Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2003, Síða 307

Finnur Jonsson og Morkinskinna
293
bok, så han må nok have følt sig på sikker grund.9 Det er dog tvivlsomt
om han overhovedet ville have ændret mening, idet han fra 1901 til
1932 ikke gjorde det angående de hypotetiske enkeltsagaer som skulle
ligge til grund for Morkinskinna.
Finnurs tese om de hypotetiske enkeltsagaer fik ingen støtte fra In-
drebø. Ifølge ham og mange andre forskere der er fulgt i hans kølvand, så
var “Den ældre Morkinskinna” ikke et samlingsværk, men en original
kongesaga, der faktisk mindede mere om den nu-eksisterende Fagrskinna
end den nuværende Morkinskinna.10 En eller flere bearbejdere havde for-
vansket teksten med interpolationer, som let kunne bemærkes fordi de var
klodsede eller gentagelser.* 11 Det sidste passede godt med Finnur Jonssons
mening, men han mente derimod at “Den ældre Morkinskinna” også var
en bearbejdelse, dog en bedre én, hvor bearbejderen kun havde sammen-
føjet de ældre enkeltsagaer, uden at ændre ved noget.
Indrebøs “ældre Morkinskinna” er altså ifølge Finnur ingen original-
tekst, kun en sammenstøbning af de ældre sagaer om enkelte konger,
hvilke han i sin litteraturhistorie havde kaldt for “de ægte jævne og vist-
nok i det hele velordnede enkeltsagaer”. Et nøgleord her er “ægte” fordi
det er helt klart, at ifølge Finnurs tankegang er urteksten den ægte og alt
nyt er “uægte”. Finnur er en historiker af Rankesk støbning, og hans fun-
damentale antagelse er, at det som ikke er sandt må være yngre. Dette
ræsonnement bruger han til at dele Morkinskinna i “ægte” og “uægte”,
originalt og interpoleret. Han bruger ord som “det rigtige”, “oprindelige”
og “historiske” nærmest som synonymer, og til modsætning har man
“mistænkeligt”, “uhistorisk”, “romantisk” og “opdigtet”. Finnurs eva-
luering af fortællingen om den danske konge Hardeknuds død er typisk:
“Fortællingen ... er den rene fabel og er meget mistænkelig; man fristes
til at antage, at også den beror på en senere interpolation ... Stykket kan
skæres ud uden at efterlade noget ar”.12 Fortællingen må være en inter-
9 Disse argumenter blev senere forkastet af Jonna Louis-Jensen (Kongesagastudier: Kom-
pilationen Hulda-Hrokkinskinna. Bibliotheca Arnamagnxana XXXII. Khavn 1977, 77-
78).
10 Gustav Indrebø. Nokre merknader til den norrone kongesoga. Arkiv for nordisk filologi
54(1939), 76.
11 Indrebø beskriver Morkinskinna således (Nokre merknader, 62): “Morkinskinna er ei
forunderleg rik bok. Rik ikkje ved framifrå komposisjon og litterær reisning, og ikkje ved
fylgjerett personskildring og karakterteikning. I desse leider stend det tvertimot syrgjeleg
ille til med henne, soleis som ho ligg fyre no”.
12 Finnur Jonsson. Indledning, xiii.