Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2003, Síða 310
296
Årmann Jakobsson
kilder”.19 Dette standpunkt virker måske lidt mærkeligt på nutidens hi-
storikere, men i og med at den, der har sammensat Morkinskinna, ikke
er en forfatter, men kun en bearbejder, er det en vigtig del af Finnurs
teori, at alle kilder er afskrevne ret nøjagtigt; det er i sammenstøbnin-
gen, ulykken hænder, og den kluntede afskriver forkludrer sit værk.
Gentagelser og modsætninger må i det tilfælde stamme fra de forskel-
lige kilders uenighed.
Man kan kritisere disse resultater fra den moderne filologis
synsvinkel. Finnurs idé om originalteksterne, de klassiske sagaer om de
enkelte konger, der stod de virkelige begivenheder nær, kan nærmest
komme til at ligne en tvangstanke. I Morkinskinnas tilfælde er det
meget svært at finde frem til hvad der er indskudt i den Morkinskinna-
tekst der blev brugt af Fagrskinnaforfatteren ved sammenligning med
andre håndskrifter. Finnurs princip er at det ældste er det mest “ægte”,
det som står nærmest begivenhederne. Og idet vi lever i en logisk ver-
den, hvad Finnur troede, må alt, der er logisk, være sandt og derfor
oprindeligt. Begivenheden selv bliver originalteksten, det tabte X, i
Finnurs ræsonnement. Men dette fører Finnur til gentagne cirkelbevis-
er: en fortælling må være et indskud fordi den må være ung, fordi den
ikke er logisk, og derfor fabelagtig og “uægte”.
Denne logik er en udvidelse af filologiens skriverfejl-metode, men
den er ikke lige så holdbar. Den antagelse, at en skriverfejl må stamme
fra en misforståelse af en ældre tekst, gælder ikke nødvendigvis også
logiske fejl eller kompositionsfejl - hvis man altså anerkender at alt
hvad Finnur finder ulogisk er det, hvad der slet ikke altid er tilfældet
ifølge min mening. Hvis man ikke betragter sagaerne som historiske
værker i det 19. århundredes forstand, som faktisk var vidt forskellig fra
middelalderens egne historieskrivningsmetoder, kan man ikke gøre
selve begivenheden til midtpunkt, til “originalen”, hvad der medfører at
det som er ulogisk eller fabelagtigt ikke behøver være yngre.
Myten om den kluntede afskriver har en anden side, selv om denne ikke
er den dominerende i Finnur Jonssons forskning. Det 19. århundrede var
geniets tidsalder. Forfattere betragtedes som genier, og dette kom til at
gælde også de islandske middelalderhistorikere, især når de blev mere og
19 Op.cit., xxxiii. Jfr. op.cit., xxxvi: “Ved sammenføjningerne af de enkelte stykker er han
ikke altid heldig og han gor sig skyldig i gentagelser og forskellige ujævnheder og han er
ikke helt fri for modsigelser. Det er således klart, at han har haft en række skrevne Jiættir
og anden litteratur for sig”.