Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2008, Blaðsíða 21

Indledning
xix
påtruffet som bindbetræk in situ d9 Der er derfor ingen tvivl om, at han
har ladet disse papirhåndskrifter og bøger indbinde i København. Årni
Magnusson vides at have ejet flere fragmentariske håndskrifter, hvoraf
en del blev sønderdelt af ham selv ifølge hans egne oplysninger,20 og
det gode kraftige pergament kunne ligeså godt genanvendes til ind-
binding af disse papirhåndskrifter og trykte bøger. Men pergamentet
synes ikke at have kunnet strække til indbinding af alle papirhånd-
skrifterne. Da bogbindere i det 18. århundrede ikke kunne formodes at
ligge inde med en stak pergamentmakulatur, har Årni Magnusson selv
måttet levere det nødvendige indbindingsmateriale.21 Årni Magnusson
19 De bøger, som med sikkerhed kan siges at have tilhørt Årni Magnusson, blev i
1963 udtaget fra Universitetsbibliotekets samlinger til en udstilling i anledning af
Årni Magnussons 300-års dag. Nogle af disse bøger er indbundet i bindbetræk, se
Registre s. 172 og min artikel Colligere fragmenta, ne pereant, s. 18 noten. Disse
bindbetræk har oprindelig udgjort en del af tre rekonstruerede håndskrifter, nemlig
Missale Scardense, Graduale Gufudalense og Psalterium vil.
20 Se f. ex. Kålunds håndskriftsbeskrivelser af kalendarierne i am 249 a—q fol. Inden
psalterierne blev sønderdelt, havde Årni Magnusson taget nogle noter, som findes
i am 209 8°. Disse noter er trykt i Finnur Jonsson, Årni Magnussons levned og
skrifter 11, København 1930, s. 217 ff.
21 Det blev efter reformationens indførelse i det 16. århundrede almindeligt at anvende
pergamentblade fra slagtede middelalderlige håndskifter som indbindingsmateriale
i forbindelse med indbinding af bøger (pastedowns eller bindbetræk), se f. ex. N. R.
Ker, Fragments of Medieval Manuscripts used as Pastedowns in Oxford Bindings,
with a Survey of Oxford Binding, c. 1515—1620, Oxford Bibliographical Society
Publications, ns 5, Oxford 1954.
Pergamentbladene fra de konfiskerede middelalderlige biblioteker blev også
anvendt som omslag om regnskaber o. lign. af statsadministrationen i de prote-
stantiske lande, se hertil min artikel Colligere fragmenta, ne pereant, s. 6. Samme
praksis har også været anvendt i den protestantiske del af Tyskland, se f. ex.
Karlheinz Schlager und Theodor Wohnhaas, Liturgische Fragmente mit Notation
im Staatsarchiv Niirnberg, Jahrbuch des Historischen Vereins fur Mittelfranken 91,
Ansbach 1982/83, s. 33—52.
For Danmarks vedkommende synes indbindingen af de regnskaber, som nu
findes i det danske arkivvæsen, at ophøre omkring midten af det 17. århundrede.