Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2003, Side 225
Kalendariet AM 249d fol.
211
med egen hånd. Disse to underskrifter har muligvis ikke noget med
ovenstående brevudkast at gøre. De er sandsynligvis yngre, i hvert fald
synes Jon Einarssons underskrift at være det, idet han antagelig er født
efter 1580 og derfor næppe i 1596 har kunnet underskrive sig med en så
rutineret hånd, som det er tilfældet her.
Magnus Eiriksson var søn af Olof, der var en datter af Nikulås
horsteinsson klosterholder,88 og altså søster til Einar Nikulåsson på
HéSinshofSi. Olof var gift med Eirfkur Eyjolfsson i Eyvindarmuli.89
Deres søn Magnus blev siden bonde på HofSabrekka i Skaftafells-
sysla.90
Krokur er så udbredt et gårdnavn, at gården ikke kan identificeres.
Omkring 1700 fandtes der alene i Amessysla 8 gårde med dette navn.91
Magnus og Nikulås var fætre, og de har antagelig været nogenlunde
jævnaldrende. I 1596, da brevet blev affattet, har de næppe været ude
over barnealderen. Nikulås klosterholder giftede sig i 1548 (se s. 205),
og selv om Einar og Olof har hørt til de ældste af hans børn, født
omkring 1550, har deres børn næppe været født før omkring 1575-80. I
betragtning af, at Nikulås lever til 1671, er han snarest født i årene efter
1580. Det vil sige, at Magnus og Nikulås næppe i 1596 har haft alderen
til at kunne udstede værdibreve med retslig gyldighed. Magnus kan
muligvis have været lidt ældre end Nikulås, så det kan ikke afvises, at
brevet er udtryk for en reel værdioverdragelse fra Magnus til Nikulås,
behørigt underskrevet af dennes far Einar. Den omstændighed, at brevet
er affattet på den første side i familiens gamle håndskrift, taler for det,
brevets kladdeagtige form imod.
Brevet kan være ment som en ungdommelig spøg eller en barneleg,
men skriften er en øvet skrivers, så en voksen må have deltaget i legen;
eller måske har det været en skriveøvelse for de halvvoksne drenge.
88 Se tavlen s. 201.
89 Om deres efterkommere, se fsl. årtiSaskrår, s. 173 f.
90 Fordi navnet Magnus Eiriksson figurerer som marginalnotits i Codex Regius af den
Ældre Edda (bl. 5r), nævner Jon Porkelsson i fsl. årtiSaskrår, s. 174, den mulighed, at
Magnus Eiriksson på HofSabrekka har ejet Eddahåndskriftet og givet det til biskop
Brynjolfur Sveinsson, som var en nær ven af familien. Denne formodning bortfalder
imidlertid, efter at Jonna Louis-Jensen og Stefan Karlsson (1970, s. 80 ff.) har sandsyn-
liggjort, at den Magnus, der skrev sit navn i Eddahåndskriftet, var en søn af Eirikur
Magnusson logréttumadur i Djupadalur, jfr. Logréttumannatal, s. 127 f.
91 JarSabok II, s. 475.