Norræn jól : ársrit Norræna félagsins - 01.12.1953, Blaðsíða 10

og nu er Kobenhavns silhouet ogsa ved at forandre sig. Pá afstand ser man punkt-
husene pá Bellahoj, Roskildevej og andre steder. Ogsá Oslo og Helsingfors har deres
hojhuse. Men det er dog kun detaiUer, omend nogle meget imponerende gevækster,
nár man kommer nærved. Mere vigtig er dog forskellighederne.
Mange mennesker vil hævde, at dybest inde skyldes de en forskellig psyke hos
beboerne. Folk har nogle aldeles bestemte meninger om, hvordan frnner, nordmænd,
svenskere og danskere er, og ud fra nogle meget grove generahsationer drager man
igen slutninger om, at husene har fáet deres form som udtryk for folkekarakteren.
Personlig tror jeg, at naturforholdene pá stederne har haft storre indflydelse pá byer-
nes ansigt end mulige forskelligheder i folkekarakter.
Da man begyndte pá at arbejde med en regionplan for Kobenhavn, en fæUesplan
for hele den egn, der er afhængig af hovedstaden, blev man hurtigt enig om, at man
mátte have et samlet system af gronne udflugtsomráder. Og inden for dem var det
vigtigt at skabe et net af særlige cyklestier. Det har man ikke i andre storbyer, og
det kunne man slet ikke have hverken i Oslo, Stockholm eller Helsingfors, fordi
terrænet ikke egner sig til cyklckorsel. Til gengæld har Oslo noget, som Kobenhavn
aldrig kan fá. Dér er der et system af skilojper, fort sá nær ned til bebyggelsen som
muligt. Man vil nenflig helst fra hvert hus kunne gá pá ski lige ud tfl omegnens pragt-
fulde terræn. Giver de to eksempler ikke et klart indtryk af den umádelige forskel,
der altid má være mellem de to byer ? Den ene med beboere, der aUesammen cykler
og om sommeren gár i stromme ud til skove og strande, den anden med beboere,
der alle stár pá ski, og som i vintermánederne hver dag soger op i fjeldene og kom-
mer tilbage med rode kinder og klare ojne som i ingen anden storby.
Som byernes hele organisme er grundforskelhg, tilhorcr ogsá de enheder, man
kunne sige de celler, organismen er bygget op af, forskehige typer. Sammenligner
man gamle Stockholmshuse med kobenhavnske, er blokken skáret til pá helt for-
skellig manér. Den klassisk kobenhavnske huskarré kendetegnes ved de afskárne
hjorner forsynet med vinduer og ved tegltaget, der er trukket blodt frem over
empiregesimsen. Man kan ligefrem se udefra, at gadehuset lukker sig om et hygge-
ligt gárdinterior. Det gamle stockholmske hus derimod stár med skarpe kanter, en
utilnærmelig blok, og til mange af den gamle stads huse eksisterer der slet ikke nogen
gárd. Den smahe smoge, »gránden«, er pá een gang adgangsgade og gárdsrum.
Kigger man hid gennem den kobenhavnske port - og det betaler sig ofte at gore det
- ser man máske ind til en gulkalket gárd med toppede brosten. I Stockholm er det
ikke en port, men en dor, der forer ind til beboelsen. Men hvor er det tit smukke
dorc, udfort af svært træ med et særhgt monster af tætte rombeformede kvadre og
6