Dúgvan - 13.09.1894, Qupperneq 3

tilfalde den for vedkommende Kommune
ved Lov af øde Februar 1883 om Æn-
dringer i Lov om Fattigvæsenet paa Fær-
øerne af 22de Marts 1855 anordnede
Understøttelseskasse.
§ n-
Det paahviler Forstanderskaberne for
J andkommunerne samt Borgerrepræsenta-
tionen i Thorshavn, i Forbindelse med
Politiøvrigheden, at vaage over, at ulovlig
Handel med og Udskænkning af de i
denne Lov omhandlede Drikke ikke finder
Sted, og skal, naar vedkommende kom-
munale Myndighed forlanger det, offentlig
Politisag anlægges i Anledning af slig
1 landel eller Udskænkhing.
Denne l ov træder i Kraft den . . . .
Min lille Kæreste.
»Hvad er det. De spørger mig om?
Enten jeg tror paa Varigheden og Styrken af
en Kvindes Kærlighed eller ikke? Det tror
jeg nok. jeg gør, og det ikke uden god Grund.
Ta, hvis ikke en Kvindes rene og trofaste
Kærlighed var kommen mig til Hjælp, saa
havde jeg sandsynligvis i Dag været et
Udskud og en Drukkenbolt. — Fortælle
Dem min Historie? Nuvel, det ligger just
ikke for mig, men Fortællingen om, hvor-
ledes min lille Kæreste gjorde mig til
et bedre Menneske, vil, hvor ufuldstændig
den end bliver, vise Dem, hvor meget en
behjertet Kvindes Kærlighed kan udrette.
Dora Wilson var, da jeg først lærte
hende at kende, en yndig Pige paa fjorten
Aar, fuld af Liv og Skemt. I Tankerne
kan jeg endnu Se hende, som hun var den
Gang — en yndefuld Pigeskikkelse med
nøddebrune Øjne, l æber, der syntes dan-
nede til at kysses, rosenrøde Kinder og en
Overflødighed af brune, krøllede Haar —
det var et Billede, der frydede alle, som
saa det. Og dertil var hun ligesaa god,
som hun var smuk. Jeg havde særlig god
l ejlighed til at vide dette, da jeg levede
i samme Hus som hun', men da jeg var
næsten dobbelt saa gammel som hun,
drømte jeg aldrig om at blive hendes
Elsker, endskønt jeg, naar jeg drillede
hende, plejede at kalde hende »min lille
Kæreste« og lovede at gifte mig med
hende, naar hun blev ældre, Dertil plejede
hun meget alvorlig at bemærke, at hun
aldrig vilde ægte en Mand, der ligesom jeg
tilsatte sin Tid og sine Penge paa Værts-
huset. Dertil havde jeg intet Svar, thi
enhver vidste, at Værten i »Kronen og
Ankeret« havde ingen bedreKunde end mig.
En Aften var en Hob af os samlet i
»Kronen og Ankeret«, hvor vi meget ivrig
drøftede Forretnings Forskelligheder, og
lidt efter lidt vare vi bievne ophidsede i
i den Grad, at det næsten var kommet til
Haandgribeligheder. Medens jeg med stor
Ivrighed holdt paa min Mening i det drøf-
tede Spørgsmaal, følte jeg noget trække i
mig bagfra, og idet jeg rasende vendte
mig om, saa jeg — min lille Kæreste!
Hvilket Syn! Som en Engel fra Himmelen
stod den skønne og uskyldige Pige mellem
disse raa og syndige Mænd. Der indtraadte
en dyb Stilhed, og den støjende Hob blev
betaget med Ærefrygt. Et Øjeblik var al
Disputeren og Drikken glemt, og alle
ventede med spændt Forundring paa, at
den uventede Gæst skulde angive Grunden
til sin Nærværelse. For mit Vedkommende
var jeg saa skamfuld over at se hende
blandt slige Folk paa et saadant Sted, at
da hun med bønlige Øjne sagde: »Jakob,
kom hjem!« saa tog jeg hendes Haand i
min og gik bort som et Barn med hende.
Hvad den stærkeste Mand i Stuen ikke
vilde have kunnet gøre, det magtede denne
lille, svage Pige. Dette var den første
men ikke eneste Aften, hun bragte mig
bort fra hin Lastens Hule og saaledes
reddede mig fra større Udskejelser og
mangt et beruset Lag.
Men i Stedet for at afryste den Trold-
domsmagt, som Værtshuset havde faaet
over mig, begyndte det at gaa ned ad
Bakke med mig, indtil en Begivenhed ind-
traf, som blev et Vendepunkt i mit 1 .iv.
En l ørdag Aften var jeg og en Kammerat,
der var halvgal af Drik ligesom jeg, komne
i Klammeri med hinanden i et Værtshus,
og da vi bleve kastede paa Døren, be-
sluttede vi at afgøre vort Mellemværende,
hvor vi kunde være fri for Afbrydelse.
Vore Kammerater sloge en Kreds om os,
og vi toge saa fat. Hvad der kunde være
blevet af mig, hvis Kampen uhindret var
bleven ført videre, — det kan jeg ikke sige.
Men en Afbrydelse fandt Sted fra en fuld-
stændig uforudset Kant. Jeg var netop
kommen paa Benene igen, skønt alt andet
end støt, for at begynde den anden Om-
gang, da en ung Pige søgte at vinde frem
gennem Klyngen og bønfaldt brig, idet
hun greb mig i Armen, om ikke at slaas.
Det var Dora. Ved denne Sagernes plud-
selige Vending blev der pludselig stille,
men saa styrtede min Modstander frem med
fornyet Raseri-: »Send den Pige væk, eller
jeg skal gøre det af med Eder begge to!«
Han havde næppe udtalt Ordene, før han
traadte frem for at udføre sin Trudsel.
Jeg lavede mig til at tage imod ham, da
Slaget, som var tiltænkt mig, i Forvirringen