Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2003, Síða 332
318
Jonna Louis-Jensen
lererede åbenbare brud på allitterationsregleme. E. A. Kock lader til at
have haft et bedre øre for allitteration end udgiveren af skjaldedigtnin-
gen, men var til gengæld parat til at slække på kravene til kenningkon-
struktionen. Jeg kan ikke se rettere end at begges opfattelse af stedet er
umulig, og skal i det følgende plædere for en tredje udvej, som opfylder
både kravene til allitteration og kenningkonstruktion. Denne mulighed
går ud på at opfatte den kenning der udgør bestemmelsen i kampken-
ningen som en kenning for sværd, ikke for skjold.
I Rudolf Meissners bog Die Kenningar der S kalden, 1921, er ken-
ninger for sværd søgt systematiseret efter deres grundord, der kan
betegne fænomener eller genstande der har en enkelt egenskab fælles
med et sværd. Det kan være at de skinner, som f. eks. ild, at de er kolde
at føle på, som f. eks. is (fetiis svell), eller at de stikker, f. eks. torn, osv.
En af de egenskaber man lagde vægt på ved et sværd, var dets bøje-
lighed (“elastische Biegsamkeit”), som iflg. Meissner s. 152 er forkla-
ringen på at grundordet kan være et ord der betegner en kvist, et rør, en
løgvækst (vQndr, teinn, reyrr, laukr o. fl.).
Ordet njoli findes i norrøne ordbøger kun belagt i sammensætningen
hvannjoli (dvs. hvann-njoli) ‘stængel af kvan (angelica)’; men både
simplex og sammensætningen er almindelig i senere islandsk og norsk.
Njoli oversættes i Fritzners ordbog “tyk og hul eller rørformet
Græsstengel (Folkespr. njole, jole, = slækja)”, dvs. det har en lignende
betydning som de ovenfor anførte substantiver. I stedet for at rette
håndskriftets “kiofa” til “kjola” eller “hjola” foreslås det derfor at rette
ordet til “njola” og opfatte fetilnjoli ‘skulderbåndets stængel’ som en
sværdkenning.
J.L-J.
2.
Adjektivet hundviss
Adjektivet viss, som i de fleste sammenhænge kan oversættes med
‘sikker’, bruges undertiden om personer, dvs. mennesker eller mytolo-
giske væsener, og betydningen synes her at være ‘kyndig’, særlig ‘kyn-
dig på, eller med sikker fornemmelse for, et nærmere bestemt felt’;
således bliver Martha, Marias praktiske søster, betegnet som “hin vis-
azta husfru” (HMS I, s. 514,18), med specialisering i finere madlav-