Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2003, Side 308
294
Årmann Jakobsson
polation, fordi den er uhistorisk, mens de “ægte jævne” sagaer står
sandheden nær. Det er klart, at for Finnur Jonsson er den “ægte” tekst,
urteksten, selve begivenheden. Den er normen som fortællingernes
“ægthed” og alder må måles med. Det betyder at jo fabelagtigere et af-
snit er, desto yngre er det, og dette kan bruges til at skelne mellem ori-
ginaltekst og interpolationer.13
Dette strengt historiske perspektiv medfører, at i og for sig har
Morkinskinna ikke en stor værdi. Den har derimod værdi som kilde til
de oprindelige enkeltsagaer og dermed til selve den historiske virke-
lighed. Som Finnur selv siger: “Det er et overordenlig stort held, at Mk.
er bevaret. Ti den bidrager meget væsenlig til at kunne fælde en rigtig
dom om de oprindelige særsagaer”.14 Det er det oprindelige der inter-
esserer Finnur i så høj en grad, at det ville have forbavset ham hvis no-
gen havde vist interesse for noget andet, f.eks. selve Morkinskinnakom-
pilationen - hvad der ikke skete i hans levetid. Modsat Indrebø kan
Finnur ikke betragte Morkinskinna, med eller uden interpolationer, som
et originalværk. Det Finnur søger er de tabte særsagaer, som i og for sig
heller ikke har nogen værdi, men er den vigtigste repræsentant for den
“ægte” originaltekst, selve begivenheden der ligger til grund for saga-
erne.
4. Den kluntede afskriver
Gentagne gange bruger Finnur sin idé om “originalteksten” til at “rette
på” den eksisterende Morkinskinna, og finde frem til de ægte og uægte
dele. Han har en bestemt mening om hvad der er en korrekt anordning
af begivenheder i en kongesaga, funderet på hans overbevisning om at
en kongesaga er et historisk værk på samme måde som det 19. århun-
dredes historieskrivning. En “ægte” kongesaga kan ikke være en in me-
dias res-fortælling, som de homeriske digte. Begivenheder skal berettes
i deres rigtige orden og ikke i tilbageblik, som man ser i Morkinskinna-
versionen af beretningen om Haraldr har5rå5is ungdom i udlandet. Om
13 Finnur indrømmer dog på et sted, at dette ikke altid gælder (Indledning, xiv: “Slutnin-
gen af dette afsnit er anderledes i Fms. og mere historisk korrekt, men dette beror måske
på (en bearbejders) bedre viden.”).
14 Finnur Jonsson. Indledning, xl.