Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2003, Side 305

Finnur Jonsson og Morkinskinna
291
Morkinskinna har ... den Egenhed at optage en hel Del Sagn om (især)
Islændinger, som under sit Ophold i Norge kom i større eller mindre
Forbindelse med Kongerne. Derved fremtræder vistnok som oftest
karakteristiske Træk hos Kongerne, men Sagaerne opfyldes derved med
et mangeartet Stof, og Opmærksomheden drages som oftest bort fra Ho-
vedpersonen i Sagaen. Forf. af Fagrskinna har betragtet dette som en
Afvei og er gaaet til den modsatte Yderlighed at udelade alle Begiven-
heder, hvori Islændinger spille nogen væsentlig Rolle, eller hvori Kon-
gen synker i Interesse ved Siden af ringere Personer. Snorre har af begge
Yderligheder fremdraget en kunstnerisk Theori, som han udforer i hver
enkelt Del af sit Værk: Sagaens Hovedperson bor altid have Hovedinter-
essen, og de til Begivenhedernes Udvikling nodvendige Bipersoner, hans
Modstandere saavel som hans Venner, bor skildres saaledes, at de danner
en Ramme om ham uden dog at drage Interessen fra ham?
Men selv om denne beskrivelse af Snorri i højeste grad er en del af
myten om Snorri, blev Storms idéer om forholdet mellem Morkinskinna
og Heimskringla forkastet i det 20. århundrede og erstattet med Finnur
Jonssons synspunkter og metoder.
Når Storm taler om Morkinskinna, hentyder han til den ældste be-
varede tekst, den i Morkinskinnahåndskriftet (GKS 1009 fol.), der an-
tagelig, som næsten alle islandske middelaldertekster, er en afskrift af
en tabt original. Finnur Jonsson nærmede sig spørgsmålet mere kritisk,
i hvert fald ifølge sin egen mening. Hans udgangspunkt var ikke den be-
varede tekst, men “originalen”, så han begynder med mindst to Morkin-
skinnaer: den i håndskriftet og “originalsagaen”. Hovedforskellen på
disse to var, ifølge Finnur, at en væsentlig del af den bevarede sagatekst
ikke fandtes i originalen. Deriblandt nævner han pættir, de episoder om
islændinge som også Storm syntes passede dårligt med hovedtråden i
sagaen: “[rættir har eksisteret fra gammel tid som selvstændige små
sagaer, og ... er optagne i Mork.-sagaeme og da noget ændrede eller af-
passede”.3 4 Finnur mener yderligere at mange vers og taler og mindre
beretninger som han finder upassende eller ekskursagtige er indskudte i
“originalsagaen”, f.eks. den såkaldte Pingasaga, en fortælling om en
konflikt mellem kong Eysteinn og kong SigurSr Jorsalafari.
Finnur finder frem til tilføjelserne ved at søge efter modsætninger og
“jævnhed” i fortællingen, og har ikke svært ved at finde dem: “Mork. er
3 Op.cit., 97-98.
4 Finnur Jonsson. Den oldnorske og oldislandske Litteraturs Historie II, 2. Khavn 1901,
627.