politikerne, der
kaster sig over dem. Og i Stedet for at tage Situa-
tionens politiske Konsekvens — begaver de Erhvervs-
livet med hele Rækker af økonomiske Inkonsekvenser.
Hver Ting maa altid holdes for sig, og naar vi
endog har Eksempler paa, hvorledes en saakaldt »øko-
nomisk Krigelovgivning« har ladet sig diktere af rene
udenrigspolitiske Motiver, der overhovedet intet havde
med vedkommende Lands eget økonomiske Liv at
gøre, saa forstaar man endnu bedre, hvilken Svøbe,
Kampen mod de økonomiske Vejrmøller bliver for et
Samfunds sunde Økonomi. — Der gives Folk, der
anser f. Eks. Tysklands Inflationsøkonomi for heri
gende for Landet. Man mener, at Seddelpressen for
en stor Del betaler Importen. Vi maa her se hort fra
den udenlandske Spekulation i tyske Mark, der
selvsagt har tilført Landet ikke ubetydelige Kapitaler
for de værdiløse Papirpenge. Men man behøver ikke
at spilde megen Tid paa de herhenhørende Tal for
at forstaa, hvor forsvindende denne Gevinst var i For-
hold til hele Inflationseksperimentet. Hvad der altsaa
menes med den førnævnte Paastand er dette, at Tysk-
land under Efterkrigstidens Inflationsperiode stadig
havde en passiv Handelsbalance og derfor ogsaa en
passiv Betalingsbalance, hvilket atter kunde tyde paa
en virkelig Berigelse for Nationen. (Rige Lande har
jo stadig haft en passiv Handelsbalance, hvorunder de
nationale Kapitaler kunde gøre sig frugtbringende i
Udlandet). Alt dette beror dog paa en Fejltagelse; thi
Statistiken beskæftiger sig kun med Varer, ikke
med formureti i ge Forsendelser og ej hel-
ler med Persontrafiken.
Hvad Personerne angaar, da maa man, for at be-
dømme Situationen rigtig, komme paa det klare med,