Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2003, Qupperneq 333

Småstykker
319
ning; hun “var sialf hin visazta at bua til tiguligar krasir”. Ordet synes
oftest at betegne et naturtalent, evt. udviklet gennem praksis, snarere
end tillærte kundskaber, jfr. Lexicon poeticum s.v. viss; i al fald findes
det i Grettis saga brugt om hoppen Kengåla, som er “svå vis at um
vebråttu ok vatnagang, at f>at mun aldri bresta, at J)å mun hri5 eptir
koma, ef hon vill eigi å jgr5 ganga” (IF VII, s. 39). I den lærde oversæt-
telseslitteratur bruges det imidlertid som oversættelse af lat. doctus, alt-
så om tillærte kundskaber: “Prometheus ... gordi uisa menn af uuitrum”
(Stjorn s. 191,12-13) gengiver Historia Scholasticas “de rudibus doctos
fecit” (dette og andre citater er hentet i ONPs arkiver, hvorfor min tak!).
Hermed synes der altså at være sket en betydningsglidning med dette
som med mange andre gamle nordiske ord der blev taget op i den
kristne skriftkultur.
Der synes ikke at være nogen særlig grund til at skille betydningen af
-viss som 2. sammensætningsled fra simplexordet: læviss er den der
forstår sig på læ, bglviss den der forstår sig på bgl, osv. En af de første
missionsbiskopper på Island var Bernhard (BjamharSr), der fik tilnavnet
“inn bokvisi” - måske afspejler dette tilnavn en undren over at en mand
kunne hente sin kyndighed fra en bog i stedet for at suge den af eget
bryst.
Adjektivet hundviss står imidlertid i en vis særstilling. Leksiko-
graferne har opfattet førsteleddet hund- som et forstærkende præfiks, og
ordet oversættes af Fritzner “særdeles kløgtig eller forstandig”. At der
virkelig findes et forstærkende præfiks hund- er der ingen tvivl om; det
foreligger utvivlsomt i en række adjektiver, som hunddjarfr, -forn,
-margr, -villr, og etymologiseres overbevisende i de Vries’ etymologiske
ordbog (med henvisninger). Cleasby-Vigfussons ordbog giver en lig-
nende oversættelse af hundviss som Fritzner (s.v. hund-), nemlig “very
wise”, men tilføjer: “esp. used of giants and partly as a term of abuse ...
The similarity of hundr, a dog, seems here to have given a bad sense to the
word, (= dog-wise, cunning), which etymologically it did not deserve.”
Jeg tror de ældre leksikografer er på vildspor her, og at førsteleddet i
hundviss er substantivet hundr, ikke det forstærkende præfiks. Denne
opfattelse grunder jeg på en passus i Heimskringla I (ed. Finnur Jons-
son 1893-1900, s. 145,13-15), hvor det hedder om de to finner, hos
hvem den senere så berømte dronning Gunhild opholder sig som ung
pige for at perfektionere sig i trolddomskunst, at “båøir em Jreir svå
visir, at jreir rekja spor sem hundar bæ5i å [rå ok å hjarni”.